Fakultetsleder Jørn Henrik Olesen overrækker Israelsmissionens formand teol. dr. Kai Kjær-Hansen prisen som Årets Teolog.

Israelsmissionens formand kåret som Årets Teolog

I forbindelse med semester-start kårer Menighedsfakultetet Årets Teolog, og for 2011 blev det teol. dr. Kai Kjær-Hansen, som i den anledning fik overrakt en check på 5.000 kr. Som begrundelse for valget nævnte fakultetsleder Jørn Henrik Olesen bl.a. følgende:

  • Hans evne til at sammentænke teologi og mission, hvor troens og teologiens indsigter bliver til livsnær og troværdig missionstænkning i nutidige sammenhænge.

  • Som teolog og foredragsholder har Kai Kjær-Hansen haft en helt særlig evne til at kommunikere missionsteologisk inspiration i kirker, menighedshuse, ved konventer, konferencer m.m. Det gælder i høj grad også på den internationale arena, hvor han f.eks. i et par årtier har været inspirator og studiekoordinator vedrørende evangelisering blandt jøder i regi af Lausannebevægelsen.

  • Hans skribentvirksomhed har resulteret i mange bøger og artikler, som er nået langt ud over kanten af snævre kirkelige miljøer. Et formidlingsmæssigt højdepunkt udgøres af de fire studieudgaver fra Det Danske Bibelselskab til Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Apostlenes Gerninger og Korintherbrevene.

  • Den helt aktuelle begrundelse for, at Kai Kjær-Hansen skulle udnævnes til Årets teolog 2011, er hans vægtige engagement i processen frem mod den nye bygning 'TORVET', som Menighedsfakultetet opfører sammen med Dansk Ethioper Mission og Israelsmission med henblik på løsning af fælles administrative opgaver og en klarere sammentænkning af teologi og international mission.