Af Flemming Markussen
tidligere sognepræst og medlem af DIMs landsstyre
5 sider af DIMs historie 1885-2000
Nogen vil måske sige, at det er halsløs gerning at skrive om Israelsmissionens arbejde gennem 115 år på nogle få sider. Men i Israelsmissionen ved vi godt, at man ikke skal lade sig skræmme på forhånd, for så kommer man slet ikke i gang.
Det udtrykker professor, dr. theol. Frederik Torm også i sin 'Fortællinger af Israelsmissionens Historie' København 1925 - der skriver han nemlig på titelbladet: "Til at udrette noget i Israelsmissionen kræves der mere end Abrahams Tro, mere end Moses' Udholdenhed og mere end Jobs Taalmodighed."(1) - Så lad os ikke blive skræmt, men se at komme i gang.
Genesis - Israelsmissionens begyndelse
Israelsmissionens historie begynder inde i hovedet på nogle kønne unge kvinder i kongens København. To af de unge kvinder, Christine Hansen og Elin Feddersen, deltager i det Herrens år 1881 i et møde med en kendt jødekristen missionær, Paulus Wolf, der selv var blevet døbt to år tidligere. De bliver begejstrede for israelsmissions-sagen og beslutter sig for at danne en sykreds. Det er planen, at man i denne sykreds skal fremstille håndarbejder, der senere kan sælges til fordel for arbejdet. Kvinderne inviterer flere af Københavns kendteste præster og lærde teologer til at komme og holde foredrag for dem, mens de sidder med deres håndarbejde. Så de gode præstemænd og lærde teologer får et skub til at arbejde med israelsmission. (Blandt dem var bl.a. missiologen og bibeloversætteren, dr. theol. Chr. Kalkar,(2) formand for DMS, og selv jødekristen - hans far var rabbiner i Stockholm). Desuden får København i disse år besøg fra både norske, svenske, tyske og franske israelsmissioner, så det ligger i luften, at en dansk israelsmission er på vej. Den svenske blev stiftet i 1875 og den norske israelsmission allerede i 1844.
I april 1884 afholder kvinderne basar over deres håndarbejder, og kan sende 800 kr. til den svenske israelsmission - dengang en mindre formue. Når det netop blev til den svenske israelsmission, hænger det måske sammen med, at den svensk ansatte Paulus Wolf (på deres invitation) gennem nogle uger evangeliserer blandt Københavns jøder. Han bliver lyttet til og samler op mod 50 til sine møder.
Stiftelsen
I april 1885 stiftes Den danske Israelsmission (DIM). Foruden fire kvinder fra sykredsen består bestyrelsen af fem mænd med den kendte professor i GT, Frantz Buhl som formand. Fem år efter afløses han af A.S. Poulsen, den senere biskop i Viborg, og derefter er det Frederik og Axel Torm, der sidder på formandsposterne i hver en menneskealder frem til 1975.
Israelsmissionens første formænd
1975-1977 Residerende kapellan Anker Gjerding, Torup
1885-1890 Professor, dr.phil. et theol.h.c. Frantz P.W. Buhl, Kbh.
1890-1921 Biskop, dr.theol. A.S. Poulsen, Viborg
1921-1949 Professor, dr.theol. Frederik Torm, Kbh.
1949-1975 Sognepræst, dr.theol.h.c. Axel E.Z.T. Torm
1977-1984 Direktør Curt Graven Nielsen, Hedensted
1984-1985 Lektor, dr.theol. Poul Henning Jørgensen, Lild Strand
1985-1997 Flyverprovst Vilhelm Værge, Ejsing
1997- Redaktør, teol.dr. Kai Kjær-Hansen, Lystrup
Israelsmission i Østeuropa 1905-39
I de første år er DIM et støttemissionsselskab, der især gennem den tyske Israelsmission, Centralverein, støtter jødemission i Østeuropa. Først 30 år efter sin stiftelse udsender DIM de første danskere som missionærer.
I perioden fra 1905 og frem til anden verdenskrig arbejder DIM flere steder i Østeuropa, men med tyngdepunktet i landskabet Galizien. Galizien var i middelalderen et selvstændigt fyrstendømme, som siden har været kastebold mellem Rusland, Polen og Østrig-Ungarn. I dag er området delt mellem Ukraine og Polen. Set med vore øjne i Østeuropa, men rent geografisk lige midt i Europa. Tager man en passer og sætter det ene ben i Galizien og laver en cirkel med radius på 1100 km, ja så vil cirkelens periferi gå lige igennem København, Moskva og Istanbul.
ill: Europakort / Kort med Lwow og Przmysl, evt. Stanislawow, Jassy og Grodno.
Galiziens hovedby hedder på tysk: Lemberg, og dens polske navn er Lwow. Før anden verdenskrig var det en europæisk storby med 300.000 indbyggere. Heraf var ikke mindre end en tredjedel jøder. Så det var naturligvis et oplagt sted for DIM at arbejde. Og det gjorde man så. Der var i flere omgange udsendt en præst til menighedsarbejde - der var en menighed af døbte jøder, og det er faktisk ikke længere siden, end at Axel Torm, der døde i september 1997, i flere omgange vikarierede som præst i Lwow. Desuden havde man en læsesal, der i nov. 1938 måtte udvides til at kunne rumme 150 mennesker, fordi mange jøder her fandt et fristed, hvor de kunne få lov til at være sig selv. Samtidig indviedes et egentligt gudstjenesterum, indrettet i lejligheden ovenover.
ill: DIMs læsesal i Lwow (90års-skrift p.12)
DIMs sidste præst i Lwow, hed Henry Rasmussen. I sommeren 1939 var han hjemme på ferie, med en returbillet stemplet 14. september. 1. september kom krigen, og Henry Rasmussen måtte blive i Danmark. Her gik han ind i hjemmearbejdet blandt danske jøder i København, hvor DIM i begyndelsen af århundredet havde et omfattende arbejde med flere ansatte og læsesal for jøder.
ill: DIMs læsesal i Toldbodgade (50-årsskrift p.113)
Israelsmission i krig 1939-45
Henry Rasmussen var jo naturligt en af dem, der i oktober 1943 hjalp danske jøder til at flygte. Han blev på et tidspunkt da også afhørt af Gestapo, men løsladt igen. Meget værre gik det den unge teolog, Egon Johannesen, Israelsmissionen havde ansat som sekretær i 1943. En dag i november 1944 ringede det på døren, han lukkede selv op - og blev skudt. Et clearingmord, som det hed under krigen.
Israelsmission efter Holocaust
Efter krigen var missionsmarken i Østeuropa ikke mere. Jøderne var simpelt hen udryddede. De ganske få østeuropæiske jøder, der overlevede, var spredt for alle vinde. I Danmark var det også som om mulighederne blev mindre. Axel Torm vurderer situationen efter krigen således, at det, der skete i Israel, ganske naturligt bevirkede, at jøderne blev sig mere bevidste som jøder, og dermed kom der færre til DIMs møder.
Det var derfor naturligt at sondere terrænet i udlandet igen. Præstefamilierne Ivertsen og Liepelt blev antaget i januar 1949 - i første omgang til at arbejde i Uruguay, dernæst blev mulighederne undersøgt i Marokko, men det endte med, at kun Liepelts(3) i 1951 rejste til Algeriet. Her arbejdede de blandt landets mange jøder frem til borgerkrigen i 1964, hvor de flygtede med mange af jøderne til Nice i Frankrig. Arbejdet fortsattes blandt de 30.000 jøder i byen, og med danske gudstjenester i samarbejde med Dansk Kirke i Udlandet (DKU) frem til 1989.
Israelsmission i Israel 1951-
Under overskriften 'Det store vendepunkt i al Israelsmission' overvejer den gamle Frederik Torm noget tøvende muligheden af mission i Palæstina. Men det er kun 15% af verdens jøder, der lever i den jødiske stat, skriver F.Torm i 1951.(4) Ikke desto mindre rejser både Anker Gjerding og DIM's formand, Axel Torm netop det år til Israel. Torm møder underligt nok den tidligere leder i den messianske menighed i Lwow, Israel Weber, der endnu bærer sit tatoverede nummer fra koncentrationslejren. Weber stiller Torm det spørgsmål: "Hvad skal der blive af os kristne jøder i Israel?"(5) Mon ikke det spørgsmål fra netop det menneske har tilskyndet Israelsmissionen til at vende blikket mod den unge jødiske stat? - En underskrift på et gammelt gulnet brev fra 1934 i Torms arkiv viser i alt fald, at det var en henvendelse fra bl.a. samme Israel Weber, der dengang førte til, at man trods usikre forhold(6) sendte en præst til Lwow.
Efter i mange år at have arbejdet blandt Israels folk, sendte DIM i 1953 for første gang en missionær til Israels land. Det blev Anker Gjerding, der underviste på den skotske skole i Jaffa, og de sidste år fungerede han også som præst for menigheden i den skotske kirke. Gjerding blev i '61 afløst af Haakon Bojsen.
Dansk præst og menighed i Jerusalem
I 1966 fik DIM for første gang en dansk præst i Jerusalem, i en stilling, der ligner den, Jens Arne Skjøtt nu beklæder. I stillingen ligger både at være præst for de mange danske i Israel, og at dele evangeliet med Israels folk. Arbejdet støttes også af DKU. Den danske menighed i Jerusalem består fortrinsvis af unge, især piger, der arbejder en periode på kibbutzer eller som voluntører. Derudover er der nogle mere fastboende danske: FN-folk, ambassadeansatte og endelig de danske, der er jødisk eller palæstinensisk gift. Den danske menighed har til huse i korsfarerkapellet i den store tysk-lutherske 'Erlöser Kirche/Redeemer Church' på Muristan Road, der blev opført i forbindelse med kejser Wilhelms besøg i 1898. Forløserkirken ligger et stenkast fra selve Den hellige Gravs Kirke.
I hundredåret for opførelsen af Redeemer Church er der dansk gudstjeneste hver lørdag kl. 16, som regel med 40-70 deltagere. I 1996 var der således mere end 2000 altergæster. En del af de unge danske er ikke hjemmefra vant til kirkegang, men i Jerusalem tager religionerne nærmest fysisk form på hvert andet gadehjørne, så det afføder en del eftertanke. Desuden er det rart at møde sit eget modersmål en enkelt gang i byens babylonske sprogforvirring. Ud over præsten har menigheden tilknyttet flere volontører, der virker som pianist, korleder, kirketjener, ungdomssekretær osv. Antallet af volontører veksler i sagens natur en del fra tid til anden. I foråret 1997 havde DIM ikke mindre end fem unge medarbejdere i Jerusalem. Den ene var dog udlånt på fuld tid til det israelske bibelselskab. De mange medarbejdere giver sig også udslag i mange arrangementer målrettet mod de unge. I påskemåneden 1997 toppede det vist med kirkebladets 26 gudstjenester og arrangementer på en måned. Heri er indregnet et par gudstjenester, hvor den danske præst prædiker i den internationale engelsktalende menighed i Jaffa. I menigheden kommer også nogle messianske jøder.
Danske præster i Jerusalem
1966-1972: Keld Norup(7)
1976-1978: Kai Kjær-Hansen, nu redaktør og formand for DIM
1978-1983: Erik Nikolajsen, nu sognepræst i Løsning og landsstyremedlem
1984-1989: Jørgen Bækgaard Thomsen, nu sognepræst i Vorbasse
1989-1999: Jens Arne Skjøtt, 1980-89: missionær i Liberia
1999-2004: Jan Mortensen
Ebenezer
Fra 1975 har DIM arbejdet på Ebenezer-plejehjemmet i Haifa, hvor søster Christiane Svendsen var med til at opbygge det nye plejehjem for messianske jøder. Det var den norske israelsmission, der tog initiativ til hjemmet, da man kunne se, at kristne jøder følte sig isolerede og klemt af systemet på de traditionelle plejehjem. Ebenezer støttes af israelsmissioner fra Norge, Tyskland, USA, Finland og Danmark. Der er mellem 30 og 40 beboere, hvoraf flere er overlevende fra Holocaust. Hjemmet er også åbent for kristne arabere. Primo 1997 havde DIM udsendt Else Christensen, oversygeplejerske ved hjemmet samt ikke mindre end 5 unge volontører, der hjælper til i både pleje, terapi og køkken.
Danske sygeplejersker på Ebenezer-plejehjemmet i Haifa
1975-1983 Søster Christiane Svendsen
1985-1985 Irene Klindt
1985-198? Lisbet Lundbak Christensen (diakon)
1989-1991 Hanne Refslund
1991-1997 Else Christensen
Caspari Centret
Caspari Centret blev etableret i 1982 i Jerusalem som det første teologiske studiecenter for den voksende gruppe af messianske jøder i Israel. Her tilbydes teologiske studier efter TEE-modellen, som kendes fra mange 3.verdenslande (Theological Education by Extension). Centret har en international ledelse, og den danske teolog Bodil F. Skjøtt er udsendt af DIM som medarbejder her. Blandt israelske messianske jøder findes der en vis skepsis over for udenlandske kristne missionærer, der ikke kender sproget og kulturen til bunds. Men - fremhæver så forskellige messianske menighedsledere(8) som Baruch Maoz og Joseph Shulam - netop i et arbejde som på Caspari Centret kan 'expatriats' bidrage med noget uvurderligt - den teologiske dybde i den forholdsvis lille gruppe af messianske menigheder, der vel i årene kort før årtusindskiftet tæller mellem 3000 - 6000 messianske jøder i alt.
Joint Mission to Israel
Fra januar 1998 indgik DIM sammen med Den norske Israelsmission og det finske missionsselskab, FELM, i et partnerskab om mission i Tel Aviv området kaldet Joint Mission to Israel. De fysiske rammer udgøres af en kirkebygning (med Israels eneste kirkeorgel) samt et stort menighedscenter oprindelig opført af amerikanske indvandrere i 1860'erne og i typisk sydstatsstil. I kirke og menighedscenter samles en halv snes forskellige menigheder, de messianske jøder i henholdsvis en hebraisk og en international engelsktalende menighed. Desuden bruges kirken af en farverig række af bl.a. rumænske, ethiopiske og nigerianske indvandrede kristne. Siden 1994 har de engelsk-sprogede gudstjenester været varetaget af først Kai Kjær-Hansen og siden Jens Arne Skjøtt. I Tel Aviv har DIM også haft volontører ansat i Bibelbutikken på en af byens travle forretningsgader i centrum.
Hjemmearbejdet
Israelsmissionens daglige arbejde i Danmark med informationsvirksomhed, administation og kontakt til volontører og ansatte varetages af generalsekretær Heinrich Pedersen og landssekretær Evald Kjær Knudsen fra Ydre Missions Hus i Christiansfeld. Israelsmissionens månedlige avis redigeres af Kai Kjær-Hansen og udkom primo '98 i et oplag på 5900.
DIMs sekretærer i hjemmearbejdet
1932-49 Pastor Axel E. Z. T. Torm
1939-43 Pastor Christen Chr. Fjeldsø ...
1943-44 Pastor E. Johannesen
1947-53 Pastor Kristen P. Bendtsen
1948-51 Pastor Viggo Alex Dierks
1950-57 Pastor Henning Wolfhagen
1960-63 Pastor Sv. E. Sørensen
1961-64 Pastor Henning I. Hall
1973-84 Pastor Svend Erik Larsen
1981-95 Diakon Peter Schmidt, fra 1998 medlem af landsstyret
1995-?? Cand. mag. Heinrich W. Pedersen, tdl. missionær i Nepal
1996-1999 Evald Kjær Knudsen
Israelsmission i fremtiden
Ved årtusindskiftet er Israelsmissionens arbejde veletableret og inde i en god gænge. Man fristes næsten til at sige: ligesom i 1935, da DIM gjorde status ved sit 50-årsjubilæum. Men i modsætning til dengang er der heldigvis ikke tilsvarende tunge sorte skyer, der trækker hen over himlen, og varsler en svær tid.
Ikke ud over den vanskelighed, der ligger i, at "til det at udrette noget i Israelsmissionen kræves der mere end Abrahams Tro, mere end Moses' Udholdenhed og mere end Jobs Tålmodighed."
AF ISRAELSMISSIONENS LOVE
§ 1. NAVN
Organisationens navn er: Den danske Israelsmission.
§ 2. FORMÅL
Den danske Israelsmissions formål er:
- at bringe evangeliet om Jesus Kristus til jøderne
- at lytte til, hvad Bibelens Gud vil sige os gennem jøders vidnesbyrd
- at fremme indbyrdes kendskab og forståelse mellem jøder og kristne og derved
fjerne gensidige misforståelser
- at modvirke og bekæmpe antisemitisme under enhver form.
§ 3 GRUNDLAG
Den danske Israelsmission udfører sit arbejde på den danske evangelisk-lutherske folkekirkes grund som udtryk for kirkens forpligtelse over for det jødiske folk.
LITTERATUR TIL VIDERE STUDIUM:
Den danske Israelsmission 1885-1975. Et jubilæumsskrift med glimt fra 90 års missionshistorie. Christiansfeld 1975.
32 sider. Artikler af Axel Torm, Henry Rasmussen, Anker Gjerding, Karlheinz Liepelt og Keld Norup. En del informative fotos.
Kai Kjær-Hansen & Ole Chr. M. Kvarme: Messianske jøder - En præsentation af de kristne jøder i Israel. Christiansfeld 1979.
159 sider.
Axel Torm: Israelsmission og Israels Mission. Om kirkens nybesindelse på sit forhold til Israel. Århus 1990.
272 sider. En systematisk gennemtænkning af israelsmissionens berettigelse og opgave. Udførlig bibliografi og personregister.
Frederik Torm: Fortællinger af Israelsmissionens Historie. København 1925.
Frederik Torm: Israelsmissionens Historie, Stockholm-Oslo-København 1951.
84 sider. Udgivet i samarbejde med svensk og norsk Israelsmission. Oversigt over international jødemission fra 18. årh. og fremefter.
1. Torm 1925, p. 3. Oprindelig et citat af Lewis Way.
2. Christian Andreas Herman Kalkar (født 27/11 1802 i Stockholm, død i København 2/2 1886) voksede op i en jødisk familie, blev døbt 7/2 1823, og tog i 1826 teologisk embedseksamen. Kalkar blev en af de mest fremtrædende blandt præster, teologer og missionsledere i det 19. århundredes danske kirke.
Kalkar stammede fra en gammel jødisk slægt - formodentlig fra Kalchar i Rhinlandene. Faderen var Rabbiner i Stockholm, da Kalkar blev født, flyttede senere til København og døde i 1808 som rabbiner i Westphalen. Kalkar kom da i huset hos sin svoger i København, overretsprokurator Moses Delbanco. Her voksede Kalkar op blandt assimilerede jøder [fx lod Delbanco sine børn døbe, uden dog selv at blive døbt]. Kalkar selv blev døbt som 20-årig af den senere biskop Mynster. Bevæggrundene for dåben fremgår ikke klart hverken af Kalkars selvbiografi eller af andre kilder. Kalkars biograf, dr. Niels Bundgaard, skriver dog i sin afhandling at "det har kostet ham alvorlige Kampe at naa til Daaben, og at det var afgjort aandelige Grunde, der bevægede ham til at tage dette Skridt." Niels Bundgaard: Dr. Christian Kalkars Betydning for dansk Kirkeliv og Missionsvirksomhed. Kbh. 1951.
1827-43 underviste Kalkar ved Kathedralskolen i Odense, mens han sideløbende hermed drev videregående teologiske studier især i kirkehistorie og GT. For gt-lige afhandlinger modtog han den filosofiske dr-grad fra Kiel i 1833 og den teologiske dr-grad fra universitetet i København i 1836. Kalkar blev også en af hovedmændene bag den oversættelse af GT, der blev autoriseret af kongen i 1871, og i 60 år blev den danske kirkes Bibel.
1843-1868 var Kalkar sognepræst i Gladsaxe-Herlev, ikke langt fra København. I denne periode blev Kalkar også formand for Det danske Missionsselskab (1861-72), og han blev banebrydende inden for dansk missionshistorieskrivning. Hovedværket blev oversat til tysk med titlen: Geschichte der christlichen Mission unter den Heiden.
Som ung havde Kalkar haft planer om at skrive en afhandling "de vera relatione inter religionem Christianam et Judæam", men det blev først meget sent i sit liv, bl.a. i skriftet "Israel og Kirken" fra 1881, at Kalkar kom til at beskæftige sig med disse spørgsmål. I det faktum, at Israel har bevaret sig ublandet af andre folkeslag, ser Kalkar en guddommelig plan. Israel er bestemt til i de sidste tider at gå i spidsen for kirken som et Guds folk, der er omvendt til Kristus. Kalkar er skeptisk over for jødernes samling i det hellige land og i en jødisk-kristelig menighed. Samtidig er Kalkar fortaler for Israelsmission og bebrejder den danske kirke forsømmelser på dette område. Inden sin død når Kalkar at tale til den lille kreds af mennesker, der i 1885 stifter Den danske Israelsmission.
3. Karlheinz Lipelt, ev-lut tysk præst, 1920-22 feriebarn i Vildbjerg, blev senere gift med en af husets døtre, Else Marie Thomsen. Studieophold i 1926 i Kbh. 1929-32 kapellan i Berlin, 1932 - 13/2 45 præst Sorau-Sagan, flygtede til DK, da byen blev krigsskueplads. I DK fungerede Liepelt som præst i flere flygtningelejre. I sin præsentation i DIM's blad skriver Liepelt bl.a. 'Under nazismen gik jeg ved given lejlighed offentligt ind for jøderne og kom allerede i 1934 i fængsel og stod siden under gestapoens særlige opsyn. Jeg havde dengang udtalt mig om, at det jødiske folk blev trådt under fødder, og at det alligevel var og blev Guds udvalgte folk, da frelsen var kommen gennem dette folk, - om man nu ville tro det eller ej. Dengang anede jeg ikke, at Gud måske ville danne mig til et redskab, som han kunne bruge i sin tjeneste til det særlige formål, der nu skal blive vor livsopgave. Gid Gud ville bruge os til at gøre noget af det godt, som nazismen har forbrudt imod jødefolket!' Israelsmissionen 1949 p. 25. Børnene Frithjof, Rosemarie og Angelica. KL præsenterer sig selv (fotos) i I p. 21-26.
4. F.Torm 1951 p.82
5. ejv 1972 p.137 og ejv 1988 p.3
6. Jf. Henry Rasmussen: Da jeg følte antisemitismen på min egen krop, i: ejv 1972 p. 169-171.
7. Jørgen Harboe: Sognepræst i Israel, i: EJV 1970/6 og 7-8 p. 95-96 og 111-112
8. De messianske menigheder er på mange områder meget forskellige. De forsøger alle at være både jødiske og kristne, men der er stor forskel på hvor tæt man i gudstjeneste og udtryksformer lægger sig op af den jødiske synagogetjeneste. De to nævnte menighedsledere befinder sig her i hver sin ende af spektret. Udtalelserne faldt til DIMs landsstyre som under sit besøg i Israel i januar 1997 havde forhandlinger med begge menighedsledere.
