Skip to main content

Musalaha


Forsoningsarbejde

Musalaha er en organisation, der arbejder med at bygge bro over den dybe og smertefulde kløft, som skiller palæstinensere og israelere i en af verdens mest komplicerede konflikter. De ønsker gennem arbejdet at efterleve Jesu lære og eksempel om at elske sin næste som sig selv. Det gør de bl.a. i gruppeforløb, som typisk starter op i ørkenen.

’’Det er roligt derude i ørkenen, og det kan man mærke. Vi er langt væk fra besættelsen, menneskerne og de negative vibrationer. Ørkenen er et neutralt sted. Det er bedst, der ikke er noget at blive forstyrret af.’’

Hiba, kristen palæstinenser, projektleder i Musalaha

Musalaha arbejder primært blandt kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder i Israel og bruger det fælles trosgrundlag som udgangspunkt for at mødes. På trods af det fælles trosgrundlag er de to parter kendetegnet ved enorme kulturelle, sociale, sproglige, teologiske og politiske forskelle, der gang på gang skaber store udfordringer. Mange, der er involveret i arbejdet, oplever, at de står med en fod på begge sider af konflikten.

Musalaha er med til at udruste og skabe et rum, hvor kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder kan mødes og sammen arbejde med de udfordringer, som konflikten giver. Det er også med til at fastholde menneskerne i, at konflikter aldrig er endimensionelle.

’’Vi ser en ændring i nogle situationer, men det er en langsom forandringsproces, da det ikke kun er i vores hænder. Det er også en stor, politisk problematik. Vi kan ikke ændre det på et splitsekund. Men i det mindste vil vi dø i forsøget på at skabe en forandring. Hvis man begynder med sig selv, skaber man forandring.’’

Hiba, kristen palæstinenser, projektleder i Musalaha

Støt Musalaha

Israelsmissionen støtter Musalahas arbejde ved at sende volontører og andre medarbejdere til kontoret i Jerusalem. Derudover har vi gennem fondsmidler fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde støttet forskellige forsoningsprojekter i over 20 år.

Vil du støtte Musalaha og deres vigtige forsoningsarbejde?

 

Giv det bedste tilbage

Vil du være med til at give budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk?