Af Uffe Torm

Først og fremmest tak for invitationen til at medvirke ved Israelsmissionens 125-års jubilæum, hvilket jeg er beæret over og har set meget frem til. Alligevel er det naturligvis med stor ydmyghed og samtidig stærke følelser, som jeg håber, at jeg kan kontrollere, at jeg i dag betræder talerstolen som første taler ved denne lejlighed.
Måske er det – eller i al fald har det for mig været – noget specielt at vokse op i et præstehjem. Jeg husker godt nok stort set intet fra Næstelsø præstegård på Sydsjælland, hvor jeg blev født, idet mine forældre flyttede til arbejder-kvarteret i Vangede lidt nord for København i 1947, da jeg blot var tre år. Her var min far, Axel Torm sognepræst, indtil han i 1966 gik af som 60-årig for at hellige sig arbejdet i Israelsmissionen, indtil han blev pensioneret som 70-årig.
Jeg husker min barndom i præstegården i Vangede som tryg. Måske fordi vi var fire brødre – en storebror og to yngre tvillingebrødre – ganske tæt på hinanden. Derfor levede vi jo nok meget i vores egen præstegårdsverden. Og derfor troede jeg i fuld alvor i mange år, at radioens nyhedsudsendelser, der dengang hed Pressens Radioavis, faktisk hed ”Præstens Radioavis”. Men der kom ofte også en verden helt udefra ind i mit barndomshjem. Min far var jo ikke bare hele sit liv involveret i Israelsmissionens arbej-de, men i missionsarbejde i det hele taget. Så der kom mange ”underlige” fremmede, men også spændende mennesker på besøg i præstegården i Vangede. Det var her, at jeg mødte det første sorte menneske – og var lidt skræmt – og blev helt chokeret, da han rakte sin hånd frem til hilsen, og jeg så, at den var næsten hvid inde i håndfladen!

Barndomshjemmet og besøgende
Blandt de mennesker, der ofte kom i barndomshjemmet med tilknytning til Israelsmissionen, husker jeg især den legendariske jødekristne missionær Abraham Scheradsky. Det gør vel alle, der blot mødte han en enkelt gang.
Han lærte heldigvis aldrig at tale rigtig dansk (og havde derfor næppe fået opholdstilladelse i Danmark i dag!). Men med sit gebrokne, charmerende danske gik han lige ind i både kristnes og jøders og ældres, unges og børns hjerter. En sand missionær i ordets bedste betydning. Jeg husker også tydeligt min fars nære medarbejder gennem mange år, missionær i Polen og senere landsstyremedlem Henry Rasmussen, en rigtig jovial Nørrebro-præst, der kunne sætte sig på bænken med hjemløse og alkoholikere og tale om Guds nåde – og drikke en guldøl med dem. En anden af min fars nære medarbejdere gennem en årrække, missionær i Israel og senere landsstyremedlem Anker Gjerding, kom ligeledes ofte i barndomshjemmet. Og år senere havde jeg glæden ved et tæt samarbejde med hans søn, Uffe Gjerding i Folkekirkens Nødhjælp.
Og jeg husker ikke mindst Poul Henning Jørgensen, der senere blev formand for Israelsmissionen, men som desværre døde pludseligt i en al for tidlig alder. Han kom som feriedreng i præstegården i Næstelsø og blev lidt af en storebror for os drenge – og ikke mindst mig, som også blev en slags voksen feriedreng hos ham i præstegården i Kongerslev.
Jeg husker da også stadig tydeligt min farfar, Frederik Torm, som spillede en stor rolle i Israelsmissionens første år dels som sekretær, dels som formand, inden min far tog over. Han var for mig som en lille dreng en lidt fjern eller ophøjet mand, der regerede i et kæmpestort kontor bag et kæmpestort skrivebord i den kæmpestore professorlejlighed på Østerbro. Men man kunne godt sidde lidt på skødet af ham og få et klap på hovedet og et maltbolsje. Men farmor var måske lidt mere kærlig!

Min far har aldrig talt meget om sin indsats under krigen. Det har jeg mest hørt om fra andre. Men naturligvis var krigen en hård tid for både min far og ikke mindst min tyskfødte mor, Ruth, der kom til Danmark som berlinerbarn efter første verdenskrig. Hun mistede flere brødre i krigen og begge sine forældre under krigen. Men måske netop derfor var der ikke noget tyskerhad i præstegården efter krigen. Far havde mange tyske venner fra sin studietid i Tyskland, også i den tyske Israelsmission, som han holdt forbindelse med, og som ofte kom på besøg i vores hjem.

”Du prædiker jo på din måde”
Far havde naturligvis gerne set, at mindst én af hans fire sønner var blevet præst og måske havde trådt i hans spor. Måske havde han de største forhåbninger til mig – men jeg gik som så mange andre unge i 1960’erne mine egne veje og læste samfundsfag i stedet for teologi og valgte journalistikken som min talerstol.
Stor var derfor min lettelse, da min far ved Hedvigs og mit bryllup i 1972 i sin tale til os ”tilgav” mig og sagde, at ”du prædiker jo på din måde”.
Jeg har jo også selv været ”løsmedarbejder” i Israelsmissionen som redaktør af Evangeliet og den Jødiske Verden (nu Israels-missionens – i øvrigt fremragende – Avis) fra april 1971 til september 1975. Og jeg føler mig igen som ”løsmedarbejder” i Israelsmissionen som leder af Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling, som Israelsmissionen meldte sig ind i for nogle år siden. Jeg er glad for, at vi i Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling (DMR-U) i de senere år har kunnet støtte Israelsmissions flotte og på mange måder modige forsonings- og dialogarbejde mellem kristne, muslimer og jøder i Israel og Palæstina i samarbejde med organisationen Musalaha og både det israelske og det palæstinensiske Bibelselskab. Godt at se, at en 125-årig Israelsmission både trofast kan holde fast i sin fortid og fortsat formidle evangeliet til jøder, men samtidig kan forholde sig til både nutidens og fremtidens udfordringer. Som min far sagde ved 90-års jubilæet i 1975: ”Et missionsselskab kan leve så længe, som det er i stand til at forny sig selv.”
Desuden er vi meget taknemmelige for, at Israelsmissionens generalsekretær, Bodil Skjøtt sagde ja til at indtræde i DMR-U’s bestyrelse, hvor hun yder en stor og konstruktiv indsats til gavn for fællesskabet og alle medlemsorganisationerne.

Arvegodset fra farfar og far
Min farfar var med til at stifte Dansk Missionsråd i 1912, og min far deltog også i mange år aktivt i Missionsrådets arbejde som bestyrelsesmedlem og blev ved sin udtræden udnævnt til det vist nok første og hidtil eneste æresmedlem af Dansk Missionsråd.
Så jeg har således oplevet at være 3. generations-medarbejder fra Torm-familien i både Den Danske Israelsmission og i Dansk Missionsråd. Jeg har trådt i nogle store fodspor – men har samtidig betrådt mine egne måske mere smalle stier, der dog også kan føre ud på de store sletter!
Sidste gang jeg talte med min far, var i telefonen i efteråret 1997 fra Schweiz, hvor jeg arbejdede som koordinator i Det Lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (DMD). Jeg kunne fortælle ham, at jeg havde sagt ja til en stilling i Dansk Missionsråd som leder af udviklingsafdelingen. Jeg kunne fornemme på min far, at han blev meget glad og følte, at en ring hermed blev sluttet. Kort tid efter døde han ”kun” 91 år gammel.

Et akademisk efterslæb?
Når jeg ser tilbage, så værdsætter jeg mere og mere, efterhånden som årene er gået, det arvegods, min farfar og min far gav mig med på min rejse gennem livet i Guds tjeneste. Far delte jo sit liv mellem præstegerningen i folkekirken og missionsgerningen i Israelsmissionen. For ham var det vigtigt at kombinere de to tjenester. Han kunne jo nok have fulgt i sin egens fars fodspor og være blevet underviser, forsker og professor på det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Men måske følte han alligevel et akademisk efterslæb, da han blev pensioneret. I al fald brugte han en del år på med én finger på en gammel udtjent skrivemaskine at skrive en bog på 360 sider med titlen: Er du Kristus? Jødisk syn over for kristen tro, som udkom i 1984, da far fyldte 78 år. Jeg ved, at min far ikke blev så lidt benovet over, men dog nok også ganske stolt over, at dette værk indbragte ham en titel som æresdoktor ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet samt et håndtryk og en lykønskning fra dronningen. Men for lige at understrege, at doktortitlen faktisk var velfortjent, skyndte han sig dog for en sikkerheds skyld at skrive en ny bog – men kun på 270 sider – med titlen: Israelsmission – og Israels Mission. Om kirkens nybesindelse på sit forhold til Israel, som udkom i 1990, hvor min far fyldte 84 år.
Igen tak for invitationen til at medvirke ved Israelsmissionens 125-års jubilæum og tak for jeres opmærksomhed i mindet om min far og hans indsats for Israelsmissionen.