Af Bodil F. Skjøtt, generalsekretær
mandag, 01 oktober 2007
I forbindelse med landsstyremedlemmers besøg i Israel i foråret havde vi anledning til at mødes med flere messianske jøder. Et af de spørgsmål, som vi stillede dem alle, var, hvad deres forventning til os som missionsorganisation var. Svarene var forskellige og ikke alle var positive, men ét svar har hæftet sig i min bevidsthed: "At I bliver længe nok til at lytte til os".
Jeg er ikke helt sikker på, hvad det betyder, men jeg har en fornemmelse. Noget med at vi for ofte er kommet som dem, der vidste bedre, som dem der kun havde noget at sige, som de andre til gengæld havde brug for at høre, men at vi selv ikke havde brug for at høre noget af dem. Eller at vi, uden at lytte, besluttede os for, hvad det var de mente - og at det nok i øvrigt var forkert.
Det er ikke det indtryk, jeg har af mig selv eller af Israelsmissionen. Men det forhindrer jo ikke, at det er det indtryk, de andre har af mig. Heller ikke at jeg kan have en del af skylden for, at det er sådant. Det er måske heller ikke det vigtigste. Det vigtige er, hvad jeg kan gøre for at ændre det.
Skal der noget mere "give-and-take" til? Det tror jeg nok, men måske ikke i den mening, som udtrykket oftest bruges, hvor det betyder gensidighed: Du får lidt at skulle have sagt, men så skal jeg også have lov til at bestemme noget. Eller et "give-and-take", hvor vi bare diskuterer og udveks-ler synspunkter. Men der er brug for, at vi i mission - til det jødiske folk og andre og i samarbejdet med messianske jøder og kristne andre steder i verden - kommer med en forventning om, at vi har noget at give, men bestemt også noget at få. Ellers bliver vi som missionsselskab for alvor fattige.
Således kan jøder lære os noget om at sige Gud tak under alle forhold. Bladrer man i en jødisk bønnebog, slår det én, at selv de bønner, der er et råb om hjælp, indledes med tak til Gud og lovprisning af hans navn. Som et udtryk for, at Gud er Gud, men også med tillid til, at han kan og vil hjælpe. Messianske jøder understreger ofte deres nære forhold til den jødiske familie og deres identitet som jøder. Men de forstår måske bedre end mange af os de Jesus-ord, hvor han siger: "Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd." For nogle af dem er blevet tvunget til at vælge mellem ham og deres familie. Ikke fordi de ikke elskede deres familie, men de elskede Jesus mere, og på grund af deres kærlighed til ham slog deres familie hånden af dem.
Mission er "give-and-take"
Mødet med både jøder og messianske jøder kan gøre mig klogere og rigere på Gud og på livet i hans rige. Derfor skal jeg huske - i min iver for mission og for at give - at blive længe nok til at lytte og forstå, hvad Gud vil give mig i mødet med den anden. Men også længe nok til at forstå, hvad det er jeg kan give, som Gud har givet mig af indsigt i hans rige. Og længe nok til at de andre får tillid til at tage imod.
Mission drejer sig om "give-and-take". Ikke på den måde at vi skal finde laveste fællesnævner, fordi vi alle har lidt ret, men for at vi sammen bedre kan kende bredden, længden, højden og dybden i Kristi kærlighed.
