Af Hans Jørgen og Anna-Marie Hansen, præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem.

Den måned, vi netop har tilbragt i Israel fra d. 22. maj til d. 22. juni, deler sig i to perioder: En før krigen mellem Israel og Iran brød ud d. 13. juni – og en efter.

Før krigens udbrud

Den første periode var fyldt med indtryk, oplevelser, ture rundt i Israel og møder med mennesker, som vi enten mødte for første gang eller havde mødt før. I flæng kunne nævnes: Handlende i den gamle by, danskere til grundlovsarrangement på den danske ambassade i Tel Aviv, kirkefolk til gudstjenester i den tyske, og den arabiske lutherske kirke og i Immanuelkirken i Tel Aviv. Vi mødte folk i Haifa, Nazareth og Jerusalem, som vi (måske) skal arbejde sammen med senere. Anna-Marie mødtes desuden med en stor gruppe af expats (folk fra hele verden, der hører til et andet sted, men lige nu er i Jerusalem).

Rent praktisk blev vi bedre til at finde rundt i den gamle by, blev kendt med bussystemet (Letbanen er lukket i 3-5 måneder) og udforskede det nære nabolag på små løbe- og gåture i den stærke varme (op til 30 grader de fleste dage). Vi brugte også en del tid og energi på at finde ud af, hvor man køber dagligvarer, værktøj, Matas-produkter mm.

Men så stoppede det hele brat.

Efter krigens udbrud

Fra 13. juni blev der indført undtagelsestilstand, hvor vi skulle være i nærheden af et beskyttelsesrum, så vi med 10 minutters varsel kunne være hjemme og i sikkerhed. Og hvis der kom en alarm, havde vi 90 sekunder til at komme i beskyttelsesrummet.

Det betød lange dage i præstelejligheden på Bar Kochba Street. Heldigvis fandt vi en spand med 10 liter maling, da vi ryddede op i kælderen, så vi gik i gang og fik malet det meste af lejligheden. Vi havde også nået at være i Ikea og købe nye senge og nye møbler til stuen, så der gik også god tid med at samle dem.

De tilbagevendende missil- og droneangreb fra Iran betød, at vi mødtes med naboerne i beskyttelsesrummet og fik snakket en del med dem. Dejlige mennesker med hver deres historie, og i vores fælles situation forsøgte vi at få det bedste ud af det, selv om vi var lidt trætte, når vi måtte ud af sengen kl. 4.30 om morgenen.

Efterhånden blev det lidt udsigtsløst at vente på en våbenhvile eller en fredsaftale. Så da vores flybilletter hjem blev aflyst, så vi os om efter alternative muligheder for at komme hjem. Det endte med to taxature på hver cirka 300 km (først fra Jerusalem til Eilat, dernæst fra Eilat til Sharm El-Sheikh i Ægypten), en overnatning og fly fra Sharm El Sheik til København via Cairo.

D. 23. juni om aftenen landede vi efter 2 døgns rejse i vores hjem i Hedensted – til stor lettelse for familie, naboer og venner, der havde været bekymrede for os.

Trygge i Guds hænder

Når vi ser tilbage, følte vi os ikke utrygge, mens vi var i Jerusalem. Dels var vi fysisk sikret pga. et godt beskyttelsesrum og en effektiv alarmering (Ingen af dem, der blev dræbt eller såret i Israel under krigen, havde befundet sig i beskyttelsesrum). Men vores tryghed skyldes endnu mere en vished om, at vi er i Guds hænder, og at rigtig mange har tænkt på og bedt for os.

Så eftertanken på 30 dage i Jerusalem er, at vi altid lever med korte perspektiver (selv om de kan vare i flere år), men Guds perspektiver er lange. Vi så mange tegn på, hvad andre har gjort før os i Jerusalem, og derfor tænker vi, at vi var en brik i Guds lange perspektiv med at nå sit ejendomsfolk med evangeliet om Jesus Kristus til tro og til frelse.

Shalom fra Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen.