Af valgmenighedspræst Kasper A. Bergholt, tidl. bibelunderviser i Israelsmissionen. Bragt i bladet Shalom, juni 2025.
Mission er en vigtig del af kirkens arbejde, og især af missionsorganisationernes arbejde. Men hvordan gør man i praksis? Det spørgsmål har man diskuteret i mange år, også i Israelsmissionen. Særligt har man diskuteret, om missionsarbejdet skal være direkte eller indirekte. Gennem tiden har den indirekte jødemission haft forskellige udtryk.
Mission som menighedsopbygning
Den første missionær, som Den Danske Israelsmission udsendte, var den tyske præst Theodor Zöckler. Han blev i 1891 udsendt til Stanislawow (i dag Ivano-Frankivsk i Ukraine). Zöckler havde det syn på mission, at der først måtte være en levende kristen menighed, før man kunne begynde at bedrive aktiv og direkte jødemission. Det var altså ikke missionæren, der skulle vidne med sine ord, men det var menigheden, der skulle vidne ved at være til.
Med det udgangspunkt etablerede Zöckler flere børnehjem, et børnehospital og en skole. Skolen var en kristen skole, men i 1923 var flertallet af de 620 elever jøder. På den måde kom han i kontakt med mange jødiske familier.
Mission som omsorg
I 1920’erne og 1930’erne steg antisemitismen i Europa, og det kulminerede som bekendt med anden verdenskrig fra 1939-1945. Og selvom nogle af Israelsmissionens medarbejdere kunne formulere sig uheldigt, følte man sig altid forpligtet til at stå på jødernes side.
For eksempel holdt man sommerlejr for jødiske børn, også selvom lejren mødte modstand fra nogle dele af befolkningen. Man ønskede at give de jødiske børn en uges frirum fra de antisemitiske hændelser, de ofte mødte i København.
Forholdet mellem Israelsmissionen og det jødiske samfund blev forbedret ganske betragteligt i tiden op til anden verdenskrig, og i oktober 1943 hjalp man med at redde jøderne ud af landet.
Mission som forsvar
Mit første møde med Israelsmissionen var 26. oktober 2017. I samarbejde med Ordet og Israel og Dansk-Israelsk Forening havde man inviteret overrabbiner Jair Melchior til et arrangement om åndsfrihed og retten til omskærelse.
Jeg husker den aften tydeligt. Især husker jeg Melchiors indtrængende bøn til de kristne om at stå op for jødernes ret til at omskære deres drengebørn. Det handler ganske enkelt om fremtiden for det jødiske samfund i Danmark.
Antisemitismen er i disse år igen stigende, og det jødiske samfund er under pres fra flere sider. Som kristen kirke – og som missionsorganisation – har vi en vigtig opgave i at forsvare jødernes ret til at være her. Ikke fordi vi har en bagtanke om, at de skal være objekter for vores mission, men fordi det at forsvare andre er en genuin kristen forpligtelse.
Indirekte mission er ikke fordækt. Det er et reelt vidnesbyrd om vores Herre, Jesus Messias, der elskede ved at tjene.
