Kl. 10 mandag den 12. april lød sirenen over hele Israel og blev efterfulgt af to minutters stilhed landet over. Sådan indledes den officielle markering af Holocaust på Yad Vashem museet i Jerusalem. Jødiske dage begynder ved solnedgang og Yom Hashoah, som dagen hedder på hebraisk, blev da også indledt allerede søndag aften kl. 20 ved en højtidelighed, hvor både præsidenten og regeringslederen medvirkede – som altid.
Formanden for Yad Vashem, Avner Shalev, siger i et interview til avisen Haaretz i anledningen af Holocaust-dagen at interessen for Holocaust og et ønske om at markere dagen – og dermed sagen – langtfra er faldende. Tværtimod. Yad Vashems hjemmeside får flere og længere besøg og verden over efterspørges mere undervisning om emnet.
Men det betyder ikke, at det som bl.a. førte til Holocaust, nemlig antisemitismen i Europa, er for nedadgående. Desværre. Undersøgelser viser, at antisemitiske hændelser især i England og Frankrig mere end fordoblede i 2009 i forhold til 2008. At det netop er disse to lande hænger uden tvivl sammen med, at man her har de største jødiske befolkningsgrupper på hhv. 250.000 i England og godt 500.000 i Frankrig.
At der er en nær sammenhæng mellem hvad der sker i Israel – for eksempel Gaza-krigen i januar 2009 – og anti-israelisme og antizionisme, kan forklare den øgede antisemitisme, men aldrig undskylde den eller være grund til ikke at bekæmpe den. Derfor er det vigtigt fortsat at blive mindet om, hvad antisemitisme kan føre til, nemlig Holocaust.
I Danmark markeres den international holocaustdag den 27. januar, dagen i 1945 da den russiske hær befriede koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, den største af nazisternes lejre. Dagen er en nødvendig anledning til at reflektere over, hvad der sker, når had og fordomme i et samfund får lov til at udfolde sig, uden at nogen holder øje med det. Samtidig er den en anledning til at lytte til de stemmer, som har oplevet Holocaust og andre folkemord. Lytte til deres smerte og lidelse, men også til deres ønske for en fremtid med håb. Temaet for international Holocaust-dag i 2010 er netop Legacy of Hope – eller på dansk: Håbets arv.