En velsignet pinsefejring i Israel
Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen er fortsat præstepar i Den Danske Kirke, og d. 19. maj rejste de igen til Jerusalem for at være der de næste fire uger. Her bygger de videre på de relationer, de har, og vikarierer for præst i Immanuelkirken i Tel Aviv, Eyvind Volle, mens han er på studieorlov.
De har det godt og beretter herunder om deres pinseweekend.
Af Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen, præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem
Nu er pinsen fejret i både Tel Aviv og Jerusalem – en virkelig glædelig pinsefejring.
Vi indledte pinsefejringen ved at deltage i vores nabo-venners Shavout-fejring, der ligger 50 dage efter Pesach. Ved Shavout fejrer jøderne hvedehøsten, og de fejrer modtagelsen af Torahen; men hos vores naboer fejrer de vist mest familien og måltidsfællesskabet. Det fejrer de til gengæld, ved at bordet er læsset med alverdens lækre retter.
Lørdag holdt Hans Jørgen gudstjeneste i Immanuelkirken, hvor der var 40-50 deltagere, og søndag var der fejring i Redeemer Church. Først var vi til orgelkoncert med den tyske organist, og derefter havde vi inviteret til dansk pinse-andagt. Vi blev nu kun et firkløver; men det var faktisk en stærk oplevelse alligevel. Fordi vi blev mindet om, at Ånden er den samme: Da disciplene oplevede den første pinse – og når vi oplever den i dag. Da der ved den første pinse blev føjet næsten tre tusind mennesker til – og når vi mødes bare fire mennesker. Guds Ånd var virksom dengang – og den er virksom i dag.
Mandag efter pinsedag var vi ude med vores frivilliggruppe, hvor vi arbejdede med klargøring af granatæbletræerne til den næste høst. Om det er Guds Ånds arbejde, kan vi ikke vide; men vi oplever hver gang, at vi kommer til at føre meningsfulde samtaler med de andre frivillige. I går gik jeg (Anna-Marie) længe og talte med en jøde om 3. Mosebog 19, hvor der er lov-forskrifter om afgrøderne. Vi drøftede, hvordan de love forstås og forvaltes i dag… Og Hans Jørgen gik længe og talte med en ung mand, der har været i en alvorlig eksistentiel krise.
Det var en stor naturoplevelse at være afsted – og det har været en stor åndelig oplevelse både at fejre pinse OG at arbejde i marken.


