Af Steen Skovsgaard

For mange år siden hørte jeg en tyrkisk imam på et offentligt møde sige, at han ikke havde problemer med kristen mission. ”For,” som han sagde, ”I kan roligt missionere, det vil der alligevel ikke komme noget ud af. For muslimer er vaccineret imod evangeliet!” Reaktionen var spredt latter fra auditoriet. Jeg havde nu lidt svært ved at se det morsomme i det. For tænk at være vaccineret imod evangeliet!

Tænk at være vaccineret imod Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Jesus Kristus. Det er jo en forfærdelig tanke og bestemt ikke noget at le af. Men det er faktisk, hvad mange islammissionærer erfarer. Mission blandt muslimer er den vanskeligste opgave, man kan påtage sig, fordi der ofte er meget få resultater at fremvise.

Det samme kan dog siges om mission blandt jøder. Det er også en opgave, som har meget få resultater at fremvise. Det fik jeg øjnene op for i begyndelsen af november måned, hvor jeg som tilsynsførende biskop var i Israel for at mødes med de to nyansatte danske præster, og hvor jeg samtidig havde lejlighed til at mødes med generalsekretær for Israels-missionen, Bodil F. Skjøtt, og snakke om Israel og om mission i forhold til det jødiske folk.

Resultater – hovmod og mismod
For hvad svarer man, når folk spørger til missionsarbejdet? Hvor mange har du døbt? Hvilke resultater kan du fremvise? Jeg bliver altid selv lidt ilde berørt, når jeg får disse spørgsmål. Dels virker det vulgært og anmassende, dels synes jeg ærligt talt ikke, at jeg har mange resultater at fremvise. Men det betyder vel ikke, at arbejdet så bare har været forgæves? Den kendte Taize-præst, broder Roger har engang sagt: ”Når du sår Guds ord, skal du altid huske at gøre det bagud over skulderen!” Dette har i mange år været et trøsteord for mig, for det minder os om, at vi slet ikke må se efter resultater. Det vil der ikke komme noget godt ud af. For hvis vi vender os om for at se efter virkningerne, så er der to muligheder: Enten ser vi, at det gror, og så risikerer vi at blive hovmodige. Eller også ser vi, at det ikke gror, og så risi-kerer vi at blive mismodige. Og ingen af delene er gavnlige eller giver frimodighed til det videre arbejde.

Israelsmission som vaccine mod triumfalisme
”I Israelsmissionen har vi ikke de store resultater at fremvise,” fortalte Bodil F. Skjøtt. ”Det har vi ikke i dag, og det har vi ikke haft i vores 125-årige historie, og det gælder mission til det jødiske folk i det hele taget. Men vores fokus må ikke være på, om det nytter. Vi er engageret i mission til det jødiske folk i tillid til Guds løfter og Guds trofasthed: At Gud ikke har glemt eller forkastet sit folk. Gud er trofast og holder fast ved og elsker sit folk uanset deres afvisning af Jesus som Messias. Og det skal det jødiske folk have at vide. Vi skylder dem at dele de gode nyheder med dem. Derfor driver vi mission. På den måde er Israelsmissionen med til at vise, både jøderne og os selv, at Gud er trofast og barmhjertig og holder fast ved sit ord og sin kærlighed.” Dermed er og bliver det jødiske folk ifølge Bodil F. Skjøtt et demonstrationsfolk. For hvis det folk, som kender så meget til Gud, og som er så tæt på ham, ikke kan undvære evangeliet, hvor meget gælder det så ikke alle andre folk og os selv? Mødet med det jødiske folk bringer os helt ind til kernen i kristendommen, nemlig troen på Jesus som Messias. Det meste har vi til fælles med jøderne, men det sidste og afgørende mangler. Det er som med et telefonnummer. Alle cifrene er ens, bortset fra det sidste, som jødedommen mangler, og som det er Israelsmissionens opgave at give jøder i dag så sandt og rigtigt et billede af Jesus, som det er muligt – trods vores historie – og give dem mulighed for i vores forkyndelse af Kristus at se deres Messias. Det er indlysende, at vi som kristne er uløseligt bundet til det jødiske folk og historie og skylder dem meget; men mest af alt skylder vi dem at forkynde Jesus som Messias. Som Bodil F. Skjøtt udtrykker det: ”Hvis ikke den Kristus, jeg tror på, er den Messias, som det jødiske folk venter på, så er han ikke Kristus for mig!”

”Israelsmissionen er derfor en trosstyrkende mission, der kan vaccinere os imod enhver form for triumfalisme” siger Bodil Skjøtt og fortsætter:

”Kristen mission handler aldrig om store og forunderlige resultater. Det er altid en mission, hvor det er den korsfæstede og opstandne, der er centrum. Og ved at dele det budskab med andre får jeg selv øje for, hvad jeg har fået. Dermed er Israels-missionen med til at holde os ydmyge. Vi skal ikke være bange for de manglende resultater eller vores egen magtesløshed, for kirken kommer aldrig længere væk fra sin herre end dér, hvor den får magt! Vi må ikke i vores arbejde blive modløse på grund af mangel på store resultater. Men kan vi ikke længere i det, vi gør, få øje på den korsfæs-tede og opstandne, er der grund til at spørge, om vi som kirke er kommet på afveje!” – slutter Bodil F. Skjøtt.

Tre gode grunde til mission
Man kan sammenfattende sige, at der er mindst tre gode grunde til, at kirken og kristne skal missionere, og ingen af disse argumenter er vel at mærke afhængige af resultater:

For det første skal der missioneres, fordi vi er kaldet til det: Gå ud i al verden og gør alle folkeslag til mine disciple. Forkynd opstandelsens budskab for hele verden! Fortæl alle, at han er opstanden fra de døde! Vi er som kristne, gennem disse nytestamentlige opfordringer, under en befaling, givet af Gud. At missionere er dermed ganske enkelt et udtryk for lydighed imod Gud. Det er hans vilje, at evangeliet skal forkyndes for alle. Han har vel at mærke ikke lovet os, at vi altid skal se store resultater af dette arbejde; men han har til gengæld lovet at ville være med os, alle dage indtil verdens ende. Det må vi holde fast ved og tro – og se!

For det andet skal vi missionere for menneskers skyld. Vi skylder både muslimer, jøder og alle ikke-kristne evangeliet. Mission er som når en tørstende, der har fundet vand, fortæller videre til andre tørstende, hvor der er vand at finde. Selvom de ikke vil tage imod det, og selvom de måske siger, at de er vaccineret imod det, så skylder vi alligevel at fortælle dem om Jesu ord og gerninger, så godt og klart som muligt.

For det tredje skal vi missionere for vores egen skyld. Det er i virkeligheden først, når vi bringer evangeliet videre, at vi bliver opmærksomme på, hvad vi selv har modtaget. Her bliver det tydeligt, at det er ved at give, at vi modtager. Ligesom en god historie først bliver levende, når den fortælles videre, sådan er det også med evangeliet: Det bliver først levende, når det fortælles videre til andre. Hvis vi derimod er tavse, lader det ligge stille og beholder det for os selv, så rådner det i os.

Vaccination imod råddenskab og selvoptagethed

Måske er det da også den væsentligste tilskyndelse til og begrundelse for mission. For hvis ikke evangeliet fortælles videre, hvis vi ikke hele tiden ser, at kirkens vigtigste opgave er at være i mission, ja, så visner den. Ligesom en sø vil ende som brakvand, hvis den ikke gennemstrømmes af frisk vand, sådan vil kirken hurtigt lugte råddent og ligge brak, hvis ikke der hele tiden er en frisk og levende strøm, som gennemstrømmer dens liv og virke.

Kirkens mission er en sådan levende strøm, der holder kirken i live. Den er umærkelig og ikke synlig, tilsyneladende er den også uden resultater; men dybest set er missionsarbejdet livgivende og fungerer som en nødvendig vaccination imod råddenskab, selvopta-gethed og magtfuldkommenhed.

”Kast dit brød på vandet, du finder det igen efter lang tid!” Dette vers fra Prædikerens Bog kap. 11 opfordrer til frimodighed og ubekymrethed. Det kan da godt være, at det ligner spild af tid og ressourcer; men bare vent og håb.

Derfor: Gå ud i alverden og forkynd evangeliet!