Fortalt af Sharona, beboer på Ebenezerhjemmet i Haifa, oversat og sammenskrevet af Benna Fredsgaard Merrild, kommunikationsmedarbejder.
På Ebenezerhjemmet i Haifa, det eneste plejehjem i Israel for Jesus-troende, bor Sharona. Hun er vokset op med sin jødiske mor i New York, og hendes første bekendtskab med Jesus var ikke just positivt. Men som 24-årig kom han til hende i en svær tid, og hun blev omvendt og blev missionær. I dag får du lov at læse hendes historie, som hun selv fortæller den:
Jeg er født i 1930’erne og voksede op i New York som enebarn. Min mor og far blev skilt, da jeg var et år gammel, så jeg var uden en far dengang. Hun giftede sig igen, men ikke med en mand, der var særlig faderlig. Nedenunder os boede min onkel, og de tog mig ind også i deres familie og gav mig en faderfigur. Livet var behageligt, og der var ikke noget, som jeg virkelig kunne klage over.
Jeg voksede op i et middelmådigt tysk kvarter under Anden Verdenskrig, Glendale i Queens i New York. De kaldte mig en beskidt jøde, fordi jeg er jødisk. Og jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne være det. De sagde også, at jeg dræbte Kristus. Og jeg undrede mig over, hvordan jeg, som 10-årig, kunne dræbe ham Kristus, som døde 2.000 år før det. En Kristus, som jeg ikke kendte.
Selvom der var mange mennesker, som var troende i det kvarter, var der ingen, der nogensinde vidnede for mig.
Jesus kom i en drøm
Som 19-årig, mens jeg gik i college, blev jeg gift med en ung mand på samme alder, han var katolik. Jeg blev gravid det første år i vores ægteskab, og da jeg var 25, havde jeg allerede fem dyrebare piger, som jeg gik hjemme med. Vi flyttede fra New York til Miami, og først arbejdede min mand for forskellige flyselskaber, men han søgte til politiet for at få noget mere stabilt, så han kunne forsørge os alle. Han tog hvert ekstra job, han kunne, fordi han måtte forsørge familien. Til tider var det meget hårdt.
Det var i den tid, da jeg var 24 år, at jeg kom til tro. Jeg søgte ikke Gud, men han vidste, hvor jeg var. Og en nat i sengen havde jeg en oplevelse, hvor jeg blev båret op til himlen, og jeg så Jesus. Jeg kan ikke huske, hvordan han så ud, men det eneste jeg gjorde, var at sige: ”Jeg tror på Jesus Kristus.” For mit indre øje kunne jeg se mig selv holde mig for ørerne, fordi jeg ikke kunne tro det. Og da jeg sagde: ”Jeg modtager Jesus Kristus” kom det bare ud af min mund. Næste dag fortalte jeg det til min mand, og han sagde: Skat, du tror i dit hjerte, jeg tror kun i mit sind. Det bekræftede, at jeg virkelig kendte Herren, og mit liv ændrede sig. Omkring ni måneder senere kom min mand også til tro. Tak Gud!
Efter vi kom til tro, havde jeg Herren at gå til, når det var svært. Jeg kunne bede, og jeg stolede på Gud, og på at han ville få det til at lykkes for os.
Kaldet til missionsmarken og til Israel
Børnene blev ældre, og min mand blev præst. Der var rejser til Israel fra Miami, og jeg tog på en tur dertil. Da jeg kom tilbage, sagde jeg en dag til min mand: ”Skat, jeg tror, vi skal flytte til Israel.”
Vi var begge optagede af mission, og vi beskæftigede os altid med missionsmarkerne. Jeg foreslog, at vi kunne flytte til Bradenton, Florida, hvor der var et kristent konferencecenter. Vi kunne købe en ejerlejlighed og tage ind og ud af missionsmarken, også til Israel, og til sidst kunne vi bo i Israel.
Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men jeg ved, at det var Gud. Min mand synes, det var svært. Vi lagde det hele i Guds hænder, og tre dage senere sagde min mand ja. Så vi gjorde det. Vi pakkede, vi flyttede, og vi rejste ind og ud af missionsmarken og var blandt andet i Israel. Jeg talte og tjente i mange lande: Ukraine, Rumænien, Syd- og Mellemamerika, Filippinerne, og forskellige steder i Afrika.
En skæbnesvanger flyrejse – til himlen
I 1997 var vi i Israel igen på tur, ferie denne gang og frivilligt arbejde i kirken. Vi boede hos nogle gode venner fra kirken, Leonard-familien. Min mand havde lovet en bror og søster fra YMCA at tage imod nogle gæster for dem og passe deres hunde, mens de var på ferie. En anden mand ringede, fordi han gerne ville invitere min mand til at komme og tale til en stor konference i Congo. Han sagde nej, fordi han havde en anden forpligtelse, selvom han ville have elsket det – min mand elskede Afrika. Mens vi var hos Leonard-familien ringer en af deres sønner, som tilfældigvis havde arbejdet på YMCA. Han ville gerne arbejde lidt for YMCA og passe hundene i stedet for min mand, og så kunne han rejse til Congo.
Men da flyet er på vej op ad en bakke, havde de ikke fået taget deres hjul op. Vægten af dem trak flyet ned, og vingen ramte siden af bakken, så flyet brød i flammer. Ingen overlevede, og min mand var den eneste fra styrtet, der var identificerbar. De bragte ham her til Israel for at blive begravet. Det var et mirakel, for nu kan jeg blive begravet her sammen med ham.
På et tidspunkt skrev konen til ham, som inviterede min mand til Congo, en bog om det hele. Jeg læste den 10 år senere, og der står, at hendes mand havde spurgt mange til at komme og tale, og de sagde alle nej. Konen havde opfordret ham til at spørge én til, men han sagde: ”Nej, jeg spørger ikke flere, men hvis en person er interesseret, skal vedkommende fortælle mig disse tre ting. Så ved jeg, at det er Gud, der kaldte på ham.” Jeg har glemt hvilke tre ting, det var, men da min mand ringede tilbage, spurgte han om netop de tre ting. Så han tog afsted – til himlen.
Samtidig med sorgen over min mands død, fik jeg det fysisk dårligt, og jeg vidste ikke, hvad der var galt. I Staterne fandt de ud af, at det var min skjoldbruskkirtel, den var gal med, og jeg blev og fik hjælp. Min mor var stadig i live og boede på plejehjem. Det var svært at rejse fra hende. Først cirka 15 år efter min mands død, flyttede jeg tilbage til Israel og blev boende – og min mor flyttede ind hos min datter og boede der, indtil hun gik bort.
Den sidste flytning blev til Ebenezerhjemmet
Jeg flyttede ind hos familien Leonard i Israel igen. De var blevet min familie dernede, og de var virkelig en velsignelse for mig.
Men jeg blev ældre og de dyrebare Leonards blev selv ældre, og de var alle bekymrede over trapperne op til anden sal, hvor vi boede. Så en dag sagde hun pludseligt: ”Jeg tror, du er nødt til at flytte. Du har to valg. Du kan tage tilbage til Amerika, eller du kan tage til Ebenezer.”
Jeg var chokeret, men ikke i tvivl: ”Jeg tager ikke tilbage til Amerika. Gud kalder mig ikke til at komme her for så at rejse tilbage til Amerika. Så jeg gætter på, at jeg tager til Ebenezer.”
