David Brickner

Jews for Jesus og præsidentvalget i USA

Den amerikanske bevægelse Jews for Jesus er blevet indblandet i det kommende præsidentvalg i USA. Bevægelsens leder, David Brickner, genkender ikke, hvad han er blevet citeret for.

I august måned holdt David Brickner en prædiken i Wasilla – byen i Alaska, der har Sarah Palin som guvernør. Efter at hun var blevet den republikanske vicepræsidentkandidat, blev Brickners prædiken brugt i den politiske debat i USA. Prædikenen blev holdt i den evangelikale kirke, som Palin er medlem af. Hun og hendes familie var til stede, da Brickner prædikede.

Også Kristeligt Dagblad har interesseret sig for sagen (den 10. september). Her lyder det, at ”David Brickner, blandt andet fortalte menigheden, at terrorangreb på Israel er Guds ’dom’ over jøder, der ikke har taget kristendommen til sig.”

Brickner tager på Jews for Jesus’ hjemmeside afstand fra dette og hævder, at det er citatfusk. ”Det er ikke, hvad jeg sagde, og det er bestemt ikke, hvad jeg tror,” udtaler han.

Brickners prædiketekst var ordene fra Matthæusevangeliet 23,37-39, hvor Jesus udtaler dom over Jerusalem, men også siger: ”Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: ’Velsignet være ham, som kommer, i Herrens navn.’”

Brickner skriver på hjemmesiden: ”Jeg vil aldrig undlade at tale om synden og dens konsekvenser, men mit budskab drejer sig mere om Guds kærlighed i Kristus end om dom.”

Temaet for Brickners prædiken var ” Jerusalems dilemma”. Men Jerusalems dilemma ”er Wasillas dilemma; det er menneskehjertets dilemma. Og derfor er det vigtigt for os at lægge mærke til, hvordan Jesus reagerede på denne vantro, denne forkastelse.”

Svaret er Guds nåde, som den kommer til udtryk i Jesu død og opstandelse, og som gælder alle – jøder såvel som ikke-jøder:

“Og nu er denne samme Guds opstandelseskraft tilgængelig og kan tilegnes af alle, som tror på ham – i Jerusalem og over hele verden. Det er svaret på Jerusalems dilemma, vantroens dilemma – Guds nåde og barmhjertighed, til dette nådens sted kan enhver, der vil, komme og finde Guds tilgivelse.”

Enhver kan tage stilling til David Brickners prædiken, som kan høres her.