Russiske jøder i overtal!

Billede: Caspari

En stor del af de jesus-troende jøder i Israel er russiske. Faktisk er mindst halvdelen af dem med baggrund i det tidligere Sovjetunionen. Denne artikel handler om denne etniske gruppe i Israel; De russiske messianske jøder.

Skrevet af Dinna Bjerrum

Hvorfor er der så mange russere i Israel?

Der kom rigtig mange til Israel i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet da antisemitismen voksede frem. Dette præger Israel på mange måder. Du kan ikke komme til en by i Israel uden at finde russiske skilte, russiske specialbutikker, russiske TV-kanaler og høre forbipasserende tale indbyrdes på russisk. Derfor er der også en stående vittighed, der lyder: "Du har været så længe i Israel og du taler endnu ikke russisk!"

Hvilke konsekvenser har det, at der er så mange?

Denne store etniske gruppe har stor indflydelse på kirken og på lokalsamfundet. Der er en tendens til gruppering i samfundet, hvor russerne bor sammen med ligesindede. Der findes en del russiske messianske menigheder, hvor gudstjenesten foregår på russisk og ikke på hebraisk. Disse menigheder appelerer til de mange russiske jøder i landet, og det er positivt at de har en så specifik målgruppe som de kan indrette deres gudstjeneste efter. Det er mennesker, som mødes med de samme problemstillinger. Der er mange udfordringer i integration, især sproget, da det er muligt at klare sig langt med russisk.

Hvad kendetegner de russiske israelere?

De er veluddannede. Dette er en rest fra det kommunistiske styre, hvor uddannelsen var gratis. En anden rest fra det tidligere Sovjetunionen er en åbenhed overfor evangeliet. Der var ikke plads til religion i det kommunistiske styre, hvilket fik mange til at søge de forskellige kirker efter styrets fald i 1991. En stor del af russerne blev døbt allerede i Rusland, men der er også russere, som er kommet til tro på Jesus efter de er kommet til Israel.

Hvordan hjælpe de russiske jesus-troende?

Den norske israelsmission har et projekt, der henvender sig til messianske jøder. De giver undervisning i kristendommen og i menighedsledelse på russisk. De laver også forskelligt materiale på russisk og nogle seminarer, der har været populære. Dette projekt hedder Caspari og arbejder i Israel i samarbejde med bla. vores præst i Jerusalem, Jakob Nielsen. Grundtanken er, at vi kristne har mange års erfaring med at tro og have menigheder. Vi har lavet mange fejl og vi har en lang historie i teologi. Lad os give denne erfaring videre til vores brødre og søstre, som ikke har den samme historie.

Kilde: Casparicentrets nyhedsbrev.

Læs gerne mere om Caspari på deres hjemmeside her.