Af Kai Kjær-Hansen

Forud for Yom Ha’atzmaut, uafhængighedsdagen, går Yom Hazikaron, Israels natio-nale mindedag for faldne soldater og ofre for terrorisme. At Yom Hazikaron er place-ret dagen forud for Yom Ha’atzmaut, er et smukt udtryk for bevidstheden om, at frihed og selvstændighed har kostet – og stadigvæk koster – ofre og liv.

Staten Israel er en demokratisk stat baseret på jødiske værdier. I Uafhængighedserklæringen siges det bl.a., at staten Israel ”vil fremme landets udvikling for alle sine indbyggere; den vil basere sin eksistens på læren om frihed, retfærdighed og fred, således som de hebraiske profeter har belært os; den vil skabe fuldstændig social og politisk ligeberettigelse for alle sine borgere uden hensyn til race, tro eller køn; den vil garantere den fulde frihed for tænkning og tro, opdragelse og kultur; den vil beskytte de ophøjede og ukrænkelige helligdomme og alle religioners hellige steder, og den vil slutte sig til principperne i De Forenede Nationers frihedsbrev.”

På Yom Hazikaron mindes de omkring 25.000 personer, der er faldet i krig eller er blevet ofre for terrorisme.

Mistede i krig - og ved abort
Dette tal på 25.000 svarer til omkring halvdelen af de aborter, der årligt foretages i Israel i dag.

En sådan sammenligning turde jeg ikke som ikke-jøde fremkomme med på egen hånd. Men den indgår i debatten i Israel.

I pressemeddelelser fra Israel lyder det, at Israels overrabbinat d. 24. december 24 2007 udtalte, at abort “er en alvorlig synd”. Og ikke nok med det, men denne alvorlige synd “forhaler Messias’ komme”.

Lederen af antiabort-organisationen Efrat, dr. Eli Shussheim, havde forinden fremlagt det statistiske materiale for overrabbinatet: Hvert år udføres der over 50.000 aborter i Israel, hvoraf kun 20.000 er lovlige.

På Efrats hjemmeside nævnes samme tal, og det hævdes: “Mange af disse aborter kunne forhindres, hvis blot kvinden fik en basal social og økonomisk støtte. Alene sidste år reddede Efrat livet for 1806 jødiske børn i Israel. Hvis vores budget havde været dobbelt så stort, kunne vi have reddet dobbelt så mange børn.”

Og nederst på hjemmesiden kan følgende læses:
          
Sidste år skete dette i en gennemsnitsuge i Israel:

• 9 mennesker blev dræbt i trafikuheld
• 1 israeler blev myrdet af terrorister
• over 900 spædbørn mistede livet ved abort, hovedsagelig pga. økonomiske forhold!

Tilsvarende toner lyder fra Be’ad Chaim (Prolife), den messiansk-jødiske antiabort-organisation i Israel. I Mishkan (nr. 49, 2006, s. 71) skrev Sandy Shoshani bl.a.: “Det skønnes, at der siden 1948 er aborteret mere end 2 millioner spædbørn i Israel . . . Hvis disse to millioner børn var blevet født i stedet for at blive aborteret, ville det ømtålelige demografiske problem i forhold til araberne ikke eksistere.”

Henvisningen til demografien får næppe tilhængere af abort til at skifte standpunkt. Og sekula-riserede jøder, der ikke i forvejen lever i håbet om Messias komme, kerer sig næppe om overrabbinatets advarsel om, at de ved abort forsinker Messias’ komme.

Ved at legalisere abort – inden for vedtagne rammer – ligner staten Israel, der ellers bygger på jødiske værdi, en lang række stater, der bygger på kristne værdier og også har legaliseret abort. Staten Israel er således hverken værre eller bedre på det punkt.

En del af demokratiet
Tallene er rystende, men det nytter ikke at ignorere virkeligheden. Om vi kan lide det eller ej: Abort er på en eller anden måde blevet en del af demokratiet i den vestlige verden, det demokrati som vi ikke vil undvære, og som vi har brug for i en lang række andre tilfælde. Så på en eller anden måde er vi låst fast. Hvordan vi end vil begrunde det, så vil de færreste abortmodstandere, selv om de mener, at abort er mord, kunne støtte fx det lovforslag, som det ultraortodokse Shas parti fremlagde i 1997, og som ville give mulighed for at retsforfølge udøvere af abort for overlagt mord.

Og hvorfor vil man ikke kunne det? Fordi man har anerkendt, at det ikke går an at styre verden ud fra et teokratisk tankesæt. Næste offer ville måske blive bøsser og lesbiske. Og næste igen måske messianske jøder og forbud mod deres virksomhed i Israel. Det er tankevækkende, at når nogle har forsøgt at begrænse deres virksomhed og ytringsfrihed i Israel ved lovgivning, er dette ikke blevet vedtaget i Knesset, netop fordi det ville være i modstrid med demokratiets principper.

Intet tyder på, at demokratier i den vestlige verden, inklusive staten Israel, i nævneværdigt omfang vil lave om på abortlovgivningen. Sådan er virkeligheden. Men det betyder ikke, at pro-life-forkæmpere skal resignere. Orto-dokse jøder, messianske jøder og kristne, som i denne sag i bund og grund baserer deres synspunkt på samme bibelske-jødiske værdier, har stadigvæk en profetisk rolle at spille. Ved deres indsats frelser de liv, ikke så mange som de gerne ville, men dog nogle. Og de rækker hånden ud til dem, der engang valgte abort og nu lever med smerten over denne beslutning, og forsøger at give nyt håb – og liv – til sådanne.

Som ven af staten Israel kan jeg ønske tillykke med de 60 år. Dette tillykke indebærer ikke en blind støtte til alt, hvad der foregår i Israel. Men jeg er glad for, at staten Israel ikke er et teokrati, men et demokrati. Mellem et-hvert demokrati og troen består et spændingsforhold.