Af Bodil F. Skjøtt

Det var ved morgenandagten på Ebenezer-hjemmet i Haifa. Jeg var der i anledning af et møde i den internationale bestyrelse for hjemmet. For øvrigt det sidste møde af den slags, for når vi mødes igen i maj måned 2010, er den internationale bestyrelse blevet afløst af en lokalvalgt bestyrelse, der i fremtiden skal træffe beslutninger om hjemmets drift og fremtid.

Hver morgen mødes de beboere og medarbejdere, som har mulighed for det, til andagt en halv time inden morgenmaden klokken otte. Jeg fandt mig en plads ved siden af Heinrich Pollack – eller Heinz, som han kaldes. Han genkendte ikke mig, men da vi efter andagten havde mulighed for at tale sammen, ville han alligevel vide, hvem jeg var. Jeg havde talt til ham, som om vi kendte hinanden, hvilket vi da også gør. Jeg har brugt ham flere gange på Caspari Center, når vi skulle have en til at fortælle – på skandinavisk – om den messianske bevægelse i Israel og det at være messiansk jøde. Heinz forklarede mig, at han nu også ser meget dårligt. Hørelsen har det været sløjt med i mange år. I det hele taget er Heinz et menneske, som kender til det at miste. Det er ikke så underligt, når man er født i 1913 og altså er blevet 96.

Tyskland – Sverige – Israel
Han er jøde født i Berlin ind i en liberal jødisk familie. Som 8-årig valgte han selv at blive døbt, og i 1939 mistede han sit fædreland, da flygtede han til Sverige. Her lærte han sig svensk og blev officer i Frelsens Hær. I 1971 immigrerede han til Israel og her traf han Gabriella, jødinde fra England og også Jesus–troende. De blev gift i 1973, og derefter så man aldrig den ene, uden at den anden også var med. Indtil Heinz i 2002 mistede sin Gabriella. Siden da har han mistet sin hørelse så meget, at han ikke længere deltager i den fælles samtale ved bordet. Synet er nu også så svagt, at han ikke længere slår op i sangbogen, når der synges ved morgenandagten. Til gengæld kan han mange af sangene udenad.

Hvem giver og modtager?
Heinz kunne heller ikke genkende mig, men da jeg fortalte om vores fælles oplevelser i Jerusalem, var hukommelsen god nok til, at han genkaldte sig dem. Han fortalte, at han nu ikke længere kunne læse og heller ikke svare på de breve, han fik. Hånden rystede for meget. ”Men”, sagde han – og det blev for mig det bedste ved den morgenandagt – ”hver dag glæder jeg mig over Herrens nærhed – every day I enjoy the nearness of the Lord”. Han sagde det med en stemme og et smil på ansigtet, som lidt fik mig til at føle, at han lige nu var den af os to, der ejede mest. Og så fortsatte han med forventning i stemmen: ”Og så er vi jo på vej mod det land, hvor vi får vores syn og hørelse igen og skal gense vore kære.”

Jeg gik til mit møde i bestyrelsen, hvor vi bl.a. skulle diskutere næste års økonomiske tilskud til arbejdet på Ebenezer-hjemmet, og jeg tænkte, hvem er det lige, der er giver og modtager i dette forhold? Vel giver vi til Ebenezer-hjemmet, men i mødet med beboerne kan vi få et glimt af himlen.

Sådan er Guds mission: Et partnerskab, hvor vi møder op med åbne hænder, for alle har noget at give, og alle har noget at modtage.