Jakob Wilms Nielsen og Lise Bach Nielsen er af Den Danske Israelsmission og Israelsmissionens Unge antaget som nyt præstepar i Jerusalem, når stillingen bliver ledig i sommeren 2009.
Den nuværende danske præst i Jerusalem, Hans-Ole Bækgaard, blev indsat i stillingen i januar 2005. Når han til sommer vender tilbage til Danmark kan han se tilbage på 4½ år i Jerusalem.
I foråret 2005 var parret syv måneder i Israel, hvor Lise var Israelsmissionens kirkevolontør og Jakob læste hebraisk i Jerusalem. Opholdet betød så meget for dem, at de lagde billet ind på stillingen som nyt dansk præstepar i Israel. Og den har de altså fået.
Jakob og Lise Nielsen kommer sammen til at stå for det såkaldte danskerarbejde. Foruden at være dansk præst skal Jakob bruge halvdelen af sin arbejdstid på Caspari Center, det teologiske institut i Jerusalem, som Israelsmissionen op gennem 1990’erne var tæt tilknyttet til, ikke mindst gennem Bodil F. Skjøtts ansættelse dér. På den måde kommer Israelsmissionens medarbejder i endnu stærkere kontakt med den messianske bevægelse.
Begge har afsluttet deres universitetsuddannelse her i sommer. Lise, der er cand. mag. i musikvidenskab og nordisk sprog og litteratur, er 29 år, mens Jakob på 30 er cand. theol. Han går nu på pastoralseminariet. En af hans mærkesager er, hvordan man kan forny den traditionelle gudstjenesteform til et sprog og en facon, som er relevant og personlig for nutidens mennesker. I midten af november blev han af Dansk Missionsråd hædret med et legat på 5.000 kroner for sin prisopgave. Han er medlem af IUs bestyrelse.
Parret har to børn, Rebekka fra 2006 og den nytilkomne Hannah fra september i år.
Inden rejsen går til Jerusalem i sommeren 2009, skal Jakob Wilms Nielsen undervise på Børkop Bibelskole.