Skip to main content

Ude i ørkenen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere, Refleksioner.

  Hvis du lige som jeg er opvokset ved den sydvestlige kyst, kan en tur i Timna park være lidt skræmmende – sådan havde jeg det i vært fald. Jeg var skræmt over, at jeg ikke kunne se langt, at der i stedet for fladt land var bjerge og klipper. I starten kunne det næsten blive til en kvælende fornærmelse, at være fanget mellem bjerge og klipper uden at kunne se, hvad der var bag dem. Men det er sjovt at tænke på, at det, der var fremmed og ukendt for mig, var jødernes hverdag, da de vandrede i ørkenen. Mens vi sled og stred med arbejdet i Timna Park, hjalp disse tanker mig til at se ørkenens skønhed. Turene op ad de omliggende bjerge, styrkede også min spirende krælighed til stedet.

Det, at sidde på klipperne, mærke de ru sten under mine fingre, se ned på turisternes kommen og gåen, mærke vinden og solen mod mit ansigt, den ene kold, den anden varm. Følesen jeg fik, da jeg sad der, var ubeskrivelig

 

Her på klippen, blev jeg også mindet om lignelsen, Jesus fortalte om huset på klippen og det på sandet. Man forstår den måske lidt bedre, hvis man har oplevet et rigtigt uvejr i Eilat. På få minutter var vejene oversvømmede og bilerne måtte kæmpe en brav kamp for at komme frem. Her bliver det klart, at sandet ikke kan holde, men klippen kan – og dog. Da jeg kravlede i klipperne, skete det flere gange, at stene var løse og nogle gange kunne rives helt løs. Klippen smuldrer altså også med tiden, men Gud er den samme i dag, som han var for 3000 år siden og om 3000 år er han stadig den samme.



Nogle gange kan livet godt føles lidt som at bestige Masada, hårdt og ensformigt, men i disse situationer er det en tryghed at vide, at Jesus ikke blot ved min side – han tager mig i hånden og løfter mig op på sine skuldre, også selvom det ikke altid føles sådan. Han er der også, når jeg fuld af underen, lytter til spændende fortællinger om Masada, der giver stedet liv igen. Når mure og ruiner kommer til live og fortæller deres historie om konger og oprør, om storhed og fald, da er hyrden stadig ved din side og giver sin fred og lærdom med. Han løber også med mig ned igen og med stille formaning husker mig på at være forsigtig på vejen ned, så jeg ikke slår mig i farten.

 

Jeg kan ikke være sikker på, hvad det var, Gud ville lære mig på denne tur, men jeg ved, at han har været med os hele vejen både i sol og regn, i arbejde og fritid, på toppen af Masada og i det døde hav.

Må han fortsat velsigne os på denne tur og må han også velsigne jer der læsser dette.

Guds mission er for alle

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

I løbet af de sidste to uger har vi fået lov til at møde nye mennesker og lave en masse meget forskelligt arbejde. Det har vi gjort i forbindelse med de to organisationer: Chosen People Ministries og Jews For Jesus. De to organisationer ønsker begge at sprede budskabet om Jesus, og vi fandt ud af, at dette kan gøres på flere måder. Vi har dermed fået indblik i forskellige måder, man kan drive mission, og det gav stof til eftertanke.

  Det kan være en udfordring altid at tænke Guds mission ind i det arbejde, vi laver hernede, da vi får mange forskellige opgaver, og det ikke altid fremgår lige tydeligt, hvor Gud kommer ind i billedet henne. I vores tid med Chosen People Ministries skulle vi f.eks. hjælpe til ved en lovsangsaften, hvor vores opgave var at stå i en bar og lave kaffe. Da vi stod i situationen, følte vi os ikke til særligt stor nytte, for der var ikke særligt mange, der skulle have kaffe i løbet af aftenen, og vi følte i det hele taget ikke, at vi gjorde den store forskel. Efter arrangementet fik vi dog at vide, af arrangørerne, at de havde sat stor pris på vores tjans i baren, da det havde givet dem mulighed for at snakke med nogle af de ikke-troende om nogle vigtige spørgsmål. Vores arbejde viste sig altså at være ret nyttigt alligevel – også i forhold til Guds mission. Selvom vi skulle stå i baren, fik vi også mulighed for at være en del af lovssangsaftenen og mærke stemningen. Det var fascinerende at opleve, hvordan ånden var den samme, selvom sproget og landet var fremmed.



I eksemplet ovenfor blev det tydeligt, hvordan det kan have stor betydning, at lave noget praktisk arbejde så andre har hænderne frie, og det samme gjorde sig gældende, da vi tidligere på dagen skulle hjælpe med at pakke bøger om Esajas 53. Bøgerne skulle en for en pakkes i konvolutter, så det kunne sendes ud til jøder og muslimer, der havde bestilt dem på nettet, og vi var dermed med til at sprede budskabet om Jesus som værende messias, mens vi sparede organisationens ansatte for mange timers arbejde, der nu kunne bruges på noget andet. Sidst men ikke mindst var vi en dag med til at uddele madposer til fattige mennesker i Jerusalem. Her blev Guds mission tydeligt gennem barmhjertighed og retfærdighed, og det var fedt også at få et indblik i denne form for mission.

 

Da vi ugen efter arbejdede sammen med Jews for Jesus, fik vi også et indblik i Guds mission gennem mange forskellige arbejdsopgaver. Allerede den første dag fik vi tilbuddet om at komme med på gaden og snakke med tilfældige mennesker om tro. Det foregik på den måde, at vi blev delt op i to hold, der hver fik et skilt med teksten “Smile, you’re loved” eller “What are you living for?”. Disse skilte skulle fungere som icebreakere for en samtale på gaden, og det blev både en grænseoverskridende og lærerig oplevelse for os alle. De følgende dage bød på noget mere praktisk arbejde. En af dagene arbejdede vi for et projekt ved navn “Joseph Projekt”, der modtager donationer af alt fra møbler til bleer, som de giver videre til folk, der har brug for det. Vores arbejde gik ud på at tage sikkerheds-censorer af tøj, sko og accessoires, der var blevet doneret til projektet og sortere det, inden det kunne videregives.

En anden dag skulle vi sidde og pakke stakkevis af takkebreve, som skulle sendes ud til de uundværlige støtter af Jews for Jesus. Begge arbejdsopgaver var igen eksempler på, hvordan vi kan tage en praktisk arbejdsbyde fra nogen, så de har hænderne frie til at gøre andet vigtigt arbejde, og vi mødte stor taknemmelighed, hvor vi var. Sidst men ikke mindst hjalp vi en dag med at grave ud i en gammel ruin og gøre rent på en discipelskole ved Baptist Village.



Da vi sammen så tilbage på vores oplevelser og arbejdsopgaver fra de to uger, viste det sig, at det var meget forskelligt, hvad vi syntes havde været det bedste og mest meningsfulde for os hver især. For nogle havde det været fedest at snakke med folk på gaden, mens det for andre havde været den bedste oplevelse at sortere tøj og pakke breve. Denne opdagelse udfordrede os til at tænke på, hvordan vi selv kan indgå i Guds mission, når vi kommer tilbage til Danmark. Der er nemlig masser af muligheder for at gøre en forskel, hvis man opsøger det, og der er noget for enhver smag og evne. Budskabet om Jesus kan nemlig spredes på mange måder, og der er ingen tvivl om at Guds mission er for alle.

Hånden forkynder ånden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Taknemmelighed er følelsen, man sidder tilbage med efter en fantastisk uge hos Shevet Achim. Taknemmelighed fra organisationen for at vi ville hjælpe dem, taknemmelighed fra familierne for at vi ville lege med deres børn og tage os af dem. Men samtidig også en taknemmelighed fra vores side for at måtte møde denne fantastiske organisation, fantastiske mennesker og fantastiske børn.

Shevet Achim er en organisation, der henter børn med hjertefejl fra Kurdistan, Iran, Syrien, Gaza mm. De opererer dem gratis, og før og/ eller efter deres operation er de i en lejlighed hos Shevet Achim, hvor de bliver undersøgt og passet af en masse frivillige volontører, der rejser til Tel a viv fra hele Verden. Der var både folk fra Australien, England, Tyskland, Holland, USA, Spanien og Colombia, der alle var kommet som frivillige volontører hos Shevet Achim. Nogle brugte endda deres førtidspension på det. Det var vildt at møde en sådan glæde og lyst til at drive mission, og bare være der for nogle mennesker, der virkelig havde brug for det. Det har den seneste uge været stort for mig, hvordan vi kan hjælpe mennesker, der virkelig har brug for hjælp på trods af sprogbarrierer og forskellig tro. Langt de fleste af familierne, der var hos Shevet Achim og på hospitalet, havde muslimske forældre og talte kurdisk, det vil sige, vi på ingen måde kunne snakke med dem, men alligevel strålede deres taknemmelighed ud af dem. Mission gennem handlinger Inden vi kom til Israel, havde jeg en forestilling om, at mission handlede om at fortælle alle mennesker om Jesus, og det var ligesom det, vi skulle. Dette første projekt har vendt det helt på hovedet. Mission er også omsorg for hinanden.Man kunne fornemme hvor stor en kærlighed, der var i huset. Idet at volontørerne og familierne boede dør om dør med hinanden, og på den måde fungerede som en stor familie, der hjælper hinanden. Kærligheden og taknemmeligheden blev særlig synliggjort ved farvel-festerne, der bliver holdt, når en familie rejser hjem igen. Her kunne man virkelig se, hvor meget det havde betydet for dem at være på Shevet. En af dagene var jeg på legepladsen med lille Noora og hendes bedstemor. Igen forstod vi intet af, hvad hinanden sagde, og jeg undrede mig over, at bedstemoderen ville med, fordi jeg troede, det var fordi, vi skulle aflaste hende, at vi tog hende med på legepladsen. Det viste sig, at der lå en moské lige ved siden af legepladsen og efter fem minutter, blev der kaldt til bøn, og hun tog i moskéen, mens jeg passede hendes barnebarn. Hun var så taknemmelig for det, og det blev stort for mig, hvordan man gennem kærlighed og handlinger kan vise Jesu kærlighed uden at forsøge at tvinge dem noget over hovedet, men simpelthen bare ved at være der, og vise respekt for dem. Bøn hjælper En anden dag var vi på hospitalet, hvor vi mødte børnene, der enten skulle opereres eller lige var blevet det. Vi mødte bl.a. lille Yara. Hun var intuberet, da vi så hende første gang, og senere samme dag blev hun ekstuberet. Altså hun havde en slange nede i halsen, der trak vejret for hende, og den fik hun senere fjernet. Det var en meget chokerende og følelsesmæssig oplevelse at møde denne lille pige og hendes mor, der ikke i sig selv kunne gøre noget som helst. Tre dage senere blev den selv samme pige, vi havde set med slanger over hele kroppen, der ikke trak vejret selv, kørt til Shevet Achim for at bo der et stykke tid. Hun kunne nu smile, havde ikke en eneste slange over hele kroppen, og man kunne sidde og holde og lege med hende. Det er vildt hvor meget, der kan ske på så kort tid. At hun den ene dag ligner en, der er ved at dø, og den næste trækker vejret selv og kan smile og være glad. Det blev stort for mig, hvordan Gud gennem en masse fantastiske læger og sygeplejesker kan hjælpe disse børn, selvom de ser meget syge ud, og de havde måske ikke overlevet, hvis ikke Shevet Achim havde fundet dem. En anden stor oplevelse for mig var, da den lille pige Riham skulle opereres. Hendes mor var meget bange for operationen, og hun knækkede sammen, da Riham blev hentet af lægerne. Vi sad og ventede sammen med hende i to timer, mens Riham blev opereret. Hun var meget bange, men på trods af at vi slet ikke kunne snakke med hende, kunne vi virkelig fornemme hendes taknemmelighed for, at vi bare var der. Vi kunne se, hun sad og bad til hendes Gud, mens vi også sad og bad til vores Gud. Operationen gik godt, og Riham er nu i bedring. Bøn hjælper, og det er virkelig gået op for mig, mens vi har været hos Shevet, at bøn er sindssygt vigtigt. Hvis der er noget, der skal bedes for, sættes alt andet på pause og man beder straks for denne lille pige eller dreng, der har det dårligt eller måske er på vej på operationsbordet, fordi det hjælper. Det kan ikke vente til bagefter, for det er dér, der er brug for det. Disse dødssyge børn, der ikke engang kan trække vejret selv, kan tre dage efter trække vejret, smile og være glad, det kan da ikke være en tilfældighed. Husker vi mon det i vores hverdag? Husker vi at takke Gud, når det er gået godt og stoppe og bede, når noget går skidt? Husker vi at sætte ham på førstepladsen i vores liv, som vi ser det hos Shevet? Familierne var taknemmelige for at måtte møde os, organisationen var taknemmelige for vores hjælp, men vi vil samtidig også gerne takke for, at vi måtte være en del af denne fantastiske organisation. Det har virkelig åbnet øjnene for, hvad mission også kan være. Det kan være så simpelt som bare at tage en tur på legepladsen eller gå en tur på stranden.            

Paulus kan og skal ikke læses i et vakuum

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen

I Kristeligt Dagblad den 13. december spørger Steen Skovsgaard i sin anmeldelse af Sigurd Victor Stubbergaards bog ”Den Jødiske Paulus”, hvad Israelsmissionen mon mener om det såkaldt radikalt nye Paulus-perspektiv, som Stubbergaard beskriver i bogen.

Meget kort og forenklet opridset handler “det gamle” Paulus-perspektiv om, hvordan bibelfortolkere op igennem tiden har læst Paulus som meget negativ overfor sin egen jødiske kontekst og sammenhæng. “Det nye” Paulus-perspektiv handler om en fastholdelse af at Paulus var jøde – også efter han kom til tro på Jesus som Messias. Derfor skal vi forsøge at læse og fortolke Paulus’ breve ud fra deres oprindelige jødiske kontekst. “Det radikalt nye” Paulus-perspektiv hævder at være en reaktion imod den anti-judaisme og sågar anti-semitisme, som er en underliggende del af både det gamle og det nye perspektiv. Læs eventuelt mere her.

Først og fremmest vil jeg hævde, at det nye Paulus-perspektiv er gode nyheder for Jesus-troende jøder rundt omkring i verden. Paulus hører naturligvis til i sin jødiske kontekst, når man skal forsøge at eksegere sig frem til, hvad han mener. Særligt er den jødiske Paulus evangelium for de Jesus-troende jøder, som ovenikøbet identificerer sig som lutherske, da mange af disse ofte føler sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Jesus – og det er til trods for at Jesus selv sagde at ikke en tøddel af loven skulle forgå.

Det er dog en helt almindelig misforståelse, at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Sådan var det ikke for Paulus, og sådan er det ikke i dag. I dette nye Paulus-perspektiv ligger der en latent overraskelse over, at Paulus slet ikke ser sig selv som ”kristen” i 2018-forstand. Naturligvis gør han ikke det. Men hvorfor er der denne overraskelse i det hele taget? Hænger det mon sammen med at den kristne kirke alt for længe har forkyndt et evangelium fuldstændig løsrevet fra sine jødiske rødder? Alt for længe har den kristne forkyndelse diffameret jødedommen som ”legalistisk gudsdyrkelse”, for nu at bruge Stubbergaards eget udtryk fra forordet. Men han går for langt, når han påstår, at selv Paulus mener, at der findes én vej til frelse for det jødiske folk og en anden for hedningefolkene. Det er vigtigt at pointere, at denne ”to-pagtsteologi” ikke er en nødvendig afledning af et nyt Paulus-perspektiv. Hos den britiske professor i Ny Testamente N.T. Wright finder man fx en helt anden udlægning og konklusion, end den Stubbergaard når frem til.

For at nå frem til en paulinsk to-pagtsteologi må man nemlig læse Paulus’ breve i et vakuum, hvilket naturligvis er uholdbart, selvom jeg kan forstå det kan virke fristende, da man dermed kan nå til andre konklusioner end ”klassisk kristendom”. Paulus’ breve må naturligvis læses i konteksten af hele den bibelske fortælling, som de er en del af, og som de er sat ind i af den bibelske kanons fædre. Her er jeg med på, at vi graver helt ned i præmisserne for, hvordan vi overhovedet går til teksterne og læser dem, men det er og bliver en væsentlig del af diskussionen omkring dette nye perspektiv: Kan Paulus læses i et vakuum eller ej? ”Aldeles ikke!” fristes jeg til at citere. For Paulus trækker selv i rigelig grad på sin jødiske fortællehistorie i brevene. Det gør han ikke blot for at underbygge sin teologi, men også for at vække disse fortællinger til live for læseren – fortællinger som står helt centralt i jødisk identitet, og der kan næppe herske tvivl om, at Paulus ser sine breve i netop dét lys. Så når Paulus ikke ser sig selv i et vakuum, må vi heller ikke placere ham der.

For det andet må en paulinsk to-pagtsteologi give fortabt overfor Paulus’ praksis. Personligt finder jeg det vanskeligt at læse Paulus’ breve afskåret fra fortællingen i Apostlenes Gerninger, som ikke blot giver os et narrativ i forhold til Paulus’ gøren og laden i forbindelse med brevskrivningen, men også fortæller os, at Paulus havde for vane som det første at gå i synagogen for at fortælle evangeliet til jøderne dér (fx APG 17). Hvorfor skulle han det, hvis han mente, at jøderne havde deres på det tørre i forhold til Gud?

Tidligere på året havde Mogens Müller en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori han argumenterede mod at bruge gammeltestamentlige tekster i den kristne gudstjeneste. Det var ”bibelimperialisme”, påstod han. Stubbergaard benævner selv Müller som sin teologiske mentor i forordet, og jeg tænker, at den samme misforståede godhed er at finde hos dem begge: Lad nu os kristne lade jøderne være!

Til det er der at sige: Ja, lad os kristne skamme os over kirkens ugerninger mod det jødiske folk gennem tiden. Men lad os ikke skamme os ved evangeliet. For ”det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Paulus, Romerbrevet, 1,16)

Hvordan man får muskler…..

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Kære allesammen.

Nu er det blevet tid til det sidste blogindlæg, som vil vise jer, hvordan man får muskler.

Vi har arbejdet sammen med bibelselvskabet i Jerusalem, i en uge. Vi har arbejdet med mange bibler, som er udgivet fra forskellige lande. Vi satte bibler i rigtig rækkefælger, støvede af i shoppen, og løftede kasser på høje hylder. Det var både tunge og lette kasser. Efter hver dag, kunne jeg mærke, at mine arme var blevet brugt, men det var selvfølgelig på den gode måde.

Eliezer som var vores overordnede, havde god humor, og var meget snaksalig. Han fortalte en masse om sit eget liv. Alle dem vi mødte hos bibelselvskabet, var rigtig søde. Vi startede hver morgen med en kop kaffe, te, og bibelfællesskab. Bibelfællesskabet handlede om, at vi læste i biblen sammen, og snakkede om det vi havde læst.

Da vi mødtes første dag med dem, var der en af dem der sagde, at det var godt, at vi smilte, for det ville vi ikke blive ved med. Det kom heldigvis ikke til at ske, vores smil forsvandt ikke.

Den sidste dag hos bibelfællesskabet, afsluttede vi med at gå rundt på gaden, og dele det nye testamente ud. Det var en god oplevelse, og jeg syntes det var specielt, at gå rundt blandt jøder, som er i mod Jesus som Guds søn, og se at der var jøder som sagde ja til at få det nye testamente. Der var en del som sagde nej, men det bedste var at se dem der tog imod det nye testamente.

Det var en uge fuld af oplevelser, både gode og hårde. Jeg fik nemlig muskler og en spændende, men også udfordrende oplevelse, at gå rundt blandt jøderne.

De satte stor pris på vores hjælp, og sagde tak, og gav os på den sidste dag en hebræisk-dansk bibel. Hele ugen var meget god.

  Nu er vi noget til de sidste dage, som vi bruger på at hygge os sammen med hinanden, inden turen går tilbage til Danmark.

Det var det sidste live fra vores dejlige Israel.    

… fordi vi elsker Jesus og Han elsker os

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Endnu en uge er gået og denne gang har vi tilbragt den med Jews for Jesus. 

De er lokaliseret i moderne Tel Aviv i en enorm skyskraber på 10. etage. Her blev vi første dag placeret i et rigtig amerikansk, vindue fra loft til gulv, kontor med et stort bord og hvide læder stole. Her havde vi udsigt udover byen og alle dens store bygninger. 

Vi fik fortalt lidt om organisationen og dens søster-organisation, Love Your Neighbor. 

Jews for Jesus blev oprettet i 1973 i håbet om at afskaffe den stereotype-tanke om, at jøder ikke kan tro på Jesus som Messias. Israel rummer 8.8 mio mennesker, hvoraf 6.5 mio. af dem er jøder. Under 1% af dem anerkender Jesus, som deres Messias. Det forsøger Jews for Jesus at ændre. I starten dyrkede de direkte evangelisation ved at dele flyers med budskabet om Jesus ud på den åbne gade iklædt farvestrålende t-shirts med ordene “JESUS = FRELSE”. I dag er de igang med at omdirigere deres tilgang til evangelisation og forsøger at dele budskabet med mere inddirekte metoder.  Her kommer Love Your Neighbor ind  billedet, som tager udgangspunkt i at vise Jesu kærlighed ved at dele kaffe ud, give et smil osv. Via Love Your Neighbor rammer de også flere mennesker, da det ikke kun er henvendt til jøder, men din nabo, som kan være ateist, muslim, jøde eller andet. 

Vi fulgtes hele ugen med Vladimir, en Jesus-troende jøde fra Ukraine. Den første dag pakkede vi breve i lange baner. Vi er nået til den tid på året, hvor julen nærmer sig, og derfor skal der sendes julebreve ud til dem, som sender donationer til Jews for Jesus. Vi klargjorde lidt over 1000 breve, mens vi nød god kaffe og grinede en masse. 



Mandag fik vi lov til at følges med Vladimir ud til Tel Avivs Universitet, hvor vi lavede spørgeskemaer med de studerende omkring Det Nye Testamente. Jeg var meget overrasket over de mange, som var villige til at deltage i undersøgelsen og som var åbne overfor, hvem vi var og vores tro. Vi fik ca. 60 mennesker til at udfylde spørgeskemaer, og 6 af dem ønskede en kopi af Det Nye Testamente. Det, synes jeg, er helt fantastisk! Det var fedt at få lov til at snakke med fremmede om noget så personligt som tro og samtidig opleve dem så villige overfor det vi delte. Hvilken gave at få lov til at dele ordet om Jesus på åben gade ved et simpelt spørgeskema. 

 

Tirsdag morgen og formiddag delte vi kaffe og morgenbrød ud til de forbipasserende ved en togstation. Det var tydeligt at mærke, at folk var mere travle og havde ikke tid til snak, modsat vores oplevelse dagen før. Det gjorde det lidt svært at holde modet oppe, da vi fik mange “Nej tak” og rynkede øjenbryn. Heldigvis var vi sammen om oplevelsen og kunne bakke hinanden op. 

Onsdag startede ud med et personale-møde og derefter skulle vi ud og samle skrald på en meget befolket gade. Det var første gang de afprøvede projektet, men vi kunne stolte sige, at vi havde allerede prøvet lignende i starten af vores ophold med Beautiful Land Initiative. Vi gik stille og roligt i gang og samlede cigaretskoder, plastikkrus og andet op. Der gik ikke længe før vi fik undrende øjne, “tak” og “wauw – hvorfor?” med på vores vej. Det var specielt at se, hvordan folk lagde mærke til os og roste os for det arbejde vi gjorde. Vi mødte sågar en kvinde, som gav os et kæmpe kram og sagde, at hun og hendes kirke havde bedt længe for, at nogle måtte komme og samle skraldet på denne gade. Det var meget bekræftende og vi følte helt klart, at vi satte tanker i gang hos mange. 

Den sidste dag hjælp vi viceværten med rengøring og nogle andre små opgaver, og dermed var vores tid hos Jews for Jesus afsluttet. 

Noget som særligt har gjort indtryk på mig i denne uge er, at vi har fået lov til at dele budskabet med så mange. At vi er blevet brugt af Gud til at vise hans kærlighed ved at samle skrald eller sige godmorgen til en fremmed på gaden. Måske det er mig, som er en tosset miljø-aktivist, men der er altså noget særligt over det med at samle skrald med henblik på at vise Guds kærlighed. Der er noget ydmygende over at samle skrald op for andre og samtidig noget næste-kærligt. For mig giver det så god mening at rengøre Guds jord og vise min kærlighed til Ham og Hans skaberværk via dette. 

Det er fedt at gøre noget så konkret, som får folk til at undre sig og spørge “hvorfor?”, hvortil vi kan svare: “fordi vi elsker Jesus, og Han elsker os!” 

Shevet Achim

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Vi har i denne uge været i Tel Aviv, hvor vi har arbejdet hos organisationen Shevet Achim. Det er en organisation som har til formål at sende hjertesyge børn fra udsatte områder i Mellemøsten på hospitaler, så de kan få en operation. Konceptet har derfor været ganske enkelt: Det her er et sted, hvor man redder menneskeliv. 

Vi har været her i 7 dage og ugen har budt på mange forskellige spændende ting. Hver morgen var der to timers andagt og dernæst gik man ud til det projekt man skulle arbejde på. Vi har lavet rigtigt meget praktisk arbejde, det har virkelig været godt. Det var enormt rart at have små projekter på Shevet Achim. Vi fik bl.a. lavet lysene, et hegn til trappen og rengjort det hele. 

 

På Shevet Achim var familien Adam og Malene Stoltenberg sammen med deres lille søn Severin. Niklas og jeg arbejdede sammen med Adam som havde forberedt arbejde til os. Vi nød deres selskab! Simpelthen så rar en familie!

 

En af dagene fik jeg muligheden for at hente et hjertesygt barn ved grænsen til Gaza sammen med Adam. Det var en kæmpestor oplevelse. Vi kørte en times tid og i takt med at vi nærmede os Gaza, blev infrastrukturen dårligere og der kom færre og færre biler. Vi var næsten ved grænsen og Adam og jeg var spændte på at se den fremmede familie fra Gaza. Da vi ankom stod der en meget lille dreng og en ældre kvinde. Det viste sig at være hans mormor som fulgte med ham.

Køreturen til hospitalet fra grænsen var meget speciel, mormoren var meget højlydt og snakkede på arabisk og vi forstod intet. Alt i mens, sad den lille dreng musestille og kiggede rundt med store øjne. Da vi nærmede os hospitalet blev mormoren meget følelsesladet og måske endda lidt bekymret for hendes barnebarn. Hun blev rastløs og ville gerne ud af bilen, så vi blev nødt til at fortælle hende at hun skulle tage det roligt.

Da vi ankom til hospitalet hjalp vi dem med at finde ud af hvor de skulle være. Vi fandt nogle engelsk talende læger som hjalp os. Så gav vi den lille dreng videre i lægernes hænder og kørte tilbage mod Shevet Achim. Da vi kom hjem, var jeg så træt og mættet af indtryk at jeg faldt i søvn på sengen med det samme.

Det har virkelig været fantastisk at være på Shevet Achim. Vi har udført en masse arbejde som virkelig har gjort en forskel, vi har hjulpet mennesker der har været i nød og har haft andagter hver morgen som har hjulpet os afsted til en go’ og meningsfuld dag!

Konfliktugen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Hej alle sammen

Nu er endnu en uge fløjet super hurtigt afsted, og det er derfor tid til et blogindlæg fra vores fantastiske hverdag.

I denne uge har vi haft om den konflikt der hærger i Israel/Palæstina. En konflikt som mange sikkert følger lidt med i på diverse medier. Vi har forsøgt at komme lidt under huden på konflikten ved at besøge lidt forskellige projekter og mennesker der kunne fortælle os deres side af historien. For som det er vigtigt at huske på er der altid to sider af samme historie.

Vi startede ugen med at tage med Felixrejser (et kristen rejsebureau) til Hebron, en arabisk by i Palæstina. Her blev en gruppe pensionister, og så vi 5 missionspiloter,  ledt af skønne Bodil, som kunne fortælle os om Makpelas hule, Hadassas hjem, hyrdernes mark med mere. Især Makpelas hule er et interesant sted. Her ligger de fire patriarker/matriarker begravet (Adam og Eva, Abraham og Sara, Isak og Rebekka og Jacob og Leah) og er et helligt sted for både muslimer og jøder. Hov hvad gør man så, når begge religioner gerne vil tilbede på dette sted? Ja man deler da bygningen op, så i den ene ende sidder ortodokse jøder og rokker frem og tilbage i bøn, og den anden ende ligger muslimer på smukke tæpper i Aladdins hule og tilbeder Allah. Lige nu fungerer det, men det har ikke altid været så fredeligt omkring dette sted.

Fra Makpelas hule gik vi på en spøgelsesgade, hvor der tidligere har været liv fra arabiske boder. På grund af en jødisk bosættelse er denne gade nu blevet lukket. Herfra gik vi til Hadassahs hus, et jødisk museum som b. la. fortæller om en massakre i 1929, hvor 69 jøder blev dræbt af arabere. Vi sluttede denne konfliktdag af med at besøge fødselskirken i Bethlehem, hvor vi mindes fødslen af verdens frelser. Om man er jøde, araber eller dansker, Jesus har kærlighed nok til os alle og hvis vi vil, er vi hans børn.

Mandag tog vi hjem til vores kære pastor David som gav os en 4.5 time lang undervisning om konflikten. Her startede vi med at gennemgå Israel fra år 1400 f .kr. til og med oprettelsen i 1948 e. kr. Indtil 1948 har jøderne ikke haft deres eget land i 2000 år. Men det er ikke uden krig og kamp at jøderne får lov at beholde deres Israel. Fx. under 6 dagskrigen mod Ægypten, Jordan, Irak og Syrien indtager Israel Golanhøjderne, Gaza, Vestbredden og Sinaihalvøen. Noget af dette mister/giver Israel for i stedet at være i nogenlunde fred med nabolandende. Det er en svær og kompleks konflikt, og det kræver tid og mange sider at udpensle det hele.

Tirsdag tog vi med vores søde kirkevolontør Stine til Yad Va Shem, som er et stort holocaust museum lidt ude for centrum af Jerusalem. Det var en dag hvor vi havde følelserne ude på tøjet. Det er barske sager at se tilbage på den grusomme 2. Verdenskrig og de umenneskelige ting jøderne blev udsat for. Man har lyst til at glemme de her grusomheder, men det er nettop det Yad Va Shem er til for. At vi skal huske hvad der skete, så vi ikke gentager historien.

Onsdag tog vi til Bathania, en arabisk by i Palæstina, for at mødes med en tidligere muslim. Han er nu kristen og lever derfor undercover for en stor del af byens borgere. Det var en fantastisk dag, hvor vi fik et indblik i hvordan det er at leve i Palæstina, der er afgrænset med en mur fra Israel. Vores kristne ven fortalte fx. hvordan det er svært at finde arbejde, hvor lav lønnen er og hvor dyre tingene er i forhold til Israel.

Torsdag og fredag tog vi til jeriko. Torsdag tog vi tre piger til Zakeuses hus for at besøge et kristent projekt der har klubber for muslimske børn og voksne. Her kom en flok muslimske piger med alderen 10-14 for at høre et oplæg om tilgivelse. Et begreb der er ret fremmede for nogen af dem. Vi danske piger fik lov til at lave et oplæg om Danmark og hvordan vores hverdag ser ud. Da vi var færdige stod mange af dem i kø for at røre ved vores hår og tage et billede. I mens mødtes drengene med en tidligere muslim, der nu tror på Jesus.

Fredag tog vi igen til Zakeuses hus for at hjælpe til i en børneklup med ca. 30 muslimske børn. Her tegnede vi, legede og sang så taget var ved at blæse af. Det var bemærkelsesværdigt hvordan de voksne, som både var muslimer og kristne, tog sig af børnene og på en god måde forkyndte om Jesus.

Nu skal vi snart holde gudstjeneste. God lørdag og kommende uge til jer. Knus Missionspiloterne.

Undervisning i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Denne uge har været fyldt med undervisning om Kristendommens Jødiske Rødder(KJR). Det har budt på en masse aha-oplevelser, en masse kaffe og en masse ny brugbar viden om vores dejlige Jesus. 

Kaffe og chokolade crossaint hjælper altid på koncentrationen :)
Vi har hørt om templet, profetier, jødiske grupperinger, påsken, dåb, pinse og løvhyttefesten. 

Før ugen startede tænkte jeg: “Kristendommens Jødiske Rødder er vel bare en masse mosebøger, og det er det.”, men gennem denne uge er det lykkedes både David og Stine, at udfolde det gamle testamente, samt det nye testamente på mange forskellige måder. Undervisningen er blevet opdelt på en yderst overskuelig måde, hvor vi har anskuet emnet på tre måder, så fx:
  1. Vi ser på, hvad det gamle testamente siger om templet. 
  2. Vi ser på, hvilken rolle templet har haft på Jesu tid. 
  3. Vi ser på, hvordan man som kristen ser på templet. 
Det har været en god måde at anskue det på, da man derfra let kan se den tydelige røde tråd, der går fra det game testamente og den gamle pagt til det nye testamente og den nye pagt. 

Nu vil jeg prøve kort at forklare, hvad vi har lært:

Templet var i gamle testamente og på Jesu tid det helligeste for jøderne. Det var Guds bolig iblandt mennesket. Her foretog de mange forskellige ofringer til Gud for at ophøje Ham og for at få tilgivelse for deres synder. Templet blev bygget omkring år 1000 f.kr. af kong Salomon. Der stod det ca. i 500 år indtil babylonerne kom og jævnede det med jorden. Efter 70 år slap jøderne fri fra Babylon og Nehemias fik bygget det andet tempel, som på ingen måde var ligeså storslået som det første tempel. Efter ca. 400 år valgte Kong Herodes den Store derfor at renovere templet, så tempelpladsen blev forstørret fra ca. en halv amerikansk fodboldbane til 16 fodboldbaner. Templet blev den gang set som et af verdens vidundere. Templet stod dog kun til år 70 e.kr. da romerne rev det ned grundet oprør fra den jødiske side. 

Vi sidder på Oliebjerget og skuer mod The Tempel Mount, mens vi hører Stine fortælle om templet.
Jøderne valfartede til templet 3 gange om året til påske, pinse og løvhyttefesten. Det samme gjorde Jesus, for han var jøde, men Guds bolig, templet, flyttede fra en storslået bygning og ind i vores hjerter da Jesus døde for vores synder. Derfor er vores legeme det nye tempel, for Gud bor i os. 

En profeti er en profets forkyndelse af en Gudsvilje, som han har modtaget i en åbenbaring. Igennem det gamle testamente findes der mange profetier om Jesu komme. Allerede i starten af biblen i 1. Mosebog k.3 v.15, står der at kvindens afkom skal knuse slangens hoved. Vi har set på mange profetier omkring Messias, og et af de mere essentielle steder er Esajas k.53, der tydeligt omtaler hvordan Jesus skal tage vores skyld på sig som et skyldfrit offerlam. 

De jødiske grupperinger på Jesu tid var: 
  • Farisæerne, som er lægmænd dvs. at de ikke var præster, men at de underviste i fx synagogen, og hvis der opstod et problem mellem to kunne man gå til farisæerne og søge råd. 
  • Saddukæerne, ses som “De retfærdige”. Det var de rige aristokrater, altså det øverste samfundslag, og de var kun bosat i Jerusalem. 
  • Essæere, kaldes “De fromme”, da de trak sig fra samfundet og levede som munke i Cølibat. De havde stort fokus på rituel renhed. 
  • Zeloter var den voldelige gruppe. De ventede på Messias, som en krigsherre, der skulle slå romerne tilbage, og de prøvede at skabe håb ved at demonstrere voldeligt. 
  • Herodianere var fok som støttede Herodes’ slægt og dermed gik ind for jødisk uafhængighed, men accepterede lydekonger. 
Disse grupperinger diskuterede mange ting, bl.a. Messiasforventningen. 

Påsken var for jøderne i det gamle testamente og på Jesus tid en ihukommelse af hvad der skete i Egypten, nemlig at Gud udfriede Israelitterne fra slaveriet, og at de måtte flygte uden at kunne nå at få proviant med. I jødernes hjem må der derfor ikke findes surdej under påsken, for at mindes at Israelitterne måtte flygte i al hast. Påskelammet blev ofret, så Israelitterne kunne skånes for den sidste plage i Egypten, nemlig at dødsenglen skulle gå igennem Egypten og dræbe alle førstefødte. Dødsenglen ville gå forbi alle de huse, hvor der var smurt blod på dørstolperne. Derfor hedder festen påske, som betyder forbigang.

Påsken er en af de tre valfartsfester som jøderne har. I dag valfarter de dog ikke til Jerusalem, da der ikke er et tempel. I det nye testamente er Jesus påskelammet, der ofres for at vi kan gå fri. Jesus var fri af synd som Gud og menneske, derfor er det et endegyldigt offer for os, så vi står frie i ham. 

Der noteres flittigt imens David gennemgår påsken!
Dåb var også vigtigt i det gamle testamente og for jøderne på Jesu tid. Jøderne havde tre former for dåb: 
  1. Urent til rent: Livet gør at man bliver uren, derfor skal man renses. 
  2. Nærme dig Gud: Man skulle vaskes inden man gik ind i templet. 
  3. Proselyt dåb: Hvis man var hedning og gerne ville blive jøde. 
Vi kristne har i dag kun en form for dåb. 

Pinse kaldes i det gamle testamente og på Jesu tid for ugefesten, den anden valfartsfest, som er en taksigelse til Gud for hvedehøsten og en ihukommelse af Guds pagt med Israelitterne på Sinaibjerget med de 10 bud.

I den kristne tro fejrer vi pinsen, hvor helligånden kom ned over disciplene i form af ildtunger over deres hoveder, og de talte på mange forskellige sprog, Apostlenes Gerninger k.2 v.1-4.

I pinsen fejrer vi den nye pagt i Jesus, som ofrede sig for vores skyld, og at Gud flyttede fra templet og ind i vore hjerter. Ved denne pagt ændredes pagtstegnet fra omskærelse til dåb. 

Løvhyttefesten(sukkot) er den tredje og sidste valfartsfest, som er en fejring af høstårets afslutning. Løvhyttefesten er for jøderne festkalenderens klimaks.  Her ihukommer jøderne israelitternes vandring gennem ørknen i de 40 år, hvor Gud var med dem dag og nat og ledte dem ind i det forjættede land. På samme tid ser de også frem mod den evige sabbatshvile, hvor Gud endnu engang vil tage bolig iblandt dem.

Som kristen ser vi tilbage på, at Gud tog bolig iblandt os, og at vi har fået frelsen gennem Jesus, men at vi også skuer frem mod evigheden med Gud, den evige sabbatshvile. Så man kan sige, at vi som kristne i julen fejrer den ene del af løvhyttefesten, nemlig at Jesus kom til jorden. 

Nu er der snart ikke mere hukommelse i vores små pilot-hjerner :D
Vores kære hjerner har været godt i gang og er blevet fyldt godt op, så vi alle har været ret trætte om aftenen, men det har ikke stoppet os i at hygge og have det godt sammen. 

Det har været rart at være i Jerusalem i den her uge, hvor man kender sin seng og ved at falaffelmanden er lige rundt om hjørnet v. Damascus Gate. Den faste rutine har været en dejlig afvænning fra det ellers eventyrlige liv som missionspilot. 

Nu indtager vi den sidste måned af vores rejse med nysgerrighed og gejst for hvad de næste uger vil bringe. 

Vores gode rejse med sten, sten og atter sten.

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Halløj allesammen.

Jeg har glædet mig til at fortælle jer, om vores tur til Eilat, dødehavet, Masada og Jeriko.

I Eilat arbejdede vi ude i ørkenen, hvor der ligger et Tabernakel, som var et midlertidigt tempel. Tabernaklet er et telt, som i de 40 år i ørkenen, blev båret med rundt af israelitterne. Tabernaklet havde en stor betydning, for det var det allerhelligste for israelitterne, for det var der Gud havde sin bolig. Inde i Tabernaklet var pagtens ark, som indeholdte de to stentavler, med de 10 bud, som Moses modtog af Gud på Sinaibjerget. Tabernaklet var også stedet, hvor man kunne komme med syndeofre til Gud.

Vi mødtes med en ung mand der hedder Ben, som skulle være sammen med os i de fire dage, hvor vi skulle arbejde på Tabernaklet. Vi fik fortalt, at tre dage inden vi kom til Eilat, havde der været en regnflod i bjergene, som havde skyllet en masse sten ned til det sted hvor Tabernaklet står. De var så glade for at vi kom og gav af vores hjælp. Arbejdsdagene gik med at fjerne store sten, der lå omkring Tabernaklet. Der kommer tit ældre mennesker på guidede ture til Tabernaklet, derfor var det vigtigt for ejerne, at der så pænt ud, og at de ældre havde mulighed for at komme igennem alle de store sten. Vi arbejdede hårdt og flittigt og fik nogle rigtig flotte resultater. Jeg kunne se og mærke, at vi alle var med til at gøre en forskel, ved at give vores hjælp, til nogle som virkelig havde brug for det, og de satte stor pris på vores arbejde og hjælp. Hver dag efter arbejde tog vi ud og badede på stranden.

Torsdag tog vi afsted på vores dødehavstur, hvor vi skulle mødes med Stine og David, senere på aftenen. Da vi missionspiloter ankom til dødehavet, skulle vi uden tvivl ud og bade. Det var helt klart noget af det sjoveste jeg har prøvet. Nemlig følelsen af at sætte sig i vandet og så ryge op med fødderne så man ligger og flyder i vandet. Vi badede i lang tid, indtil det var tid til aftensmad. Da Stine og David kom, tog vi til det sted hvor vi skulle tilbringe resten af aftenen og natten. Stedet lignede en “indianerlejr”. Vi tændte bål og spiste skumfiduser, kiks, chips og fik en kold cola. Det var super hyggeligt at være samlet og sidde og snakke allesammen sammen.

Næste dag tog vi sammen med Stine og David til Masada. Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 meter høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved det døde hav. David fortalte en masse om fæstningen på Masada og om Kong Herodes Den Store. Det var meget spændende og fængende at høre ham fortælle. Vi sluttede den dejlige dag af med at spise aftensmad, på en restaurant i Jeriko.

Det var alt for denne gang, tak for jeres opmærksomhed og vi ses!