Af Henning Lysholm-Kristensen
Landsstyremedlemmer var på studierejse til Israel 23. – 28. marts. Rejsens egentlige formål var en partnerskabskonference med medarbejdere og ansatte ved bibelselskaberne i Jerusalem, i Jeriko og på Vestbredden. DIM`s danske udsendinge i Jaffo og i Jerusalem fik naturligvis også besøg.
Den Danske Israelsmission (DIM) har gennem flere år formidlet penge fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) til projekter, som bl.a. har rettet sig mod palæstinensere. Et sådan projekt i Jeriko er netop afsluttet i samarbejde med Palestinian Bible Society (PBS). Det skulle evalueres og mulighederne for nye projekter undersøges. DMR-U var repræsenteret af Birgitte Stieper.
Går pengene i forkerte lommer?
Udviklingsprojekter bliver ofte mistænkeliggjort. Nytter det noget? Mon ikke pengene går i forkerte lommer? Vi kender overskrifterne fra dagspressen. Derfor er det så vigtigt med personlig kontakt og besøg på stedet. Vi blev overbevist om, at der er styr på administrationen, at de danske Danida-midler gør en forskel, og at der vil være god mening i at fortsætte med nye projekter. Danske udviklingsmidler må ikke bruges til direkte evangeliserende arbejde, men i partnerskab med bl.a. PBS finder vi det alligevel meningsfuldt at engagere os i dette arbejde. PBS er altså ikke forkortelse af dansk betalingssystem, men Palestinian Bible Society. (Har du netadgang, så læs mere om bibelselskabet på www.pbs-web.com). Her kan man bl.a. læse, at der i marts 2010 blev uddelt 1929 bibler heraf 120 i Gaza, hvor man imidlertid har opgivet at genåbne bibelbutikken, som blev ødelagt ved et attentat 2009.
Behovet for information
Når det gælder hjælp til palæstinensere og arabere, er der et særligt behov for information. I mange danskeres bevidsthed er palæstinensere kun optaget af at kaste sten og affyre raketter. Vi mødte forskellige steder på Vestbredden veluddannede personlige kristne palæstinensere, som brænder for udbredelse af evangeliet, udfører socialt hjælpearbejde og arbejder for fred og forsoning mellem de forskellige befolkningsgrupper. Et stærkt kristent vidnesbyrd og et personligt engagement, som åbner en sprække af håb. De kristne palæstinensere, arabere m.fl. er organiseret i levende menigheder. Palmesøndag var det en kæmpe oplevelse for os at deltage i en gudstjeneste i Betlehem.
Kontakt med vore udsendinge
Personlig kontakt til vore danske udsendinge er også yderst vigtig. Vi så med egne øjne, at økonomiske midler bliver vekslet til mange gode aktiviteter i Jerusalem og i Jaffo. Evangeliet bringes til jøderne. Vore to præstefamilier og volontører trives med opgaverne og gav os gode ideer til, hvordan vi sammen kan drive arbejdet fremover.
Forholdene i Israel er yderst komplicerede. Foruden de politiske spændinger er befolkningen sammensat af et utal af nationaliteter, som taler mange forskellige sprog, har forskellige spisevaner og er fulde af fordomme om hinanden. I sandhed en multikulturel smeltedigel. Forskelligheden rækker langt ind i de kristnes rækker. Sprogligt, kulturelt, teologisk og rituelt arvegods gør det vanskeligt at samarbejde og fejre gudstjeneste sammen.
Trods store vanskeligheder i arbejdet er konklusionen efter studieturen PBS. Pengene Bruges Samvittighedsfuldt.