Det Israelske Bibelselskab

Af Jørgen Hedager Nielsen

Centralt i Jerusalem lige først på Jaffa Road ligger Det Israelske Bibelselskabs butik. Vi fik først en hurtig gennemgang af et lille museum, de har indrettet i et sidelokale til butikken. Her kan skoleklasser og andre få en fornemmelse af Bibelens tilblivelse. Alt sammen meget flot arrangeret.

Derefter fortalte Bibelselskabets leder Victor Kalisher om arbejdet. Vi fik indtryk af det udadvendte evangeliserende arbejde, som også har medført en del socialhjælp. Holdningen er, at man ikke er troværdig, hvis man vil have mennesker til at læse i Bibelen, men er ligeglad med, at de lider nød.

Forskellige bibeludgivelser er naturligvis en meget central del af Bibelselskabets arbejde. Victor præsenterede flere spændende udgivelser, som er specielt designet til jøder.

For første gang i historien kommer der en Bibel på hebraisk med kryds-henvisninger. Krydshenvisninger får en helt særlig betydning og skal vælges med særlig omhu i en hebraisk Bibel, for de fremhæver sammenhængen mellem jødernes hellige skrift og Det Nye Testamente, som er de kristnes senere tilføjelse. En anden nyhed er en udgave af Salmernes Bog, hvor alt det, der kan tolkes som profetier om Jesus er fremhævet med rødt.

“Men det handler jo om Jesus,” sagde en jøde.

“Nej, det handler om Messias,” svarede Victor. “Hvis du synes, det handler om Jesus, må han jo være Messias.”

En tredje specialdesignet ting er et Ny Testamente, hvor der på forsiden er et citat fra Jeremias 31,31: “Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.” Ordene “En ny pagt” er fremhævet, og står som bogens titel.