Bombe tæt ved at dræbe messiansk-jødisk teenager

Femten-årige Ami Ortiz, søn af lederen af en messiansk menighed i Ariel i Samaria, åbnede forventningsfuldt en purim-pakke den 20. marts. I pakken lå en bombe. Den eksploderede og var tæt på at slå ham ihjel.  

Når jøder fejrer purim, er der tradition for at sende gaver med søde sager til venner og naboer. Der stod også ”Glædelig purim” på den pakke, der blev afleveret ved huset, og som Ami åbnede, da forældrene ikke var hjemme. Det vidste sig at være en meget kraftig bombe, som kunne have dræbt hele familien. Bomben var så kraftig, at selv ruder i biler parkeret på gaden blev blæst ud. Ami blev slået bevidstløs og alvorlig såret med forbrændinger over hele kroppen og metalsplinter over alt, men er nu uden for livsfare. Noget som lægerne kalder et mirakel.

Episoden har naturligt nok fået mediernes bevågenhed i Israel og har berørt det messianske samfund dybt.

Ami’s far, David Ortiz, er kendt som en aktiv leder af menigheden i Ariel med et evangeliserende arbejde både til jøder og muslimer i området. Det store spørgsmål ikke mindst blandt messianske jøder lige nu er, hvem der står bag: er det ekstreme anti-missionærer eller er det ekstreme muslimer? Mange forklaringer er i omløb, men det israelske politi har indtil videre mørklagt sagen, så vi må vente og se.

Se et nyhedsklip om bombeulykken her.