Forsoning
I Israelsmissionen ønsker vi at arbejde for forsoning ind i en konflikt mellem kristne, muslimer og jøder, hvor dehumanisering, islamofobi, antisemitisme, had, frygt og racisme hører til dagligdagen. Forsoningsdagsordenen er kun blevet mere udfordret siden 7. oktober 2023, men vi kan ikke se noget alternativ. Som Jesus-troende må vi insistere på at forsøge at gå forsoningens vej.



Det gør vi:
- Støtter FCSI, Fellowship of Christian students in Israel, som skaber enhed blandt troende på universiteterne, uanset om man er Jesus-troende jøde eller araber.
- Støtter Ebenezerhjemmet, det eneste plejehjem for Jesus-troende i Israel, hvor mange forskellige Jesus-troende ældre bor og har fællesskab med hinanden på kryds og tværs af nationaliteter og etniciteter.
- Støtter et projekt med organisationen Musalaha, hvor vi forsøger at skabe forsoning blandt jødiske israelere og palæstinensiske statsborgere i byerne Lod og Ramla.
- Sender foredragsholdere rundt i Danmark, som underviser om forsoning.
“Efter den 7. oktober var jeg meget bange, og for at være ærlig er dele af mig stadig bange. Min beslutning om at slutte mig til Musalaha kom, fordi jeg forstod, at hvis jeg ikke vendte tilbage nu for at se palæstinenserne i øjnene, ville jeg begynde at hade igen. Det er jeg ikke villig til at lade ske.“
Forsoningsprojektet i Lod og Ramla
Musalaha er en organisation, der arbejder med at bygge bro over den dybe og smertefulde kløft, som skiller jøder og palæstinensere i en af verdens mest komplicerede konflikter. Deres udgangspunkt er, at Gud har forsonet sig med mennesker i Jesus Kristus og dermed givet os forsoningens tjeneste.
I det konkrete projekt vil vi samle en gruppe af mennesker fra Lod og Ramla; jødiske israelere, kristne arabere og muslimske arabere. Vi ønsker at få dem til at lytte til hinanden, nedbryde fordommene og skabe relationer til hinanden. De får undervisning, er på workshops og på ture sammen. Visionen er, at de sammen kommer til at kunne adressere grundproblemerne i konflikten og sammen advokere for et retfærdigt og fredeligt samfund, baseret på lighed og ansvarlighed.
Håbet er, at Musalaha efterfølgende kan arbejde videre med projektet i en større skala, så flere og flere lytter, lærer og forsoner sig.

Støt forsoningsarbejdet
Du kan støtte indsatsen her og på den måde være med til at holde fast i, at forsoning er en nødvendig vej at gå.
Tak for din gave!
Giv det bedste tilbage
Vil du være med til at give budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk?