Af Kai Kjær-Hansen, formand
Israelsmissionen bryder efter planen op fra Christiansfeld i efteråret 2011 og flytter til Århus. Et samlet landsstyre står bag denne beslutning, som indebærer et nyt og spændende samarbejde med andre.
Efter at Mission Afrika i oktober 2009 meddelte, at de opsagde samarbejdet med de tre andre missionsselskaber i Ydre Missions Hus i Christiansfeld, har disse tre selskaber drøftet den nye situation. Brødremenighedens Danske Mission (BDM) forbliver i Christiansfeld. Dansk Ethioper Mission (DEM) og Den Danske Israelsmission (DIM) flytter til Århus og indgår i et samarbej-de med Menighedsfakultetet (MF). Formelt skal DEM dog have beslutningen om det kommende samarbejde bekræftet på et ekstraordinært årsmøde i november.
Samarbejde og fremtid
I min årsberetning ved 125-års jubilæet i Christiansfeld gav jeg et fyldigt sammendrag af landsstyrets overvejelser vedrørende samarbejde og eventuel flytning (Israelsmissionens Avis, April; se www.israel.dk). Jeg nævnte, at MF havde sendt de tre selskaber en indbydelse til netværkssamarbejde på MF’s matrikel i Århus og sagde:
“Et tættere og mere struktureret samarbejde med MF rummer helt nye muligheder for synergi mellem mission og teologi. Det er vigtigt ikke mindst i den tid, vi befinder os i. Det rummer muligheder for et samspil mellem kirke/menighed og mission, som også missionsselskaber har brug for. Vi kommer tættere på den del af vores unge, som holder til i Århus, hvilket klart er den største gruppe, selv om Danmark er mere end Århus, også når det gælder unge. MF’s beliggenhed tæt ved universitetet giver også mulighed for kontakt til dem på universitetet, som arbejder med mission.” Efter grundige drøftelser siden årsmødet i marts besluttede landsstyret på sit møde den 27. august om formiddagen at sige ja tak til samarbejdet. Samme dag mødtes de tre bestyrelser.
Beslutningen den 27. august
Ved et frokostmøde på MF den 27. august mødtes de tre bestyrelser for DEM, DIM og MF og besluttede i fællesskab at bygge et ”missionshus”, dvs. et kontorhus på MF’s matrikel, Katrinebjergvej 75 i Århus og indgå i et fremtidigt samarbejde. Det nye samarbejde åbner dørene for nye fordele og muligheder for alle parter. Menighedsfakultetet bibeholder sin identitet. Dansk Ethioper Mission bibeholder sin identitet – og det samme gælder Israelsmissionen.
Altså tre selvstændige parter med en fælles vision om mission. Efter den plan, der blev lagt, skulle det nye kontorhus kunne tages i brug i efteråret 2011. Det bygges så stort, at der er plads til andre samarbejdspartnere.
Derfor er DIM med
Ved mødet mellem de tre bestyrelser udtrykte jeg på Israels-missionens vegne, at et lille selskab som DIM har brug for samarbejde med andre:
”Vi har brug for andre, men mener også, at vi kan tilføre fællesskabet noget. Fastholdes nemlig mission over for det jødiske folk, som frelseshistorisk set står Gud nærmest, har vi gjort al mission en tjeneste.
Gennem samarbejde, netværk, forskning, teologi og missiologi – i bevidstheden om, at mission er et sejt træk, og at vi selv står som evangeliets modtagere – håber jeg, at vi i ydmyghed og uden triumfalisme kan inspirere og inddrage unge til fortsat tje-neste ude og hjemme, idet vi har Johannes 3,16 som orienterings- og omdrejningspunkt. Derfor er DIM med og glæder sig til samarbejdet.”