Skip to main content

Lausanne-konferencen: Inspiration, netværk og nye venskaber


Af Bodil Skjøtt, tidligere generalsekretær i Israelsmissionen.

Inspiration, netværk og nye venskaber.

Det var nogle af de ord, der blev brugt, da den netop afholdte Lausanne Conference on Jewish Evangelism blev evalueret af deltagere fra iunge og Israelsmissionen.

Konferencen blev afholdt i Paris med cirka 90 deltagere fra hele Europa. Der var stor forskel på deltagerne både sprogligt, geografisk og aldersmæssigt, men fælles for os alle er ønsket om at nå jøder i Europa med evangeliet om Jesus, Israels Messias.

Flere delte rapporter om, hvordan 7. oktober 2023 havde påvirket deres land, og fælles for alle var, at antisemitismen er stigende, og at jøder føler sig stadigt mere utrygge uanset hvor i Europa.

Konferencen havde fokus på, hvordan organisationer og menigheder kan inspirere hinanden og arbejde tættere samme om deres respektive projekter. Men derudover var der også fokus på de lande og områder i Europa, hvor der bor jøder, men hvor der aktuelt ikke er nogen, der målrettet søger at række ud til dem.

Cypern blev blandt andet nævnt. Der er mange israelere, som i denne tid søger hertil på ferie eller mere permanent på grund af den politiske situation i Israel. Også Polen, hvor der før 2. verdenskrig boede mange jøder, og hvor Israelsmissionen også havde et arbejde, er i dag et land, hvor antallet af jøder er stigende, men hvor det samme ikke kan siges om initiativer til at række dem de gode nyheder om deres Messias.

I den pressemeddelelse, som blev delt ved konferencens afslutning, hedder det afslutningsvist: 

”Indholdet af programmet for 2025 understregede den fortsatte relevans af ordene fra 1 Krønikebog 12:32 om Issakars sønner, “ som var kyndige i at tyde tiderne, så de vidste, hvad Israel havde at gøre”, og inviterede deltagerne til at reflektere over mulighederne og udfordringerne ved evangeliets vidnesbyrd blandt jøder i denne tid. Mens Europa fortsat kæmper med komplekse kulturelle, religiøse og politiske spørgsmål, mindede LCJE-konferencen kirken om hendes kald til at forblive tro mod evangeliet, have tillid til Guds løfter og være engageret i det gode budskab om frelse for både jøder og ikke-jøder gennem Messias Jesus.”