Fra 1905 havde Israelsmissionen udsendinge i forskellige byer i Galicien i den østlige del af Polen. I 1923 kom frk. Hansine Marcher til Lwòw. Ja, navnet er svært at udtale, og når der fortælles herom i Israelsmissionens blad, siges det, at navnet ”udtales, som når børnene efterligner en hunds gøen: vov-vov”! På tysk hed byen Lemberg; den var Galiciens vigtigste by, hvor en tredjedel af de ca. 300.000 indbyggere var jøder.

Hansine Marcher indledte sit virke i skyggen af pogromer mod jøderne i forbindelse med polakkernes tilbageerobring af Lwòw efter det østrig-ungarske monarkis sammenbrud. I november 1918 plyndrede og nedbrændte berusede soldater huse og synagoger, og et sted mellem 1000 og 2000 jøder blev myrdet. Når der fortælles herom i Israelsmissionens blad, siges det: ”Vi forstår, at også denne vanære over Jesu navn har ladet byen med sprængstof.”

I mellemkrigsårene kommer en stærk antisemitisme til udtryk. Henry Rasmussen betegner ligefrem den tyske præst ved den evangeliske kirke i Lwòw som ”antisemit”.

At der også var modstand fra jødisk side mod missionen, skal ikke forties. Men at den ”kære” Israelsmission var ”svær” – i Lwòw og mange andre steder – skyldtes først og fremmest den kirkelige antisemitisme.

Kaldet til Lwòw i 1923
Kaldet til Lwòw kom fra en lille gruppe jøder, der havde været under indflydelse af den kendte Jesus-troende jøde Chaim Jedidiah Pollak, også kaldet Lucky, som elskede sit folk, men foragtede jødemission og mente, at kristne missionærer gjorde bedst i at få andre kristne gjort til bedre kristne, skabe levende kristne menigheder, som så ville tiltrække jøder. Med andre ord: drive mission på en indirekte måde.

Dette missionssyn havde frk. Marcher ikke, og i breve vender hun sig skarpt imod denne opfattelse. Åbent vedgik hun, at hun var jødemissionær, søgte kontakt med jøder, uddelte traktater og læste Det Nye Testamente med interesserede jøder. Hun virkede i Lwòw indtil 1932, i perioder bistået af andre kvindelige danske missionærer. I perioden 1932-1935 arbej-
dede pastor Ejner Hoff og hustru i Lwòw, og nogle af Israelsmissionens mandlige medarbejdere i Danmark vikarierede ind imellem og forrettede dåb.

Det gjorde bl.a Henry Rasmussen i slutningen af 1934. Han udtrykker beundring og respekt for det arbejde, som tidligere er blevet udført og siger: ”Meget, ja meget ofte gik mine tanker til de kvinder, der har stået alene i årevis her, og jeg undrede mig over, at de havde kunnet.”
Rasmussen oplyser, at me-nigheden i 1934 består af 10 voksne og tre børn og tilføjer: ”men uden at forklejne de 9 må man have lov at sige, at der er en enkelt af dem, nemlig Hr. Weber, som betyder mest. Hans hjerte brænder af kærlighed til Kristus og alle, der tilbeder ham...” (se mere om Weber på s. 5).

Så kom Anden Verdenskrig, hvor ikke blot den lille menighed i Lwòw gik under, men hvor alle jøder i Lwòw blev udryddet.

Et fornyet kald i 1935
Til Israelsmissionens 50-års jubilæum i 1935 sendte menigheden i Lwòw en hilsen, hvor der udtrykkes glæde over, ”at vi gennem tro tjenere fra Danmark lærte at kende Herren”.

Hilsenen afsluttes med et kald: ”Kom over – og hjælp os. Thi det arbejde, som igennem tro tjenere fra Danmark ved Guds nåde er blevet udført her i Lwòw, forlanger en fortsættelse. Derfor beder vi til Herren, at I [...] måtte finde en tjener og sende til os.”

Denne ”tjener” fandt man i Henry Rasmussen, som sammen med sin familie ankom til Lwòw i 1936. Hans gerning skal ikke beskrives her. I 1939 kom familien på sommerferieophold i Danmark med returbilletter i lommen til den 14. september. Herom skriver han senere: ”1. september brød krigen ud. Vi kunne ikke vende tilbage og, da krigen hørte op, var der ingen at vende tilbage til.” Og han stiller spørgsmålet: ”Bevaredes de døbte i troen under alle deres lidelser? Var der nogle af de jøder, der har lyttet ved andagter og guds-tjenester, hos hvem et ord faldt i den gode jord?”

Historien om Israel Weber, Rasmussens medarbejder i Lwòw, kaster lys over dette spørgsmål.