Guds land – Guds folk – Guds kirke

Af Lene Jensen

Årsmødet 2006 serverede en cocktail af forkyndelse, humor og friske beretninger fra Israelsmissionens arbejde herhjemme og ude i verden.

Samlet om visionen om at forkynde evangeliet for jøderne blev Israelsstævnet en oplevelse ud over det sædvanlige. For det gør indtryk at høre, hvordan Gud rører ved mennesker. Dagligt.

Én vej til frelse
Israelsstævnet blev indledt med bibelverset “Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG. 4,12). Og dette blev gentagne gange trukket frem i de forskellige indslag.

Det var også den røde tråd i de musikalske indslag fra den unge israelske sanger Irit Iffert. Ved sine vidnesbyrd og med sin smukke hebraiske sangstemme opmuntrede hun til jødemission og blev en påmindelse om, at der kun er én vej til frelse. Og det er vores opgave som kristne at give dette budskab videre. Også til jøderne.

Dryp fra Israel
Mange danske hænder er i gang i Israel. Og arbejdet spænder vidt. Fra Immanuel Kirken i Jaffo kunne den danske præst Jan Mortensen berette om en hverdag, hvor kristendommens evangelium dagligt når jøder.

Årligt kommer der omkring 150 jødiske grupper for at se kirken. Og at det er en kirke i traditionel forstand med et klassisk kirkerum, orgel og kristne mosaikker, trækker mange til. Det er udefra set en kirke, som en kirke forventes at være. Men ved nærmere bekendtskab får mange øjnene op for, at det er en levende kirke, hvor Guds ånd virker. Et sted, hvor Jesus Kristus sammenbinder den brogede menighed med dens mangfoldighed af politiske, sociale, kulturelle og sproglige forskelle. Her forenes Guds land, Guds folk og Guds kirke – hvilket var temaordene for Israelsstævnet.

Også hjemvendte volontører fortalte med begejstring om det arbejde, de har stået i i Israel. Med i bagagen har de fået nogle oplevelser for livet – et møde med Israel, det jødiske folk og Den danske Kirke. Og samtidig har de udført et stykke arbejde, som har gjort en forskel.

Billedligt talt
Også lattermusklerne blev rørt. Gennem et udpluk af jødiske vittigheder skabte jødisk humor i sin uskyldige form en afslappet og hjertelig atmosfære blandt Israelsstævnets deltagere. Selvironien virkede velkendt for det danske publikum – og ikke mindst for generalsekretæren, Heinrich Pedersen, der med sin lune facon sobert underholdt med de små historier.

Men den jødiske selvironi leger også med mere barske temaer. I en politisk verden hvor karikaturtegninger er blevet en konkurrence om at fremstille de værste, fortegnede fjendebilleder, har Israel kåret sig selv som vinderen, når det kommer til tegninger om jøder. Som selvironiske kan de virke uskyldige, men når de er fremstillet af andre end jøder, er der helt andre ting på spil. Gennem en lang række forskellige tegninger – både nutidige og historiske – fortalte Bodil F. Skjøtt om den alvor og magt, der også ligger i sådanne billeder. Og dette blev naturligt kædet sammen med antisemitisme – noget som Israelsmissionen ifølge sin formålsparagraf vil bekæmpe under enhver form.

Men fra jødisk side er kristen evangelisation til jøder også antisemitisme. Det er tankevækkende. Men det må alligevel ikke holde os tilbage. For også jøderne har brug for at kende Jesus Kristus som deres frelser, så de også en dag vil kunne synge med på det salmevers, der afsluttede Israelsstævnet:

Så er jeg frelst, så er jeg fri,
så har jeg vundet frem.
Så er min strid med et forbi,
så er jeg i mit hjem.
Det hjem min Frelser lovet har
hver den, som korset med ham bar,
Guds Paradis, vort rette hjem,
det ny Jerusalem.