Skrevet af Dinna Bjerrum
"Det er udfordrende! Jeg skal konstant tænke på min påklædning og de arabiske mænd råber alligevel altid efter mig", Lise Nielsen bor i Jerusalem, hvor hun virkelig får lov til at opleve hvad det vil sige at være kvinde i Israel.
Lise er gift med den danske præst i Jerusalem, hvor de bor med deres to små piger. Hun fortæller om hvad der er udfordrende og spændende ved at være gift med en travl præst i et fremmed land i Mellemøsten. "Jeg skal til Betlehem, som ligger på Vestbredden, én gang om ugen. Her kører jeg i bus med arabiske mænd, jeg skal gennem et sikkerhedstjek med arabiske mænd og jeg skal skal gå gennem gaderne, der vrimler med arabiske mænd. Her bliver jeg konstant mindet om at jeg er en lyshåret dansker!" Lise er blevet frivillig i en lille butik i Betlehem hver uge. Det betyder at hun skal igennem et sikkerhedstjek, som israelerne har ved grænseovergangen til Vestbredden. "Jeg begynder at få større forståelse for arabernes situation i konflikten hernede, fordi jeg oplever hvor besværligt og ydmygende det er at skulle fra Vestbredden til Jerusalem. En tur som mange må tage hver dag, og som endnu flere er nægtet. Min kollega i Betlehem kan kun besøge mig til påske, hvis hun får en israelsk tilladelse."
Hvad er din opgave i Israel?
"Jeg skal være der for de danske volontører, som er her i byen. Da der kun kommer én volontør her i foråret er jeg blevet frivillig i Betlehem i en butik, der er tilknyttet et bible college. Her oplever jeg virkelig den arabiske ustrukturerede arbejdsstil! Jeg tager også et kursus på universitetet om Israels moderne historie. Et kursus som går i dybten med konflikten, hvilket er spændende når man står i den." Udover dét, er Lise mor til to, laver guidede ture og står for åbent hus for danskerne i byen.
Hvordan er din hverdag forskellig fra Danmark?
"Mit liv her er meget internationalt! For eksempel er der syv deltagere til mit kursus på universitetet og vi er fordelt på seks nationaliteter. Jeg møder meget folk fra hele verden. I Betlehem synes de at jeg er meget eksotisk fordi jeg ikke er fra USA, Tyskland eller Israel. Jeg er blevet bedre til at møde mennesker fra andre kulture"
Hvordan er din kvinderolle i Israel?
"Kvinderne er meget aggressive hernede. Det forventes at man er streng og råber når man siger fra. Ellers bliver man ikke taget seriøst. Dette kan være udfordrende for en rolig dansker!"
Hvad sætter du pris på i jeres liv i Jerusalem?
"Vi har tid til at være sammen som familie. I Danmark får man hurtig en travl hverdag med arbejde, venner, kirke og familie. Her har vi hver dag tid til vores børn og til hinanden. Jakob har lige nu travlt med nogen projekter, men så kan jeg give børnene tid. Det er også dejligt at vi kan opbygge et netværk af israelere. Gennem børnehaven har vi mødt andre israelske familier, som vi mødes med. Vi skal blandt andet på ørkentur med en af familierne. Det er en unik mulighed at vi kan danne venskaber på tværs af kulturer!"
En sjov historie fra din hverdag?
"Mine børn er bedre til hebraisk end jeg er. Min mand læser hebraiske børnebøger op for vores piger. Pigerne har sagt: "Det er jo ikke alle mødre, der kan hebraisk! Vores kan ikke!" Og nogen gange må jeg spørge den ældste hvad den yngste siger, fordi jeg ikke forstår hende!"
Læs mere om hr og fru præst i Jerusalem på deres blog.