I året for statens Israels 60-års jubilæum ser vi gennem en række artikler på, hvordan tingene udviklede sig for Jesus-troende jøder og de kristne missionærer i Palæstina omkring 1948.

Af Af Kai Kjær-Hansen
og Bodil F. Skjøtt

”It was a very dicey time” siger Ursula Jones, da vi spurgte hende, hvordan det havde været at være i Jerusalem i foråret 1948. Hendes søster Ruth Achis, som også var der, da vi besøgte Ursula, samstemmer med et ”yes, very dicey”. Terning hedder på engelsk ”dice”, og når situationen er “dicey”, er den usikker, risikofyldt; man ved ikke, hvad resultatet bliver.

Vi besøger de to søstre på det hjem, hvor Ursula nu bor i den lille engelske by Cheltenham tre timers kørsel fra London. Ruth bor på et andet hjem få minutters gang derfra.

Inden Ursula og Ruth giftede sig til henholdsvis Jones og Achis, hed de begge Nehab til efternavn efter deres tysk-jødiske far. Det var også, fordi de havde en jødisk far, at de som børn i 1936 var kommet til det, som indtil midten af maj måned 1948 hed Palæstina.

Grunden til vores besøg hos dem var et ønske om bedre at forstå, hvordan livet var i Jerusalem i tiden op til staten Israels dannelse. Især ville vi gerne forstå de overvejelser, som missionærer, missionsselskaber og ikke mindst Jesus-troende jøder med tilknytning til englænderne, gjorde sig i månederne op til staten Israels oprettelse. Var det forbundet med ikke blot besvær, men direkte livsfare, at man havde forbindelse med englænderne – hvad enten det drejede sig om, at man arbejdede for de dengang forhadte briter eller havde forbindelse med britiske missionsselskaber?

I hvert fald mente en række missionsselskaber i foråret 1948, at situationen for mange Jesus-troende jøder ville blive så uholdbar i forbindelse staten Israels oprettelse, at det bedste var at få dem evakueret. Dertil krævedes, at den engelske regering gav indrejsetilladelse.

Ursula og Ruth bliver en del af det, som kom til at gå under betegnelsen ”Operation Mercy”, selv om de to søstre ikke kender til – eller husker – selve betegnelsen, og også selv om Ursula havde gjort sig nogle planer for sit eget liv forud for denne ”Operation Barmhjertighed”.

Ursula og Ruth Nehab kommer som børn til Palæstina
Både Ursula og Ruth forlod Palæstina, inden den nye stat Israel blev oprettet i 1948. Men hvordan og hvorfor var de og deres forældre i det hele taget havnet i Palestina?

De to søstres og deres families historie begynder i Berlin. Deres far var jøde og en dygtig arkitekt, der havde giftet sig med en kristen tysker. For begge forældre gjaldt dog, at de var mere tyskere og berlinere, end de var henholdsvis jøde og kristen. Hverken Ruth, der er født i 1924, eller Ursuala, der er tre år yngre og fra 1927, husker andre jødiske traditioner fra deres hjem, end at deres far tændte lys på dagen for sine forældres død.

Deres far var også så integreret i det tyske samfund, at han nægtede at tro på, at Hitlers race-program mod det jødiske folk ville blive gennemført. Det var simpelthen for absurd. Dog besluttede han at flytte familien fra Berlin to Wiesbaden i 1933, indtil, som han sagde, ”den værste retorik har lagt sig”. Men i 1935 lod han sig overtale til helt at forlade Tyskland og rejse til Palæstina. Familien havde først tænkt, at faderen skulle rejse alene. Det var jo ham, der var jøde. Senere forstod de, at sådan tænkte Hitler ikke. Faderen havde lavet et vandingsprojekt og fået kontakt med folk i Palæstina, som ville forsøge at realisere det. Derfor fik de også ganske hurtigt indrejsevisum. Allerede på det tidspunkt var det begrænset, hvor mange jøder englænderne gav indrejsetilladelse til Palæstina. Sådan gik det til, at først faderen i slutningen af 1935 og senere hele familien i sommeren 1936 kom til Palæstina. De kom med båd til Haifa og efter nogle måneder i Tel Aviv flyttede de til Jerusalem.

De oplevede Krystalnatten
I 1937 døde Ursulas og Ruths morfar i Tyskland, og sammen med sine to døtre rejste moderen året efter tilbage til Tyskland for at være hos sin mor. Sådan gik det til, at Ruth og Ursula kom til at opleve Krystalnatten i Tyskland i november 1938. Den nat blev mange jøder myrdet, flere hundrede synagoger gik op i brand, og tusindvis af jødiske forretninger blev ødelagt og deres vinduer smadret – hvilket gav den nat navnet ”Krystalnatten”.

Ikke mindst denne pogrom fik faderen til at insistere på, at de straks kom tilbage til Palæstina. 

Tilbage i Jerusalem blev Ruth og Ursula i første omgang undervist hjemme af deres mor. Dels på grund af sproget – de talte kun tysk – og dels af økonomiske grunde. Senere blev Ursula sendt på en kristen skole i Jerusalem, en missionsskole drevet af flere engelske missionsselskaber.

Her lærte hun for første gang at bede Fadervor som en bøn og begyndte at læse i Bibelen. Gennem skolen fik de kontakt med folk, der var tilknyttet Christ Church inden for Jaffaporten, og de to piger begyndte selv at gå til gudstjeneste dér. Under en vandretur oplevede Ursula at få et kald fra Gud. Kirkens præst spurgte, om hun ville modtage konfirmandundervisning. Det ville hun gerne, og Ruth blev draget med, selv om troen dengang ikke betød så meget for hende. De to piger, som nu var unge kvinder på over 20 år, blev konfirmeret  i februar 1947. Forældrene havde ingen indvending mod dette. Forældrene var endda med til højtideligheden i Christ Church.

Ursula og Ruth – og deres mor - rejser fra Palæstina i 1948
For Ursulas vedkommende var grunden til at rejse fra Palæstina ikke så meget forbundet med ængstelse for fremtiden. Og dog: hun havde haft ubehagelige oplevelser med nogle arabere, som havde truet hende på livet.

Andre af hendes Jesus-troende jødiske venner havde haft tilsvarende ubehagelige oplevelser ved at blive kidnappet af jødiske modstandsbevægelser og forhørt om deres forhold til briterne. Deres forbindelse med britiske missionsselskaber  - eller fordi de arbejde for briterne – vakte mistanken om, at de var spioner for de dengang forhadte briter.  

Men Ursula havde allerede lagt planer for sin fremtid, og de handlede i høj grad om en fremtid i Israel. Hun ville først til England for at uddanne sig til sygeplejerske – og med den uddannelse stille sig til rådighed for jødemission.

Ursula skulle begynde sin uddannelse i London engang i maj måned 1948. Hun fik del i den kvote af visa, som den engelske regering udstedte til jødekristne, og kom af sted med  British Airways, som allerede dengang fløj på ruten London – Lydda, som lufthavnen hed,  inden den fik navnet Ben Gurion opkaldt efter den nye stats første leder. Hun fortæller, hvordan hun blev kørt til lufthavnen af en af missionens præster i Jerusalem. Turen gik godt, hvilket ikke var nogen selvfølge, for i april måned 1948 var en sådan tur ganske “dicey” og forbundet med fare. En af de broer, de måtte passere for at komme fra Jerusalem til Lydda, blev sprængt i luften et par dage senere som et led i arabernes forsøg på at afskære forsyningerne til den jødiske befolkning i Jerusalem. Ret hurtigt efter at Ursula var fløjet ud af landet med British Airways i slutningen af april måned, indstillede de også helt flyvningen. Det sidste fly tog kun selskabets eget personale med og dermed var der lukket for flyafgange til London. Det britiske mandat lakkede mod enden, og man vidste, at krigen stod for døren.

Den øvrige del af Nehab-familien
Ruth og resten af familien havde først ingen planer om at forlade Palæstina, men situationen udviklede sig sådan, at de sammen med mange andre ændrede planer. I begyndelsen af maj måned forlod Ruth og hendes mor Palæstina i et lille propelfly, som lettede fra Kalandia-lufthavnen ca. 10 kilometer nord for Jerusalem. Ruth husker, at der foruden hende og moderen også var et par arabere ombord. Flere var der ikke plads til i det lille fly. De fløj fra Jerusalem til Cairo, hvor de fik forbindelse med missionens missionæ-rer dér, inden de et par uger senere gik ombord på et skib i Alexandria med kurs mod Liverpool sammen med andre, som også søgte væk fra urolighederne. 

Mistænkt
En af de oplevelser, som gjorde, at de besluttede sig for at forlade Palæstina i maj 1948, var et forhør hos den jødiske modstandsgruppe, Hagana.

Senere forstod Ruth, at hun var mistænkt for at være spion for det britiske militær. Hun arbejdede som sekretær for de britiske telegraftropper, som havde kontor ikke langt fra hotellet King David. I forbindelse med et besøg hos familiens jødiske tandlæge var både Ruth og hendes mor blevet samlet op af Hagana og udspurgt om deres forhold til englænderne. ”De endte med at lade os gå, men det var ikke en rar oplevelse at blive udspurgt og være under mistanke af folk, som peger på dig med en maskinpistol”, bemærkede Ruth. Det var ganske ”dicey”.

Ursula vender tilbage til Israel
Nogle få uger efter at Ursula var kommet til England i 1948, begyndte hun på en sygeplejeskole, men gennemførte kun det første år. Allerede da stod det klart, at det engelske missionsselskab CMJ ikke ville genoptage deres hospitalsarbejde i Jerusalem. Af selskabet blev hun derfor rådet til at uddanne sig på en bibelskole.

Hun var stadig overbevist om, at hun skulle være missionær og gerne i Jerusalem, hvis det kunne lade sig gøre. En tjeneste i Tunis blev dog også overvejet. Det blev dog Jerusalem, og i 1952 var hun tilbage i den by, hun havde forladt i 1948. Her blev hun sekretær for sin tidlige-re konfirmationspræst, Hugh Jones, som var blevet i Jerusalem under Uafhængighedskrigen. Og året efter, i 1953, blev hun hans kone og blev således til Mrs. Ursula Jones.

Der var sket meget i Israel i de fire år, Ursula havde været borte. Jerusalem var nu en delt by, og Christ Church, hvor det hele var begyndt for hende, lå nu i den arabiske del af byen. Det engelske missionsselskabs arbejde blandt jøder i Jerusalem, som Ursulas mand, Hugh Jones, ledte, havde nu sit centrum i  Paulus Kirken. Den var oprindeligt bygget med henblik på araberne, men lå nu på den jødiske side af grænsen. Her arbejdede de begge de følgende 10 år, indtil Hugh i 1963 blev syg, og de måtte tilbage til England. De efterlod deres to døtre i Jerusalem i otte måneder, og efter Hugh Jones død i maj 1964 vendte Ursula tilbage til Israel - stadig usikker på, om det var her, hun skulle være.

Samme år flytter hun og hendes to døtre til England. Hun blev kontorsekretær på missionens hovedkvarter i London og gik først på pension i 1992.

”40 år fik jeg lov til at arbejde for jødemissionens sag, hvilket jeg er taknemlig for,” siger hun.

Ruth og forældrene
Sammen med moderen boede Ruth den første tid i London, hvor hun arbejdede for KFUM & K på en uofficiel tilladelse. Senere fik hun arbejde som sekretær for de amerikanske tropper og flyttede til Wiesbaden i Tyskland. Her blev hun gift med en mand, hun tidli-gere havde mødt i Jerusalem.

Han var græker og græsk orto-doks kristen og arbejdede i olieindustrien. Hans arbejde gjorde, at Ruth fik et om muligt endnu mere omskifteligt liv, end hun allerede havde haft. Fra Tyskland flyttede de til Cairo og sidenhen boede de flere steder i USA og Canada, indtil hun selv i 1984 kom tilbage til England. Først i moden alder begyndte troen på Jesus at betyde noget for hende.  

Ursulas og Ruths mor flyttede også til Tyskland. Deres far havde ikke forladt Palæstina/Israel i 1948, men var som den eneste i familien blevet tilbage. Men et par år efter staten Israels oprettelse besluttede han, der var tysk jøde, sig for at forlade den nye jødiske stat. Han blev genforenet med sin kone i Tyskland. ”Han var for meget europæer og kunne ikke finde sig til rette i en mellemøstlig kultur”, forklarer døtrene.

Aldrig forladt af Gud
Vi nåede ikke længere i historien den formiddag. Det var blevet tid til lunch, og de to søstre skulle til hver deres spise-sal. De lignede de øvrige pensionister, som vi så på vores vej ud. To søstre på henholdsvis 81 og 84, men med sig havde de en historie og et liv, som havde ført os vidt omkring. Et par svar på vores spørgsmål om andre personer, der var involve-ret i ”Operation Mercy” havde vi også fået.                

De to søstre havde forladt Palæstina i foråret 1948 – kort tid før statens Israels oprettelse. Men begge udtrykte de stor taknemlighed over, at Gud ikke havde forladt dem og stadig var dem nær i deres høje alder.

Deres livshistorie er for os en påmindelse om, at man ikke skal være for hurtig med at fælde domme over dem, der i foråret 1948 forlod Palæstina. Og slet ikke fælde domme over deres forhold til Gud. At de lod sig evakuere er en sag mellem dem og Gud.