Andet indlæg i årets serie af julekort fra jødedommen, skrevet af præstefrue i Den Danske Kirke i Jerusalem, Anna-Marie Hansen.

Denne uges julekort fra jødedommen handler om et enkelt udtryk fra Esajas 11: kvisten, der skyder fra Isajs stub. Julekortet i sidste uge mindede os om, at jøderne stadig venter på Messias. Og på en måde forstår jeg godt, at jøder og kristne kan læse profetierne forskelligt. For noget fra Esajas’ Bog er gået i opfyldelse med Jesu’ komme, mens andet endnu ikke er gået i opfyldelse.

Esajas talte til et folk i krise – ind i en tid fyldt af krig og ulykker. På mange måder ligner deres tid vores. Også vi kan have svært ved at tro og håbe, fordi der er så meget ufred, så meget vold, så meget ulykke og uretfærdighed i verden. Derfor er det også værd at lægge mærke til det første ord i kapitel 11.

”MEN der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd” (Esajas 11, v. 1-2)

Jesus kom og kommer som et MEN, som en modsætning til krig, ufred og ulykke. Han kommer som en frisk kvist fra en uddød stub.

I år, hvor vi bor i Jerusalem, går vi ofte tur blandt oliventræer – og måske netop derfor taler billedet så stærkt og løfterigt til mig. En oliven-stub kan se totalt død ud; men op af den – eller ved siden af den kan en frisk kvist eller et ungt træ skyde frem og skabe håb. Jesus kom som den nye kvist og fortalte om et helt nyt liv, et helt nyt rige.

Det skal være mit advents-ønske, at vi må læse profetierne i de gamle jødiske tekster. Dem, som også jøderne læser. At vi – og de – må læse dem, høre dem, tage dem ind – og opdage for første gang eller opdage på ny, at Jesus ER den Messias, der er profeteret om. At han ER kommet og at han har noget at sige til os ind i en verden fyldt af uro, manglende indsigt og  manglende gudsfrygt.