Det var opmuntrende at mærke opbakningen ved søndagens markering af Krystalnatten i Aarhus. Israelsmissionens Unge var repræsenteret på talerlisten , og vi bringer her Johan Rasmussens tale:

“God aften,

Krystalnatten: En nat for 87 år siden hvor jødiske butiksvinduer blev splintret, synagoger brændt og jødiske familier fordrevet fra det de kaldte deres hjem. En nat jeg, og de fleste af os tilstede i aften, lykkeligvis ikke selv var vidner til. Og så alligevel.

For selvom det splintrede glas blev fejet op dagen efter dengang i 1938, så ser vi den samme gamle antisemitisme udkrystalliseret i dag. En jødisk fitnessinstruktør, der søges fyret, ”Hitler gjorde intet forkert”-graffiti på Aurehøj Gymnasium, butikken lige syd for grænsen, der ikke vil betjene jøder og et politisk parti, som vil rense vores allesammens hovedstad for dem, der ønsker et jødisk hjemland.

Jo, glasskårene blev nok fejet op, men vi mærker dem og skærer os stadig på dem i dag. Er arrene fra Krystalnatten ved at gå op?

I min barndom gik jeg i 7 fede år på en skole med en bred mangfoldighed. Over 40 lande var repræsenteret. Denne mangfoldighed afspejlede sig også i min klasse. Blandt andet på den religiøse front. Vi var kristne, muslimer, en sikh, hinduer og jøder. Nogle af dem er den dag i dag stadig mine gode venner. Skolen ligger i Tel Aviv-Yafo i Israel. Skolens værdigrundlag bestod af 4 ord: Respect, Co-existence, Tolerance og Harmony. Disse 4 ord var ikke bare til pynt på et banner; nej, de gennemsyrede klasseværelserne og skolegården, for de var i virkeligheden mest af alt et løfte, vi gav til hinanden. Et løfte om, at uanset hvor vi kom fra, hvilken trosoverbevisning vi havde, eller hvilket sprog vi talte, så var vi lige – og udfyldte hver vores plads i fællesskabet. Krystalnatten og dens aktuelle udtryk er præcis det modsatte. En antisemitisk cocktail af disrespekt, af sameksistensens sammenbrud, af intolerance og af disharmoni.

Og så er vi her i dag hvor vi mødes og mindes. At mødes og mindes på en mærkedag som i dag giver mulighed og håb i at sige “Aldrig Igen”. For i ordet mindes ligger også et reflekterende aspekt, som forbinder det fortidige med det nutidige, der i et sammenspil, kaster et lys over det fremtidige. Vi lader os, med andre ord, forme efter det, vi mindes. Tænk blot på markeringer af fødselsdage, bryllupsdage, jubilæer eller befrielsesdagen. Dage hvor man mindes en konkret fortidig hændelse, forbinder det med den aktuelle situation, med nutiden, og lader det sætte et præg og en retning for fremtiden.

Eller tag religiøse mærkedage: Selv er jeg kristen og går i kirke om søndagen, fordi jeg tror, der skete noget afgørende i Jerusalem for 2000 år siden, og i kirken møder jeg et bud på, hvad denne fortidige begivenhed siger mit liv nu og her, og det får mig til at reflektere over, hvordan jeg fremadrettet vil imødegå livet.

Det er samme mekanisme i aften. Vi er her for at mindes natten mellem d. 9. og 10. november 1938 og lade den nats forfærdelige virkelighed rumstere med hele dens virkelighed, så det, vel faktisk ender med at forstyrre, i hoved og tanker. Lader vi den virkelighed gøre det, så bliver den naturlige refleksion at vi her i 2025 må sige: “Aldrig Igen!”

Venner, når vi mødes i aften, så er det for kollektivt at blive ved med feje antisemitismens glasskår op, nægte normalisering af antisemitismen, kalde den ud, se den i øjnene og sige: ”Vig bag os!” For i vores samfund må antisemitismen vige for respekten, vige for sameksistensen, vige for tolerancen og vige for harmonien. Må disse 4 værdier ikke bare være ord, men et løfte vi, dagligt, giver til hinanden om, hvad for et samfund vi vil være.

Aldrig igen!”