Af Daniel Goldstein, Tel Aviv

I skolen husker jeg engang, jeg stod foran alle mine kamme-rater og læste en beretning om en soldat, der var blevet dræbt på Yom HaZikaron (mindedagen for de faldne). På den dag tuder alle luftalarmsirenerne over hele landet et minut for at give mulighed for et øjebliks stille refleksion. Hvert år, når jeg stod der i stilhed, tænkte jeg på, at jeg en dag ville få det privilegium at være i uniform på mindedagen.

I slutningen af gymnasiet skulle jeg til en række medicinske og psykologiske undersøgelser, og snart blev jeg indkaldt til hæren.Ikke længe efter, at jeg var begyndt på den grundlæggende træning til den kampenhed, jeg skulle indgå i, blev jeg klar over, at det, jeg så længe havde set frem til, mere var pligt end “pri-vilegium og ære”. Både fysisk og psykisk krævede det alt, hvad jeg havde i mig. Men gennem alt dette fik jeg et meget nært forhold til den lille gruppe, jeg gjorde tjeneste sammen med. På det tidspunkt var hæren omdrej-ningspunktet for hele mit liv.

Fysiske og psykiske mén
Min situation var ikke så meget anderledes, end den var for de fleste andre israelere i en lignende situation. Men der var den forskel, at jeg kom fra en jødisk familie, der troede på Jesus som deres Messias. Jeg troede også på Jesus og forsøgte at leve mit liv i overensstemmelse hermed. De omstændigheder, jeg blev kastet ud i, mens jeg var i hæren, gjorde det meget vanskeligt, ja nærmest umuligt at gøre dette. Uden fællesskab med andre troende blev min tro sat på standby. Mine kammerater kunne godt mærke, at jeg var lidt anderledes, men det var sjældent, jeg sagde, hvad der var grunden til det.

Under militærtjenesten befinder soldaterne sig ofte i farlige situationer under operationer og kamphandlinger. Mange soldater får både fysiske og psykiske mén af disse situationer og bliver mærket af dem for livet. Det gælder naturligvis også Jesus-troende soldater.

Lederen af det psykiske traumecenter siger til Jerusalem Post: “Når soldaterne hjemsendes, får de en sum penge og rådgivning mht. jobsamtaler, men ingen spørger til deres psykiske tilstand. De ser ud til at have det godt, og jeg er sikker på, at det gælder de fleste, men nogle lider i stilhed. De fleste af de soldater, der har problemer, søger ikke hjælp, selv om de har alle mulige symptomer.”

Flere messianske jøder i hæren

I takt med, at antallet af messianske jøder vokser i Israel, er der også flere Jesus-troende i hæren. De kæmper med disse traumatiske situationer, og også dagligdagen lægger pres på deres tro. Det at dele troen med dem, de gør tjeneste sammen med, kan have enorme personlige omkostninger, selv om det i mange tilfælde er en fantastisk mulighed for at vise andre, hvad Jesus kan betyde i et menneskes liv.

Efter at antallet af messianske jøder i hæren er øget, er der også blevet større opmærksomhed på deres situation blandt de Jesus-troende og i samfundet som sådan. Nogle grupper af troende har mødtes og arrangeret programmer for at forberede de unge, inden de går ind i hæren; andre afholder stævner, der giver soldaterne mulighed for fællesskab og opbyggelse.

Fællesskab under og efter militærtjeneste
For et par år siden begyndte nogle mennesker i Tel Aviv at afholde bibelstudier for soldater fredag formiddag. Når de er hjemsendt efter militærtjeneste, kan de mødes til fællesskab, bøn og studium af Bibelen. I dag mødes disse bibelgrupper to gange om måneden i en lille lejlighed i Tel Aviv.

Alle disse ting, man gør for soldaterne, er gode, men det er ikke nok. Der er brug for mere til at støtte de soldater; de oplever både traumatiske og dagligdags situationer, som får dem til at stille spørgsmålstegn ved deres tro. Forhåbentlig vil alle disse anstrengelser for de Jesus-troende soldater lægge grunden for et større støttenetværk. Vi har brug for, at de troende både i og uden for Israel er bevidst om, at en troendes militærtjeneste er en af de mest belastende perioder i hans eller hendes liv. De har brug for megen støtte og for at vide, at de ikke er alene.

Endnu hårdere end militærtjenesten selv er den første tid efter ens tilbagevenden til det “normale” liv. For mange kræver det års søgen og hektisk rejseaktivi-tet, før de kommer til rette med, hvem de selv er, og hvem Gud er for dem.