På hebraisk hedder festen Rosh Hashana, som betyder ”årets hoved”. Den falder på den første dag i den syvende måned, Tishrei. Jødedom opererer med fire nytår, og det nye år, som indledes med måneden Tishrei og Rosh Hashanah, er det nytår som retslige og finansielle sager retter sig efter.
Nytårsfesten i GT
Nytårsfesten omtales flere steder i GT, men kaldes aldrig Rosh Hashanah - årets hoved. I 3 Mos 23, 24 hedder det, at dagen skal indvarsles med hornblæsning. Det gentages i 4 Mos 29,1-6 og deraf navnet Hornblæsningsdagen. Festen varer kun én dag, og det er dag, som skal holdes hellig, en dag til hvile og til ofringer.
Nytårsfesten i NT
Der er ingen direkte omtale af nytårsfesten i NT. Når det i Joh 5,1 hedder at det var ”en af jødernes fester og Jesus drog til Jerusalem” er der snarer tale om pinsefesten, som er en valfartsfest og kan forklare, hvorfor Jesus drog til Jerusalem.
Jødisk nytår i dag
Rosh Hashanah er en fest forbundet med stor alvor of ligner slet ikke det vi kender fra vores nytårsfejring. Efter rabbinsk tradition indleder dagen den periode på 10 dage, som også kaldes Yamim Noraim – det forfærdelige dage. Det er de ti dage hvor hele skabningen skal dømmes af skaberen. De retfærdige bliver skrevet op i Livets bog og de onde fordømmes, men de fleste – de som hverken er helt gode eller helt onde – får 10 dage til at gøre bod, inden bogen i himlen igen lukkes. I denne periode hilser man hinanden med et Shanah Tova – godt nytår – eller en længere hilsen som spiller på traditionen med bogen i himlen: Chatima tove = må du få en god underskrift.
De særlige bønner, Shlichot( =undskyldninger) bedes i synagogen i denne tid tidligt om morgenen og lyder af shofar-hornet høres ofte. Nytårsfesten og de ti efterfølgende dage kulminerer med Yom Kippur, den store forsoningsdag, og er indledningen på den periode som kaldes de store helligdage, hvor Løvhyttefesten udgør det festlige og forløsende klimaks.
Ortodokse jøder afslutter nytårsdagen med en tradition som kaldes Tashlik. Man går hen til et sted med rindende vand og vender her lommerne på frakken ud for rent symbolsk at kaste ens synder på vandet for at det skal bære dem bort. Samtidig citeres fra Sl 118 og fra Sl 130, om det at råbe til Herren i nøden og stole på ham.
Der er tradition for at servere æbler og honning i denne periode ledsaget af ønsket om, at det nye år må blive godt og sødt. Nogle bager runde sabbatsbrød, som symboliserer årets cyklus.
