På hebraisk hedder festen Succot, som betyder løvhytter. Navnet henviser til de hytter, som Israels folk skulle bygge og bo i for at mindes, hvordan Gud havde sørget for sit folk under vandringen i ørkenen i 40 år.
Løvhyttefesten i GT
Løvhyttefesten omtales i 3. Mos 23,33-44, hvor der både fortælles hvilke ofre, der skulle bringes, og hvordan festen i øvrigt skulle fejres. I 5 Mos 16, 13-15 omtales løvhyttefesten igen, og her understreges det, at festen skal være en glædesfest. Festen falder på den 15. dag i den 7. måned og var lige som påske og pinse både en høstfest og en valfartsfest. I Neh 8 fortælles, hvordan Israels folk efter hjemkomsten fra Babylon igen fejrede festen. Præsten Ezra læste fra lovbogen og her stod befalingen om at bygge og bo i løvhytter i taknemlighed over Guds hjælp og omsorg for sit folk.
Løvhyttefesten i NT
Løvhyttefesten omtales i Joh 7, hvor vi møder Jesus i Jerusalem på tempelpladsen under løvhyttefesten. Her taler Jesus om sig selv som det levende vand. I Joh 8 bruger Jesus et andet billede om sig selv, nemlig livets lys. Den samtale foregår også under løvhyttefesten. Både vand og lys er temaer, som spillede en central rolle for jøders fejring af løvhyttefesten. Det er ikke nogen tilfældighed hvorfor Jesus netop ved denne lejlighed bruger netop disse to udtryk som billeder på sig selv og sig gerning. På den måde understreger han at han er opfyldelsen Israels historie og at de jødiske fester også peger hen på ham som deres Messias.
Løvhyttefesten i dag
Selv om de fleste israelere ikke er religiøse, fylder fejringen af Sukkot, løvhyttefesten meget i Israel og kan på mange måder minde om den rolle julen spiller i en kristen kontekst. Selv om man ikke reelt rykker ud af sit hus for at flytte ind i en løvhytte de otte dage festen varer, vil man israelere lave en løvhytte og pynte den op på en måde som ledertanken hen på måde juletræet pyntes i en kristen kontekst. Selv restauranter som har mulighed for det flytter stole og borde ud under et halvtag under løvhyttefesten. Der er også tradition for at invitere venner og familie til at komme og sidde i løvhyttefesten.
Der er nøje regler for hvordan løvhytten skal indrettes og hvilket materiale den må være lavet af. Ikke at alle følger disse regler men de understreger det som skal være i centrum ved denne fest: Selv om løvhytten er lavet en simpelt og forgængeligt materiale og taget ikke mere tæt end at regnen trænger igennem, så kan Israel vide sig sikker, for som Gud beskyttede sit folk under ørkenvandringen, vil han fortsat gøre det.
Ud over løvhytten er der tradition for at binde en særlig buket, en lulav. Den laves af greve fra fire forskellige træer efter forskrifter fra 3 Mos 24,40. Lulav’en bruges i forbindelse med gudstjenester i synagogen den uge løvhyttefesten varer.
Løvhyttefestens sidste dag er den store festdag. Her synges de store takkesalmer fra Sl 113-118 afsluttende ordene fra Sl 118 om Herrens trofasthed, der varer til evig tid. Her læses også teksterne fra Zak 14 om Herrens store dag som skal komme. Løvhyttefesten er nemlig ikke blot en påmindelse om det som Gud har gjort under ørkenvandringen. Den ser også frem til den dag som skal komme.
Under gudstjenesten i synagogen på den sidste hentes alle torahrullerne fra skabet og lægges på bedepulten, mens menigheden vandrer rundt om den syv gange, alt imens man syv gange synger ”Hosianna - Herre forbarm dig”, fra Sl 118,25.
