Israelske og palæstinensiske kvinder i Musalahas arbejde

Shadia
Shadia er 25 år, israelsk araber og født i Nazaret. Shadia er opvokset i en kristen familie og kom i kontakt med Musalaha for første gang i 1998, hvor hun var med på en ørkentur. Hun tog hovedsageligt med, fordi veninderne fra hendes kirke inviterede hende med og ikke så meget fordi det lige var et forsoningsarbejde. På denne tur mødte hun en jødisk pige der hedder Tamar og de to begyndte at udvikle et nært venskab. På grund af dette venskab begyndte Shadia at få større interesse for Musalahas arbejde og for selv at være med til at nedbryde nogle af de fordomme, der eksisterede på begge sider af konflikten.

I dag arbejder Shadia for Musalaha på deltid på Musalaha-kontoret i Jerusalem, hvor hun er med til at koordinere deres børne- og ungdomsarbejde, samtidig med at hun læser engelsk og internationale studier på Hebrew University. ”Jeg vil ønske jeg var arbejdsløs”, siger Shadia når man spørger til hendes arbejde for Musalaha. ”Vi er her, fordi der er en konflikt, og behovet for forsoning vokser dagligt. Hvis konflikten ikke var her ville behovet for Musalaha heller ikke være der, og så vil jeg ikke have noget job, men det ville bare være fantastisk.”

”Musalaha giver mig en mulighed for at give noget af det Gud har givet mig tilbage”, fortæller Shadia. ”Jeg fokuserer ikke længere på hvilken side der har ret eller på, at jeg selv er araber, men på at vores fælles tro giver os et sted vi kan mødes. Troen er et skjold mod vreden og hadet, men det er hårdt arbejde at holde dette skjold oppe.” 

Orit
Orit er 44 år, israeler og født i Jerusalem. Hendes familie har boet i Israel i syv generationer. Orits far var general i de israelske faldskærmstropper. Første gang hun deltog i Musalahas aktiviteter var i december 2005, hvor hun deltog i en kvindekonference i Petra. Hun blev kontaktet af medarbejdere fra Musalahas kontor og spurgt om hun ville være villig til at lade sig involvere i det nye arbejde med flere kvindegrupper. Hun tog med fordi hun havde hørt meget godt om arbejdet fra andre og allerede kendte nogle af de andre kvinder, som var engageret i Musalahas arbejdet. Hendes første møde med Musalahas vision og de andre kvinder på konferencen var en bekræftelse for hende og en af grundene til at hun gerne vil fortsætte sit engagement. ”Turen var som en lille smagsprøve på himlen”, fortæller Orit. Trods de store forskelle både på kvindernes daglige situation og også deres holdninger mener Orit selv, at Musalahas arbejde er meningsfyldt og gør en forskel. ”Det giver mening fordi, vi er alle har troen på Jesus Messias som et udgangspunkt for vores liv.

Orit er til daglig leder for det eneste kristne forlag i Israel, der udgiver kristent literatur til unge og børn på hebraisk. Forlaget heder Hachotam, hvilket betyder ’seglet’, og både Orit og hendes mand har arbejdet med det i fem år. De har fire børn, hvoraf den ældste er i militæret netop i disse år.

”Musalaha bliver vigtigere og vigtigere i takt med at situationen forværres” siger Orit. ”Vi skal bruge vores kendskab til den anden side til at sikre at en anden historie også bliver fortalt end den vi hele tiden får smidt i hovedet af medierne. Uden det gør vi de andre til ikke-mennesker og så bliver vi det også selv ”.  

Sandy
Sandy er messiansk jøde og hun er født og opvokset i en religiøs jødisk familie i Boston, USA. Hun kom til tro på Jesus som Messias, da hun var 18 år gammel, mens hun gik på universitetet. I 1979 flyttede hun til Israel, hvor hun blev statsborger i samme år. Hun blev kontaktet af Salim Munayer og senere inviteret med på en af Musalahas familie-ture til Holland i 2002. Det som i første omgang tiltalte hende ved arrangementet var at det så ud som en god familie-aktivitet for en sommer og ikke så meget fordi hun havde et ønske om at blive engageret i et forsoningsarbejde mellem Jesus-troende på begge sider af den israelske-palæstinensiske konflikt. På turen til Holland blev Sandy rystet ud af den apati over for konflikten, som hun nu indså, at hun havde opbygget. Hun oplevede at blive inspireret til at række ud mod araberne med den samme kærlighed som hun selv havde fået vist af Gud.

Sandy arbejder til daglig for Pro-life som deres koordinator i Jerusalem. Pro-life er en israelsk organisation som arbejder mod abort og med at hjælpe især unge kvinder til at gennemføre et svangerskab. Sandy mødte sin mand i 1981 og sammen har de i dag 7 børn, hvoraf de to ældste er i hæren netop i disse år. Familien er bosat i en stor jødisk bosættelse, der hedder Ma’ale Adumim og ligger lige uden for Jerusalem. ”Musalaha forhindrer mit hjerte i at blive forhærdet over for araberne”, siger Sandy. ”Det er både rigtigt og meget vigtigt for både jøder og arabere at være sammen og bede for hinandens frelse. Det er jo dybest set det samme ønske vi har, nemlig at vi selv og andre må kende Gud som han er i Messias. Det gør os til et og giver os et fællesskab at arbejde ud fra. 

Lamis
Lamis er 56. Hun er israeler-araber og født og opvokset i Nazaret i en katolsk familie. Igennem sin kirke blev hun inviteret med til en Musalaha konference en gang i 1990’erne. Selv om hun er født og opvokset i Israel, var det første gang hun mødte jøder, der troede på den samme Jesus, som hun selv troede på. Det var en stor og grænseoverskridende oplevelse for hende at kunne dele sin tro med nogen fra den ”anden” side. Hun har siden da været meget involveret i Musalahas arbejde. For nylig var hun med til at starte den første af de nye og mindre kvinde-grupper op i forbindelse med en tur til Tyrkiet.

Lamis bor i dag i Haifa sammen med sin mand og deres to børn. Hun er uddannet forsikringsagent, men i forbindelse med den anden Intifada i 2002 og de nedskæringer mange var udsat for mistede hun sit arbejde og har siden da ikke kunnet finde arbejde.

”Når vi kommer til tro får vi en ny identitet i Kristus. Denne identitet er ikke bestemt af ydre forhold, der hele tiden kan skifte med politiske og sociale ændringer.  Det er den der skal beskrive os nu og bestemme hvem vi er. Ikke vores gamle identitet.” siger Lamis. ”Musalaha lærer os at se det andet menneske som de er i Kristus og elske dem gennem ham.” Lamis tror ikke på en fred uden Jesus. Til gengæld tror hun på, at den fred, som han giver, må få konsekvenser for ens eget liv midt i konflikten. Derfor er hun meget engageret i Musalahas arbejde og er med til at starte en ny gruppe op i den nordlige del af Israel for på den måde at brede arbejdet ud så endnu flere skal komme til at kende til det og lade sig engagere.

Janan
Janan er 25 og er født og opvokset i Nazaret i en græsk ortodoks familie. Da hun var teenager begyndte hun at komme i en baptistkirke og gennem den blev hun inviteret med på en af Musalahas ørkenture i 1998. Hun tog mest med fordi hendes venner skulle med, og fordi det lød spændende at skulle tilbringe nogle dage ude i ørkenen. På denne tur mødte hun for første gang både Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere fra Vestbredden. På turen blev der snakket om konflikten og de forskellige teologiske holdninger til spørgsmålet omkring landet Israel. Det blev startskuddet til Janans interesse i at forstå både landet Israels betydning og hvad der menes med ”Guds folk”.

I dag arbejder Janan for Sabeel, som er en økumenisk græsrodsbevægelse, der arbejder især blandt kristne palæstinensere. Hun oplever at det ofte kan være konfliktfyldt at deltage i Musalahas arrangementer. Her møder hun ofte teologiske og politiske holdninger som hun selv er meget uenig i. ”Men det er nødvendigt for mig at være i Musalaha og jævnligt mødes med kvinder fra den anden side af konflikten. At møde de andre som medmennesker giver mig en mulighed for at få renset ud i det had og den frustration der bliver bygget op inden i mig til daglig.” siger Janan. ”Det bedste ved Musalaha er at det giver mig en mulighed for at møde messianske jøder og opleve at jeg kan bede og have fællesskab med dem fra den anden side af konflikten – vores store forskelle til trods.”  

Marianna
Marianna er født og opvokset i St. Petersborg og flyttede til Israel i 1997 i en tid hvor mange russiske jøder flyttede til Israel. Hun er uddannet som teaterinstruktør og kom til tro mens hun læste på universitetet i St. Petersborg. Marianna bosatte sig i Netanya og fik arbejde på kontoret i en messiansk menighed, som en af lederne også er medstifterne af Musalahas arbejde. Gennem menigheden fik hun kendskab til forsoningsarbejdet og deltog selv på en kvinde-konference arrangeret af Musalaha i 1998. I år 2000 var hun med som en del af det team, som Musalaha sendte til Hannover Expo 2000, hvor de skulle deltage i et evangelisationsfremstød. På turen opstod der en konflikt mellem en jøde og en palæstinenser i gruppen, og det var igennem denne konflikt, at Marianna blev klar over, hvad det vil sige at være involveret i forsoningsabejde. Det gik op for hende at hendes rolle som Jesus –troende ikke var at dømme om, hvem der havde mest ret i konflikten, som om den ene gruppe skulle vinde og den anden tabe. Opgaven var i stedet at hun –sammen med den andre - tog sig af sine kristne brødre og søstre og levede den kærlighed ud som Kristus selv havde vist hende. Så skulle Gud nok tage sig af det med at have ret.

I dag arbejder Marianna stadigvæk for menigheden i Netanya og nyder at være en del af Musalaha. ”Jeg synes sjældent det er ’sjovt’ at være til Musalaha møder. Det er faktisk anstrengende. Det er lettere bare at være sammen med dem der mener det samme som du selv gør. Men det er nødvendigt, og vores kristne fællesskab skal kunne bære et arbejde som dette.” siger Marianna. ”Ellers er det ikke sandt”.

Shoshi
Shoshi er født og opvokset i Tel Aviv, men flyttede til Sverige i 1983. Hun var meget involveret i den israelske fredsbevægelse op gennem 1980’erne, men blev disilliusioneret over alle de mennesker i hendes eget land som rent faktisk ikke ønskede fred. Derfor valgte hun at flytte fra Israel. Mens hun boede i Sverige blev hun gift med en svensk mand og sammen kom de til tro gennem en menighed i Sverige. I 1991 flyttede de så sammen til Israel og i dag bor de i en jødisk bosættelse, der hedder Na’ale og ligger mellem Jerusalem og Tel Aviv. De har to børn, hvoraf den ældste nu er i militæret.

Kort efter at Shoshi og hendes mand Rolf flyttede til Israel fik de kontakt til Musalaha gennem, Lisa Loden, lederen af Musalahas kvinde arbejde. Shoshi fik dog det indtryk at Musalahas arbejde for meget kom til at handle om teologi. Hun holdt derfor en længere pause fra arbejdet lidt desillusioneret af både kristne palæstinensere og messianske jøder. Men i 2005 blev hun inviteret med på Musalahas tur til Petra i Jordan sammen med 19 andre kvinder. Hun tog med ikke mindst fordi ideen om at etablere mindre grupper blandt kvinder tiltalte hende. ”Jeg oplevede at det var rigtigt godt for mig at høre arabisk og være sammen med arabiske kvinder i et arabisk land og denne oplevelse betød meget for mig.” fortæller Shoshi. ”Det fællesskab som jeg oplevede på denne tur med de andre, som delte min tro selv om de talte fjendens sprog kom til at betyde meget for mig. Det fællesskab, som vi har i vores fælles tro, betyder jo at vi er i samme familie.”

Rittie 
Rittie er født og opvokset i New York, men flyttede til Israel sammen med sin mand i 1992. Hendes mand havde tidligere boet en periode på kibbutz i Israel og havde allerede den gang mødt Salim Muanyer, som stiftede Musalaha i 1990. De to havde udviklet et venskab og derfor tog Rittie og hendes mand også kontakt til Salim kort tid efter, at de kom til Israel. Rittie blev så snart hun hørte om forsoningsarbejdet arbejdet interesseret i at være en del af det og har siden været involveret.

Til daglig er Rittie skolelærer og bruger også tid på i sin under visning at modarbejde den stigende racisme i det israelske samfund og bekæmpe det had, som tiden og hændelserne har oparbejdet mod den anden part og som  hun oplever findes blandt sine elever.

”Der er ikke noget der har større indflydelse på min dagligdag end Musalaha og det verdensbillede vi forsøger at lære folk gennem det.” fortæller Rittie. ”Den voksende demonisering af araberne som jeg oplever, skal modarbejdes, og jeg ønsker at være med til at bygge bro.” For Rittie er Musalaha et sted, hvor hun oplever at få meget mere end hun giver og hun kan slet ikke forestille sig ikke at være en del af arbejdet. ”Jeg er med i Musalaha fordi det er et udtryk for mit verdensbillede og fordi vi skal fortælle sandheden om den anden side i konflikten. For st kunne det er jeg nødt til at møde de andre, og det giver Musalaha mig mulighed for”

Shireen
Shireen er født og opvokset på Vestbredden i Beit Sahour, en lille by tæt ved Betlehem. Hun er 28 år og kommer fra en græsk ortodoks baggrund, men i dag er hun aktiv i en evangelisk kirke. Shireen var med på den første af Musalahas ørkenture for unge tilbage i 1990ere. Hun blev inviteret med af en veninde, og synes det lød som en mærkelig idé, at mødes med jøder på denne måde, men samtidig lød det også spændende. Gradvist blev Shireen mere og mere involveret i Musalaha, og i dag er hun koordinator for Musalahas arbejde i Betlehem. Her arbejder hun med at organisere møder for kristne kvinder fra de forskellige palæstinensiske kirker for at introducere dem til Musalahas arbejde og vision.

Shireen er ansat som lærer på en lokal skole, men bruger meget af sin fritid på Musalahas arbejde fordi hun føler sig stærkt knyttet til arbejdet. ”Det er en del af mig, og Musalaha er en del af min familie,” fortæller Shireen. ”Musalaha bekræfter mig i min identitet som kristen og giver mig muligheden for at gøre en forskel.” Selvom Shireen og hendes mand ofte har talt om at forlade Vestbredden pga af de dårlige økonomiske og sociale forhold, er Musalaha en af grundene til at de bliver. ”Musalahas arbejde skaber de rammer som åbner en dør for at vi trods de store forskelle kan være lige,” foklarer Shireen. ”Det betyder at jeg søger en forklaring på konflikten, for søger at forstå hvorfor de andre tænker og handler som de gør, så jeg ikke bare fordømmer den anden part og lader mine holdninger bestemme af had og vrede”