Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet

”Sådan en konfirmation kunne jeg godt tænke mig!” Kommentaren faldt en torsdag formiddag ud for Grædemuren af vores 11-årige datter, Johanne. Hun har lige for første gang oplevet den jødiske glæde.

Mit første møde med den – den jødiske glæde – var lige så overrumplende. Jeanette og jeg var nogle uger inde i vores fantastiske år som kirkevolontører i Jerusalem i midten af 90’erne, da vi under et besøg i den gamle by hørte høj sang fra en synagoge. Vi gik nærmere for at undersøge sagen. Pludselig fløj døren op og en gruppe på 15-20 unge ultraortodokse drenge og mænd kom dansende, klappende og jublende ud – mens de løftede en torahrulle foran sig! Snart begyndte en kædedans rundt om rullen, og langsomt banede de sig vej gennem de tætte gader mod grædemuren. Kontrasten var voldsom. Indtil nu havde ingen ultraortodoks værdiget os et blik. Nu smittede glæden og smilet. De fejrede simchat torah, torahens glædesfest.

Bar Mitzvah
Denne sommer skete det så igen – at vi blev overrasket af den jødiske glæde. Vi var egentlig på vej til Davidsbyen og ville tage den lige vej fra Damaskus Gate til Dung Gate, men løb ind i køproblemer ved Grædemuren. Pladsen foran var fyldt med festklædte og glade mennesker i bedesjal med deres smukkeste kippaer på hovedet. Efter et par minutter gik det op for os: Vi var havnet midt i den jødiske konfirmationsfest, Bar Mitzvah.
Hver mandag og torsdag formiddag fejres den ved Grædemuren. Busser i lange baner fragter hele familier til Dung Gate. Konfirmandens far lejer et par fløjte- og trommespillere til at ledsage dem det sidste stykke frem mod Grædemuren. Til taktfaste trommeslag danser og jubler famili-en sig frem til indgangen, hvor faderen med et ordentligt trut i shofarhornet proklamerer: ”Min søn er ankommet til prøven!”
Inde ved Grædemuren står torahbordene tæt pakket op ad skillevæggen til kvindernes bedeområde. Den stolte mor, søstre og tanter står på tæer på plasticstole bag hegnet for at følge med. Den største jubel af dem alle bryder ud, når sønnen under en rabbiners påhør er færdig med sin oplæsning: Kvinderne ruller med tungen, bolsjer flyver gennem luften, og faderen løfter stolt sin søns arm i vejret: ”Min søn er nu voksen” – i lovens forstand, altså.
Symbolsk bærer sønnen som sin første handling lovens ruller ned til selve muren, mens familiens mandlige medlemmer danser rundt om ham.
Den jødiske glæde er smittende. Vores 11-årige datter blev ”ramt” på stedet. Den er også bibelsk; den jødiske glæde! Prøv at søge i Bibelen efter ”glæde”, ”le”, ”dans”, ”juble” og mere til!
Faktisk er der ligefrem en lov om, at man skal være glad – i hvert fald mindst én gang om året. Femte Mosebog instruerer nøje israelitterne i, hvordan de skal fejre løvhyttefesten – med glæde: ”Du skal glæde dig under festen sammen med din søn og datter … derfor skal du være glad.” Samme glæde finder vi i valfartssalmerne, der var skrevet til festprocessionernes opstigning til Jerusalem: ”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus!”

Jesus - aldrig glad
Jeg hørte engang en taler sige, at det ikke er tilfældigt, at Jesus er vred, oprørt og ked af det i evangeliernes beretninger – men aldrig glad. Hans opgave var for alvorlig til glæde.
Jeg tør sætte en ”lov” på højkant på, at Jesus var glad! Han levede som en lovtro jøde. Drog til Jerusalem til valfartsfesterne, betalte sin tempelskat og bar sikkert bedesjal med kvaster. Selv om det teknisk set er rigtigt, at evangelierne ikke omtaler Jesus som glad, så siger evangelierne jo ikke, at han ikke var det. Tværtimod har vi ”lovens ord” for, at han var det!
Paulus, en anden lovtro jøde, fører da også den jødiske glæde videre uden kursændring: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!”
Det er for resten interessant, at vi i den jødiske tradition finder et ligeså stort et udtryk for sorg som for glæde – som fx udtrykt i det ligtog, Jesus møder i Nain. Det er næppe tilfældigt: Muligheden for at udtrykke glæde giver nemlig samtidig mulighed for at udtrykke sorg!
Derfor, til os i det kølige nord: Har vi brug for en evangeliets glædesfest? Med trommer, fløjter, shofarhorn og flyvende bolsjer?
Den jødiske glæde er bibelsk glæde … og smittende!