Skip to main content

Status fra Den Danske Kirke i Jerusalem


Af præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem, Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen

Vi har endnu engang fået understreget, at Israel og Mellemøsten indeholder store kontraster. Som præstepar ved Den Danske Kirke var vi i fuld gang med at forberede påskens begivenheder, her hvor det hele skete for 2000 år siden. Men så besluttede Israels regering og Donald Trump at angribe Iran for at få væltet et præstestyre, der har tyranniseret såvel deres egen befolkning som hele regionen i flere årtier.  

Lørdag morgen kl. 8.13 lød den første sirene her på French Hill (nordøst for den gamle by i Jerusalem), hvor vi bor. Vi sad og snakkede om weekendens program over morgenkaffen; men pludselig blev alle planer ændret, og vi skyndte os ned i beskyttelsesrummet. 

Siden da har vi bevæget os rundt mellem lejlighed, beskyttelsesrum og den nærliggende park. Vi vidste vel nok, at noget var under opsejling; men det kommer alligevel bag på én, når alt går i stå. 

Så samtidig med at vi nyder de første forårstegn, nyder stilheden, kaffen og fællesskabet med både jøder og andre omkring os, lyder sirenerne pludselig og varsler endnu et missilangreb fra Iran. 

Vi har det godt og føler os trygge, fordi vi bor i et område med et godt beskyttelsesrum og naboer, der tager sig af hinanden; men hele situationen gør os usikre og triste. Hvor lang tid vil denne krig vare? Hvor mange mennesker skal dø i denne omgang? Hvad er sande efterretninger? Hvor mange gange skal vi i beskyttelsesrum denne dag?

Der er i høj grad brug for forbøn: 

  • For alle som er involveret i krigshandlingerne. Fra dem der tager beslutningerne til dem, der rammes på liv og sjæl af krigens konsekvenser
  • For det israelske folk 
  • For det iranske folk, at de må opleve forårets komme med fred og frihed
  • For alle os, der er sat i en usikker situation og bare ønsker fred.