Hjem og hjem igen til Israel

Den 30. juli rejser Lisbeth og Christian Rasmussen og deres nu fire børn tilbage til Tel Aviv-Yafo, hvor de tager rigtigt hul på tjenesten som præstepar i den lutherske menighed i Immanuel Kirken. I den anledning har de reflekteret over hvad det er de skal tilbage til

”Vi glæder os over at være ’hjemme’ i Danmark og se familie og venner igen, men vi glæder os samtidigt meget til at komme ’hjem’ til Jaffo for at komme rigtigt i gang med det, som vi i januar tog ud for; nemlig at arbejde i denne dejligt farverige menighed”, siger Christian, der i august og september napper endnu et hebraisk-kursus sideløbende med præstegerningen.

Jesus samler
”Vi skal sammen med ’menighedsrådet’ bruge lidt mere krudt på at få kortlagt de forskellige behov i menigheden. Det gælder både socialt og åndeligt. Og så vil det være en stadig opgave at være med til at skabe gode rammer for et integrerende fællesskab. Her er vi måske lidt ekstra udfordret i og med, at man ikke rigtig kan tale om nogen form for herskende enhedskultur i kirken. Kirkens Herre er den eneste, vi har til fælles.

At alle kontinenter på nær Antarktis er repræsenteret i menigheden, siger i øvrigt noget om, hvem Han er. Det er i fællesskabet med Jesus, at vi er i fællesskab med hinanden. Han er vores udgangspunkt og må fastholdes som fixpunkt. Og dermed rører vi også ved en af de ting, som jeg – dog ikke uden bæven – glæder mig meget til, nemlig forkyndelsen af Jesus. For ser vi ham, ser vi også hinanden”, slutter Christian.

Familieforøgelse
Lisbeth fødte i juni Simon, som nu er lillebror til Johan, Magnus og Amanda. Derfor vil hun i den første tid primært være på barsel, men hun vil stadig tage ansvar for sabbatskolen og bibelstudiegruppen for kvinder. Følg i øvrigt med på deres blog: lischris.blogspot.com