Af Jakob Wilms Nielsen, Jerusalem

Hvordan går det? – Fint, tak. Sådan cirka kan de hebraiske gloser i overskriften vist oversættes. Og netop hebraiske gloser fylder forholdsvis meget i mit hoved for tiden.
Jeg er nemlig i skrivende stund præcis midtvejs i et 8 ugers hebraiskkursus på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Jeg går i, hvad der svarer til 3. klasse, så niveauet er egentlig ganske højt. Der bliver selvfølgelig kun talt hebraisk på klassen, også selv om det er grammatik, der er på dagsordenen.

Klassen
Vi får lektier for og skal til hver uge aflevere en mini-stil på hebraisk. Jeg har f.eks. for nylig beskrevet mine holdninger til så forskellige emner som ”kvinder på arbejdsmarkedet”, ”økologi” og ”børneopdragelse”. Ganske underholdende at sidde med et stykke papir med mærkelige bogstaver foran sig og vide, at jeg faktisk helt selv har konstrueret disse fremmede sætninger.
Klassen jeg går i består hovedsagelig af studerende på universitetet, som er ankommet to måneder før semesterstart for at opgradere deres hebraiske sprogkundskaber. Her er jøder fra USA, Brasilien, Frankrig og Mexico, kristne fra Tyskland, Sydamerika og Danmark, samt israelske muslimer.
Måske på grund af denne store forskellighed er underviserne pinligt politisk korrekte. Der tales aldrig politik i klasseværelset. Og alle tre store verdens religioner behandles i vores tekster med den største respekt.
Af gode grunde har jeg været særlig interesseret, når vores jødiske undervisere kommer ind på ting der har med kristentro at gøre. Desværre handler det oftest om de gamle etablerede kirkesamfund og deres historiske betydning. Flere timer har handlet om Gravkirken, dens særpræg, hvorfor den samme stige har stået der de sidste mange årtier, og hvorfor de kristne kirkesamfund ikke kan enes. Stedet omtales dog heldigvis også som stedet, hvor Jeshu efter kristen tradition blev korsfæstet og opstod igen.

Jeshu eller Jeshua?
Jeshu er det mest benyttede hebraiske ord for Jesus. Jeg er næsten 100% sikker på, at det er ubevidst fra mine læreres side, men brugen af netop det navn for Jesus er faktisk ikke særlig politisk korrekt. Jeshu skulle nemlig stå for noget i retning af: ”Må hans navn blive glemt for altid.” Derfor insi-sterer hans nulevende hebraisktalende efterfølgere naturligt nok på at kalde ham ved hans hebraiske navn Jeshua, som betyder frelseren. Således f.eks. i et 10 minutters langt nyhedsindslag på israelsk tv for nogle år siden, hvor der blev tegnet et forholdsvis nøgternt og objektivt portræt af den messianske bevægelse. Bare ét eksempel på hvordan den stadigt voksende bevægelse af Jesus-troende jøder forsøger at gøre opmærksom på sig selv som en legitim jødisk retning, der kræver respekt og anerkendelse.
Og at deres kamp faktisk nytter noget, viste sig i en anden af mine hebraisktimer. I et valgfag, som er en del af sprogstudierne, havde jeg valgt et tekstforløb om Jerusalem i det 19. århundrede. Til min overraskelse var min lærer her ikke bare politisk korrekt, når talen faldt på den aktuelle politiske situation, men også når det kom til kristendommens hovedperson. Sandelig om ikke hun insisterede på at kalde ham Jeshua og vidste, at hans jødiske nulevende efterfølgere kaldes messianske jøder.

Udfordringen
Mah Nisma – Hakol Besæder. Det går fint. Jeg lærer hebraisk, men samtidig lærer jeg også noget om, hvordan den almene israeler ser på sig selv og sit samfund. Og så får jeg et lille indblik i, hvordan nogle jøder ser på ham, som kom for at være Jeshua – frelser for sit folk.
Udfordringen for os, som gerne vil være Israelsmission, er nu ”bare”, hvordan vi kommer i dialog med hans folk om, hvem han var, og ikke bare om hvad vi skal kalde ham.