Messianske jøder i Israel

– set med en amerikansk Jesus-troendes briller

Lederen af det store amerikanske jødemissionsselskab Chosen People Ministries, Mitch Glaser, har efter et længere besøg i Israel i sommer gjort sine iagttagelser om den messianske bevægelse. Her et par uddrag af hans rapport.

MARGINALISERING
Som gruppe er de messianske jøder stadig marginaliserede inden for det israelske samfund, om end det er ved at ændre sig. Vi er taknemmelige for det arbejde, der gøres af Jerusalem-centret for Retfærdighed og af Calev Meyers.

Denne gruppe har gjort et stort arbejde med at forsvare de messianske jøders rettigheder, som er blevet marginaliseret af retssystemet og af det politiske system i Israel.

Men der er stadig stor forskelsbehandling inden for uddannelse og erhvervsliv. En af grundene er, at Jesus-troende jøder – selv om de er sabra’er – stadig ikke accepteres i det israelske samfund. Det har betydning for de jobs, der er tilgængelige for messianske jøder, om end det er ved at ændre sig. Vi har nu nogle få messiansk-jødiske advokater og revisorer og andre, der har fået en længere uddannelse. Vi må opfordre unge israelere, der elsker Herren, til at tage en uddannelse og arbejde på centrale områder inden for det israelske samfund. Det er en lang vej, men den rette vej til at mindske marginaliseringen.

Det er også muligt, at noget af marginaliseringen skyldes, at mange af de Jesus-troende jøder er russiske og ikke helt unge. Mange af dem er veluddannede immigranter, men deres hebraisk er endnu ikke godt nok til, at de kan klare sprogkravene. Så muligvis har vi mange læger, ingeniører, sagførere og professorer blandt de russiske Jesus-troende, men desværre er de marginaliserede på grund af sproget.

Men også dette ser vi ændre sig, fordi disse højtuddannede og intelligente forældre har børn, der ikke blot har et ønske om at tjene Herren, men også om at klare sig godt som borgere i det israelske samfund. Disse unge mennesker lærer hebraisk, og de får gode jobs og yder på mange forskellige måder deres bidrag, også økonomisk til Guds riges arbejde i Israel.

Med hensyn til marginalisering mener jeg, fremtiden er lys, men vi må blive ved med at opmuntre vore unge mennesker til at tage en god uddannelse og stræbe efter bedre jobs. Vi må også opmuntre og støtte vore israelske brødre og søstre til at fortsætte kampen for deres politiske og juridiske rettigheder og imødegå det israelske samfunds mere systematiske forsøg på at marginalisere Jesus-troende jøder.

FORFØLGELSE
På en måde har det aldrig været bedre, men det har heller ikke været værre. Antallet af messianske jøder er vokset, men omfanget og intensiteten af forfølgelse af messianske jøder er også tiltaget.

Det, der er så foruroligende ved det, der skete i Ariel for sønnen i en missionærfamilie, er, at den gruppe, som gjorde det, sandsynligvis er religiøse jøder – selv om politiet ikke har bekræftet dette – og at de åbenbart er uddannede i hæren, hvilket fremgår af den måde, de brugte sprængstofferne på. Men vi ved, at messianske jøder i byerne i Negev konstant er udsat for forfølgelse, og at afbrændingen af nye testamenter i den lille by Or Yehuda er tegn på en optrapning af forfølgelsen.

Vi vil sandsynligvis få mere forfølgelse at se, og det kunne godt blive af en mere intens og destruktiv karakter. Disse ting har en central plads i de Jesus-troende jøders bønner. Nogle er vrede, og mange er chokerede og overraskede over, at noget så alvorligt som det, der skete i Ariel, overhovedet kunne finde sted.

De israelske messianske jøder ved simpelthen ikke, hvad de kan risikere at blive udsat for, eller hvor de kan risikere at blive angrebet. Dette skaber stor bekymring blandt de messianske jøder, og de Jesus-troende tager det meget alvorligt. En politienhed har fået til opgave at finde gerningsmændene bag bombningen i Ariel, men mange føler, at man bevidst har lagt hindringer i vejen for disse undersøgelser.

ET ISRAELSK UDTRYK FOR TROEN
Endelig et par bemærkninger om noget, som jeg mener er vigtigt for den messianske bevægelses fremtid i Israel. Hvad enten en menighed eller en enkeltperson søger at forholde sig til den traditionelle jødedom eller til en mere sekulær og zionistisk del af det sekulære israelske samfund, er der et dybt ønske blandt israelske messianske troende om at finde et mere nationalt og jødisk-israelsk udtryk for troen.

Jeg mener, at det klareste udtryk for israelsk messiansk tro findes i den lovsangsmusik, som skrives og synges i Israel nu. En af glæderne ved at komme i de forskellige menigheder var at høre den hebraiske lovsangsmusik, som skrives i Israel netop nu.

Israelske Jesus-troende jøder er ivrige efter at udvikle en musik og lovsang, som udtrykker deres identitet som israelske troende og ikke blot jødiske troende, der bor i Israel.

Den usikkerhed, der undertiden kan være om hvad der er israelsk og hvad der er jødisk, gør udviklingen af en jødisk-israelsk tro til en udfordring. Det er mit håb, at dette udtryk vil være mangfoldigt, og at de troende vil give hinanden plads til at udforske og udvikle en autentisk identitet som israelske messianske jøder. Det vil kræve en hel del dialog; for mange holder stædigt fast ved deres egen opfattelse af identitet og religiøse udtryk.

I sidste instans er der brug for villighed til at respektere hinanden, mens man holder fast i det væsentlige. Hvis dette sker, tror jeg, at mange forskellige former for israelsk messiansk identitet vil udvikles og trives.

I dage med vækst og forandring
Vi lever i en tid med dynamisk vækst og forandring inden for gruppen af messianske jøder i Israel. Denne gruppe er ung – mindre end 60 år gammel. De Jesus-troende lever blandt andre jøder, som er voldsomt imod deres tro. De israelske Jesus-troende står over for samme spørgsmål om jødisk identitet som ikke-Messias-troende jøder. Der er – på godt og ondt – mere fokus på de messianske jøder i Israel. Man lægger mærke til denne bevægelse. Men meget må gøres for at styrke denne Guds klare gerning i disse sidste dage. Det er vigtigt, at jødemissionerne og de messianske jøder sammen med de ikke-jøder, der elsker det jødiske folk, opmuntrer denne bevægelse. Udfordringer er der til alle sider, men det fremgår klart af Skriften, at de bedste tider ligger forude (Rom 11,11-15.25-28).