– Lwòw – Lodz – Auschwitz og Haifa

Israel Weber, som var født i 1895, kom i kontakt med evangeliet gennem Den Danske Israelsmissions udsending i Lwòw, frk. Hansine Marcher. De læste i en længere periode Det Nye Testamente sammen, og efter mange overvejelser blev han døbt påskedag 1933 af den danske præst Ejner Hoff. Senere samme år blev hans kone Regina også døbt.

Israel Weber bliver herefter en af de ledende skikkelser i den lille menighed i Lwòw, hvor han holdt møder og udgav hefter om sin nye tro. Men hans liv var ikke let. Han var uddannet inden for ”konditori og konfiture” og havde i en del år været formand med mange arbejdere under sig på en stor fabrik. Den stilling mistede han på grund af sin tro.

I 1936 åbnede han egen forretning. Men ”det blev en kamp mod det umulige”, som det lyder i et kredsbrev fra 1936. ”Jøderne ville ikke købe hos ham, fordi han var en kristen, og de kristne heller ikke, fordi han var jøde og ikke katolik som de.”

Og selv om han var døbt, gjorde en kristen dåbsattest ingen forskel, da nazisterne gjorde deres indtog i Lwòw.

Israel Weber under Anden Verdenskrig
Lembergs jøder blev udryddet under Anden Verdenskrig. Russerne havde byen i perioden 1939 til 1941. Så kom tyskerne i foråret 1941 og havde byen til krigens slutning, hvorefter den kom på russernes hænder igen. Da det skete, havde tyskerne renset byen for jøder.

I september 1945 giver Weber livstegn fra sig, og kontakten til Israelsmissionen genoptages. I et brev til professor Frederik Torm fra begyndelsen af februar 1947 fortæller han, at hans kone Regina under store lidelser døde i koncentrationslejren Stutthof, og at han er den eneste af sin familie, der er i live. Efter tyskernes overtagelse af Lemberg var de blevet forflyttet til ghettoen Litzmannstadt eller Lodz-ghettoen, efter ghettoen i Warschawa den største ghetto. I 1941 fandtes der i ghettoen 300 jødekristne, som forsøgte at trøste og opmuntre hinanden og havde gudstjene-stefællesskab med hinanden. Senere blev alle overført til forskellige koncentrationslejre – Israel Weber til Auschwitz. Han overlevede rædslerne med livet i behold, men mærket for livet, bl.a. var hans to storetæer blevet amputeret efter forfrysninger under arbejdet i kulgruben i Auschwitz.

Israel Weber i staten Israel
Senere i 1947 lykkes det Israel Weber at komme til Israel som immigrant. Han får kontakt med den britiske mission i Haifa, og professor Torm sender i september samme år en anbefa-lingsskrivelse til denne mission. Missionen i Haifa kvitterer ved at fortælle, at Weber i en kort tid har haft vanskeligheder, men at han nu har en god stilling på en chokoladefabrik i Haifa; de forudser, at når omgivelserne finder ud af, at han er ”kristen” vil han ikke få det let.

I Haifa etablerer Weber en jiddisch-talende menighed, og i 1950 er han med i en arbejdsgruppe, som forsøger at danne en messiansk union i Israel. For-bindelsen til Danmark plejes, og han sender bl.a. den påtænkte unions tretten trosartikler på hebraisk til Israelsmissionen. Fra Danmark sendes med jævne mellemrum nødhjælpspakker til Weber. En række af Webers julekort og breve er bevaret i Israelsmissionens arkiv.

Mødet mellem Israel Weber og Axel Torm
På sin (eneste) rejse til Israel møder daværende formand, Axel Torm, i 1951 Israel Weber. Han er nu blevet gift med Ida, arbejder på en chokoladefabrik i Haifa og ”er lykkelig ved at være i Israel”, skriver Torm, som fortsætter med disse tankevækkende iagttagelser:

”Han har en tid været ansat som medhjælper i et missionsarbejde, men er nu glad for sit nye arbejde. Skal vi som kristne vinde tillid hernede, sagde han, må vi fortjene vort ophold med vort arbejde. Og heri har han nok ret. Vi var enige om, at en virkelig kirke af kristne jøder i Israel ikke kan skabes ad kunstig vej. Den må blive til ved Helligåndens kraft. Vi var enige om, at den slet ikke behøvede at få et luthersk eller reformert eller noget andet præg. Den skal måske selv kæmpe sig frem til sin egen bekendelse, når blot denne bliver grundkristelig. Det gælder om, at den kan komme til at stå i et virkeligt og levende forhold til Jesus Kristus som Messias og Guds søn og i et sandt broderskab til hele Jesu Kristi kirke, så den enhed, Paulus i Ef. 2 forkynder, fuldt ud kan blive virkelighed. Og det gælder om, at den undgår al fare for judaisme, som Paulus kæmper så stærkt imod. Alle de problemer, der hermed melder sig, kan jeg imidlertid ikke komme ind på her.”

Mødet mellem Israel Weber og Lis og Henry Rasmussen
På deres rejse til Israel i 1955 møder Lis og Henry Rasmussen også Israel Weber. Det bliver til et hjerteligt og gribende gensyn ved Genesaret Sø. Det er nu omkring 17 år siden, de sidst så hinanden i Lwòw.

Sidste aften før tilbagerejsen til Danmark befinder Lis og Henry Rasmussen sig hos den norske missionspræst Magne Solheim i Haifa. Han indbyder til foredrag om missionsarbejdet. Det takker de venligst nej til. I stedet samles de med venner fra Lwòw-tiden, som var kommet til Israel. Henry Rasmussen fortæller:

”... vi fik et værelse, hvor vi – min kone strammet op med piller – kunne være sammen med hr. og fru Weber, Benjamin Stanik og fru Mandelbaum med hendes søn Bertold, lang og opløben i israelsk militæruniform. Det var vore fra Lwòw. Weber min gamle medarbejder. Stanik døbte jeg i december 1934 og familien Mandelbaum pinse 1936. En time fik vi sammen, en time, som vi tilbragte med at græde og le og spørge og spøge og fortælle og mindes, men alt dette skal nu ikke i bladet. Det er vores.

Opbrudstimen kom. Det var svært. Det var meget svært. Sværere end De kan forestille Dem.”

Israel Weber fortsatte med at sende breve og julekort til Israels-missionen og dens medarbejdere. Sidste brev fra Weber, som jeg indtil nu har fundet i arkivet, er dateret 30. april 1957. Her vedlægger han en skrivelse om forholdet mellem den jødiske og kristne påske.

Hvornår Israel Weber døde i Israel, ved jeg (endnu) ikke. Men at han også har en plads i den messiansk-jødiske historie i Israel, er der ingen tvivl om. Som jeg læser ham, bevarer han taknemlighed over, hvad han har fået gennem ”hedningers” virksomhed, har ikke behov for at distancere sig fra kristen mission, som nogle messianske jøder i Israel gjorde på det tidspunkt, og udtrykker troens fællesskab i Jesus Messias med ikke-jøder – blandt disse sine danske venner.