Af Bodil F. Skjøtt

Den 30. august i år fyldte en af Israelsmissionens tidligere medarbejdere, Inge Becker, 100 år. Dagen blev fejret på behørig vis med blomster, lagkage og hilsner både fra borgmesteren og dronningen og i selskab med nogle af Israelsmissionens venner.

Selv havde jeg i samme anledning været hos Inge Becker nogle dage forinden. Det var første gang, jeg mødte Inge, for hendes ansættelse var lang tid før jeg kom i kontakt med Israels-missionen. Tilbage i 60’erne arbejdede hun på kontoret i Lipkesgade i København.

Inge lå og hvilede sig på sengen, da jeg kom, og høreapparatet lå på bordet. Inge er næsten blind, og briller gør ikke længere nogen forskel. Men hun kunne lugte de blomster, jeg havde med, og forstod også hurtigt, at jeg havde forbindelse med Israelsmissionen, og at vi derfor var forbundet. Det udtrykte hun ved at sige: “Tak, tak og tak kære Jesus!”

Familien Aschkenasi
En stor del af Inge Beckers egen historie afspejler den historie, som er mange danske jøders – især dem som kom fra Rusland omkring år 1900. Inges far, Leopold Aschkenasi, blev født i 1881 ind i en ortodoks jødisk familie. Allerede i sine unge år havde han forbindelse med kristne, og under et ophold i Vilnius i Litauen hørte han evangeliet. Han blev udfordret til at læse Det Nye Testamente med det resultat, at han, da hans vært fandt ud af det, blev smidt ud af sit værelse. Efter at have flyttet en del rundt endte han og hans kone i København, og her kom de i kontakt med Israelsmissionen og dets missionær, Philemon Petri, der selv var jøde og døbt. I 1907 blev Aschkenasi døbt i Sct. Pauls Kirke, og hans eget hjem i Sølvgade blev ivrigt besøgt af søgende jøder. Snart efter flyttede familien til Odense, hvor fru Aschkenasi blev døbt den 19. april 1908. Leopold Aschkenasi havde personlige problemer, hvilket medførte, at han blev skilt fra sin hustru. Hun flyttede sammen med sine to børn, hvoraf Inge var den ene, til København.

Det hører med til Inges barndom at være på børnelejre, som Israelsmissionen afholdt om sommeren. Som ung arbejdede hun i huset. Under anden verdenskrig flygtede hun som alle andre danske jøder til Sverige og boede her hos en onkel. Tilbage i Danmark hjalp hun sin mor med en tøjbutik. Hun var en overgang forlovet, men manden døde pludselig, inden de blev gift. Efter moderens død blev Inge Becker ansat på Israelsmissionens kontor, hvor hun arbejdede, indtil kontoret i 1974 flyttede til Christiansfeld.

”Det kan jeg ikke huske”
Alt dette ved jeg ikke, fordi Inge har fortalt mig det. Jeg har læst mig til det, og andre har fortalt det. Jeg prøvede at få Inge til at fortælle mig sin historie, men hun huskede kun lidt. Når jeg spurgte hende, smilte hun varmt og svarede: ”Det kan jeg ikke huske – men du finder nok ud af det.”

Men da jeg til sidst spurgte, om vi skulle bede sammen, inden jeg gik, var hun ikke usikker og havde ikke behov for at lede efter ordene. De kom let: ”Kære Herre Jesus, tak for dine mange velsignelser til os, send os din fred og bevar os i dine gode hænder”. Og så lod hun mig forstå, at hun var træt, og at jeg ikke behøvede at blive længere. ”Du har nok andet at lave”.

Det blev et kort besøg og en kort samtale. Inge havde ikke mange kræfter og ikke mange ord. Der var heller ikke mange ting i hendes ellers pæne værelse. Da hun flyttede sidste gang, fandt man det ikke nødvendigt at tage så meget med, heller ikke hendes Bibel. Hun så jo dårligt og kunne ikke længere læse den, så hvad skulle hun med den!

Da jeg var ude på gangen igen, tænkte jeg: Hun har ikke meget af nogen art. Hendes syn, hørelse, kræfterne – det meste er væk. Men én ting mangler hun ikke: Det hun skal bruge for at holde forbindelsen med sin far i himlen. Den samtale kan hun stadigvæk føre. De ord og den tro er der endnu.

Og hvad andet har nogen af os brug for, når vi bliver 100 år? Og hvad kan vi godt tåle at miste – selv om vi ikke er nået de 100 – så længe vi har, hvad der skal til for at fastholde den forbindelse og holde den samtale gående?

..............................................................

Fra Israelsmissionens Arkiv

Dåbsdag husker man

Den Jødekristne Forening blev stiftet den 29. oktober 1916 i København –med ni medlemmer. Jøder, der var blevet døbt, havde behov for at komme sammen. Man mødtes i private hjem.

Ved det andet møde, den 29. november 1916, blev det besluttet, at hvis det var muligt, skulle man holde de fremtidige møder ”paa hver af Medlemmernes daabsdag” – i den pågældendes hjem.

Inge Beckers mor er ikke blandt de første ni medlemmer. Men her er Israelsmissionens missionær Abraham Scheradskys hilsen til Inge Beckers mor på hendes 50-års dåbsdag

”D. 19. april 1958.

Kære fru Aschkenasi!

De ønskes hjertelig tillykke med femti aars daabsdagen! Vi, som kender Dem ved, at den forløbne tid har ofte været for Dem stormfuld – men vi ved også at De har bygget Deres livshus på klippen, derfor kunde De også staa imod alle de storme og angreb – (Mt 7,24-25). Ellers havde De sikkert ikke været her i dag på denne Deres festdag sammen med Deres kære og vennerne, som glæder sig over Deres 50 aarige vidnesbyrd om, at det sikreste er dog, at bygge i tide sit livshus på klippen! Vi siger dem tak for det gode eksempel og ønsker Dem fremdeles Guds velsignelse i de kommende dage! Med kærlig hilsen fra Deres gamle venner Th. og A.S [= Thyra og Abraham Scheradsky]