Skip to main content

En Guds gave at have måltidsfællesskab sammen


Af missionær og musiker i Israel, Shai Sol, messiansk jøde, som vi i Israelsmissionen støtter.

“De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.”

Apostlenes Gerninger 2,46-47

Når jeg tænker på Jesus og den tid, han tilbragte sammen med sine disciple og menneskene omkring sig, tænker jeg ofte på alt det, der skete imellem de lignelser, mirakler og beretninger, vi læser om i Det Nye Testamente.

Der var meget vandring sammen. Måltider sammen. Tid omkring bordet. Samtaler. Liv, der blev delt.

I de sidste seks måneder har Gud talt meget til mit hjerte om at samles omkring bordet.

Og i denne periode begyndte noget nyt: fælles sabbatsmåltider.

Jeg begyndte at invitere mennesker, som jeg havde mødt gennem nabolaget, koncerter, jamsessions og ganske enkelt gennem livet i Tel Aviv. Det begyndte helt naturligt, og efterhånden blev det tydeligt, at der var noget særligt på færde, så vi fortsatte med at mødes jævnligt. Mange venner fra nabolaget kommer, både troende og ikke-troende.

Der er noget helt særligt ved denne tid sammen.

I sidste uge satte en af mine venner sig ved klaveret efter middagen og begyndte at spille lovsange. Vi, der kendte sangene, begyndte at synge med. Vores venner, som ikke kendte dem, lyttede bare, og langsomt begyndte nogle af dem at spille med på instrumenter.

På et tidspunkt spurgte jeg en af mine venner, om han havde lyst til, at vi skulle spille en af hans sange.

Han sagde: “Nej, fortsæt med lovsangene. Det kan jeg virkelig godt lide.”

Det øjeblik rørte mig dybt.

Der var en atmosfære af hellighed i rummet, som vi alle kunne mærke, og den fyldte mit hjerte med glæde. Gud var til stede. Vi sang for ham, inviterede Helligånden, og hans nærvær var iblandt os.

Jeg oplever ofte øjeblikke under disse sabbatsmåltider, som minder mig om Jesus og hans disciple. Noget så enkelt som at sidde omkring et bord. Spise. Tale sammen. Le. At alle bliver set og hørt.

Hvilken gave Gud har givet os.

Jeg har en ven, som elsker at velsigne mennesker gennem mad, og han står for madlavningen. Jeg hjælper ham, og sammen begynder vi at lave mad om morgenen. Autentisk israelsk mad tilberedt med masser af kærlighed.

Bed om, at de mennesker, som har brug for at møde Jesus, finder vej til dette bord, og at de gennem noget så enkelt som mad, venskab, samtaler og lovsang må møde hans kærlighed og hans nærvær.

Og jeg vil også gerne opmuntre dig: Åbn dit bord for andre.

En middag er en smuk mulighed for at invitere dine naboer, venner, du ikke har set længe, eller måske kolleger, som du aldrig rigtig har fået mulighed for at lære at kende.

Det behøver ikke være kompliceret. Spis sammen. Tal sammen. Le sammen. Lyt. Elsk mennesker.

Efter vores måltider har vi udviklet en lille tradition, hvor vi spiller nogle få lovsange og inviterer Gud til at være nærværende iblandt os. Det har været en stor velsignelse.

Tak, om du vil huske vores sabbatsmåltider i dine bønner.