Israels højesteret og messianske jøder

Af Kai Kjær-Hansen

Tolv messianske jøder, der tidligere er blevet nægtet statsborgerskab i Israel, har nu fået det – efter en domsafsigelse i Israels Højesteret.

Hermed afsluttes en over to år gammel sag, der er ført for de tolv messianske jøder af bl.a. den israelske advokat Calev Myers, der selv er Jesus-troende jøde og også stifter af Jerusalem Institute of Justice.

I tidligere domsafgørelser er messianske jøder blevet nægtet statsborgerskab i Israel, når de har søgt om dette i kraft af at være jøder. Opfattelsen har været, at en messiansk jøde, der tror på Jesus, har skiftet religion og derfor ikke længere kan opfattes som jøde og derfor heller ikke kan komme i betragtning under loven om tilbagevenden.

Det israelske indenrigsministerium havde nægtet at registrere de tolv messianske jøder som immigranter under loven om tilbagevenden. Nogle af de pågældende havde fået breve fra ministeriet, hvor afslaget bl.a. var begrundet i, at de var involveret i missionsaktiviteter.

Men nu har Israels Højesteret altså fastslået, at de tolv pågældende Jesus-troende jøder kan få immigrantstatus og statsborgerskab – ikke fordi de er at betragte som jøder efter den de-finition, der gælder for loven om tilbagevenden, men fordi de er efterkommere af jødiske fædre.