Når kærlighed bygger bro

Peter og Yarden har været gift i fem år.

Skrevet af Dinna Bjerrum.

Yarden og Peter har en unik historie. Yarden er jøde og Peter er araber, de har troen på Jesus og kærligheden til hinanden til fælles. De er gift og bor i Israel, hvor de arbejder som missionærer på fuldtid. Hvordan kan en jøde og en araber møde hinanden og blive gift? Og hvordan reagerer deres omgivelser?

Mødet

Vi mødte hinanden da vi begge var ude at evangelisere på gaden. Vi var ude på en festival i Acco, hvor jeg havde behov for en oversætter til arabisk. Peter ville meget gerne hjælpe mig,” smiler Yarden. Gennem gadeevangelisation hørte de hinandens livshistorier og Yarden inviterede ofte Peter med på gaden for at hjælpe til med oversættelse og snak med araberne. ”Efter nogle måneder fortalte Peter at han godt kunne lide mig! Jeg var meget overrasket, for jeg var jo jøde og han var araber. Og pludselig så han mig som en kvinde.” Yarden fniser lidt. De begyndte at ses og efter 2 år blev de forlovede og efter endnu et år blev de gift. De sidder glade sammen, nu efter 5 års ægteskab. Men det er ikke altid let at komme fra helt forskellige kulture.

Yardens liv

Yarden er vokset op i Ukraine med en jødisk far. Igennem hendes barndom var familien ikke religiøse på grund af det kommunistiske styre. Da Sovjetunionen faldt blev Yardens mor kristen efter hun havde søgt meningen med livet mange steder. Yarden følte sig dog stadig mest som jøde og da hun var 15år rejste hun til Israel for at gå i jødisk skole og lære om sine jødiske rødder. Dette møde med en religiøs skole gjorde Yarden meget nysgerrig og hun begyndte at undersøge både jødedommen og kristendommen for at finde sin egen identitet.

”Jeg ønskede virkelig at kende Gud, så jeg læste meget i det gamle testamente. En aften læste jeg nogle profetier og det gik op for mig at Jesus virkelig er opfyldelsen på alle profetierne! Derfor blev jeg kristen den aften. Jeg var 16år.”

Den næste dag fik Yarden en flyer på gaden fra sin lokale menighed og derfor besluttede hun sig for at begynde at komme der. ”Jeg elskede at evangelisere på gaden, så da jeg skulle aftjene min værnepligt valgte jeg i stedet at tage et rengøringsjob, så jeg havde god tid til at gå ud på gaden og fortælle andre om min tro.” Det var her Yarden mødte Peter.

Peters liv

Peter er en typisk araber, der er vokset op i en landsby i det nordlige Israel. Han har en stor familie på over 250 mennesker, der bor tæt på hinanden og er tæt knyttede. Familien betyder alt i en arabisk kultur. Peters storfamilie er kulturkatolske, men hans far blev troende, så han er selv vokset op i et kristent hjem. ”Det er 20 år siden min far blev kristen og han har i lang tid været den eneste kristne. Dengang han blev omvendt blev han smidt ud af familien.” Peter fortæller dog at flere og flere i hans familie er begyndt at blive intereserede i troen og de er mere en anerkendt del af familien nu. Men alt dette gør det ikke let for familien at forstå at Peter har giftet sig med en jøde.

I starten ignorerede de at hun er jøde. De fortalte kun til andre at hun var fra Ukraine. Det er almindeligt at arabere gifter sig med udlændinge og det er der en vis præstige i. Men det ville gå ud over familiens ære at sige at hun er jøde.”

Det blev dog lidt svært at ignorere da Peter blev ansat som missionær, der særligt skulle henvende sig til jøder. ”For min familie er det pinligt. Heldigvis har jeg altid været lidt anderledes en resten af familien og jeg har rejst meget. Derfor ser de mig som en ener.” Der er stadig mange udfordringer som par, der kommer fra begge sider, men Peter slutter af med at sige; ”Herren har givet os kraften til alt det, som vi har brug for. Og vi beder for vores familier.”