Af Kai Kjær-Hansen

I året for staten Israels 60-års jubilæum ser vi gennem en række artikler på, hvordan tingene udviklede sig for Jesus-troende jøder og de kristne missionærer i Palæstina omkring 1948.

En del kristne missionærer valgte at forlade Palæstina forud for staten Israels oprettelse den 14. maj 1948. Nogle messianske jøder var dybt frustrerede over dette og betragtede det som udtryk for mangel på tro til, at Gud kunne bevare dem. Men der var også protestantiske missionærer, der forblev i Jerusalem, blandt dem Hannah Hurnard. Hvordan hun fandt vished om, at hun skulle forblive blandt jøderne, fortæller hun i bogen Watchmen on the Walls (Vægtere på murene).

Det britiske missionsselskab Church Mission to Jews havde sit hovedkvarter i Christ Church, lige inden for Jaffa-porten, i den arabiske zone. Missionshospitalet på Prophets Street lå i den jødiske zone. I begyndelsen af foråret 1948 blev det overdraget til de jødiske myndigheder, og størstedelen af den britiske hospitalsstab var rejst til England.

Andre af selskabets missionærer kunne selv vælge, om de ville forblive i Jerusalem, som alle – i april måned 1948 – vidste snart ville blive en krigszone. Nogle blev i Christ Church, men tre af selskabets missionærer fik tilladelse til at bo i lægeboligen lige ved siden af hospitalet i den jødiske zone.

Hannah Hurnard var en af dem. Om hvordan hun omkring den 10. april 1948 blev overbevist om, at hun skulle forblive i Jerusalem, fortæller hun her. Venin-den Lilly – om man vil frøken Salme 118,17 – hjalp hende.

Hannah Hurnards beretning
Et par dage efter at vi var enedes om denne plan, [nemlig at Ronald, Ruth og jeg skulle bo i den jødiske bydel] gik jeg en eftermiddag hen til Lilly, som boede på den amerikanske kirkes område nær ved hospitalet. Det var en af de fredag eftermid-dage, hvor vi plejede at mødes for at bede sammen; vi gjorde hvad vi kunne for ikke at lade noget komme i vejen for dem. Hun var jødekristen og fortalte mig, at en af de ledende missionærer netop havde været hos hende og fortalt, at han igen var blevet advaret om, at alle jødekristne skulle forlade den jødiske zone. Selv om de blev, ville de ikke få del i rationerne, og man ville behand-le dem som mistænkte. Han havde indtrængende bedt hende om at rejse, mens der stadig var mulighed for det.

Miss Lilly og Salme 118,17
Det var i sandhed et frygteligt slag. Hvis min nære ven og bedepartner Lilly rejste, ville jeg i sandhed føle mig forladt. Behøver jeg virkelig at blive tilbage lukket inde på dette forfærdelige jødiske sted uden hende? (For Ruth og Ronald var nye, uprøvede venner, og jeg var på dette tids-punkt ikke klar over, hvilke herlige venner Herren havde givet mig.) Jeg følte, at ingen kunne tage hendes plads og kunne ikke lade være med at fælde nogle meget bitre tårer, da hun fortalte mig disse nyheder, for hun havde følt, lige så stærkt som jeg gjorde, at Herren bad hende om at blive.

Lilly var selv meget splittet over hele denne situation. Trods advarslen troede hun stadig på, at det var Herrens vilje, at hun skulle blive tilbage som et vidne, medmindre han på en eller anden måde gjorde det fuldstændig klart, at hun havde taget fejl af hans kald til hende. Men det havde på den anden side været så klart, at hun ikke mente, at hun burde lade nogen menneskelig advarsel skræmme hende til ulydighed.

Hun sagde til mig: “Gud har talt til mig så meget gennem Salme 118 og især dette løfte i vers 17, da jeg veg tilbage for farer, for jeg er bange: ‘Jeg skal ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninger’.” Vi sad på hendes værelse og kæmpede sammen mod fjendens angreb, og så bad vi. Vi var som forskræmte små børn; vi klyngede os til Herren og bad ham om ledelse og kraft til at gøre hans vilje, selv om vi følte, at vi ikke magtede det.

Mrs. Gibson og Salme 116,15
Det er sandt, at hans får kender hans røst. Vi kan trygt stole på, at han vil lede os og ikke lade os tage fejl, hvis vi virkelig ønsker at gøre hans vilje. Vi forstod efterhånden og skulle senere komme til at erfare, at han endog midt under belejringen af Jerusalem kunne lade os ligge i grønne enge og lede os til det stille vand. Som John Bunyan siger: “Vor Herre viser kærlig medfølelse med dem, der er bange.” Det gælder også dem, der lider af en meget livlig fantasi. Han ved lige hvordan han skal hjælpe sine børn.

Mrs. Gibson, en af de to amerikanske missionærer, der var forblevet i det jødiske Jerusalem, og som Lilly havde flyttet ind hos, fortalte os lang tid senere, at da hun hørte, hvilket trøstende løfte Gud havde givet os, at vi ikke skulle dø, men leve, at hun havde bedt ham om at give hende et trøstende ord om hans beskærmelse. Da hun senere åbnede sin bibel, var de første ord, hendes øjne faldt på: “Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død” (Sl 116,15; gl. overs.).
“Jeg vidste da,” sagde hun, “at jeg ikke måtte insistere på min sikkerhed, men endog være rede til at dø, hvis jeg på den måde kunne være hans vidne og opfylde hans vilje.” Sådan som han ser, vi kan bære det, giver han os sit personlige ord og styrker os til at følge ham.