En skelsættende dag
Efter halvandet års tid, hvor Johann alene på sit kollegieværelse havde dyrket New Age, fandt han et maleri af Jesu ansigt på internettet:
“Da jeg så på det, var det næsten som om, det blev levende. Det blev meget smukt, næsten som om øjnene kiggede på mig, og jeg forstod, at det var en invitation. Jeg mærkede en meget stærk tilstedeværelse i rummet. Og jeg hørte en stemme, som en meget stærk tanke, der kom ind i mit sind med et spørgsmål: “Vil du have mig i dit liv? Hvis du siger ja til mig, vil hele dit liv blive anderledes.”
Johann havde hørt om Jesus og tænkte straks, at han var en åndelig guide. Han gav sig selv 24 timer til at overveje sit svar: “Så dagen efter skrev jeg tilbage på min computer: “Ja, med glæde.” Et par dage senere fandt jeg en hjemmeside, hvor man kunne læse Det Nye Testamente på en meget let forståelig måde. Og Gud gav mig troens gave. Jeg troede på alt, jeg læste – bogstaveligt talt. Og jeg mærkede den samme stærke tilstedeværelse, som jeg havde følt tidligere.”
Johann dykkede videre ned i teologien via kristne fora på internettet, hvor han læste, diskuterede og prøvede at finde vej i sin nye tro. Det førte ham frem til erkendelsen af, at han skulle døbes:
“Jeg skrev til præsten i kirken på Drejervej og kom den følgende søndag. Min første gudstjeneste nogensinde, 23 år gammel. Der var 2-300 mennesker, alle med hænderne løftet under lovsangen, Guds nærvær var meget tydeligt. Wow. De kendte alle den samme Jesus, som jeg kendte.”
Et tydeligt kald til tjeneste
Johann tog til alle de arrangementer, han kunne, men på studiet var han stadig udfordret: ”Jeg klarede mig ikke særlig godt, fordi jeg stadig kæmpede med min mentale tilstand, og jeg kunne ikke lide fysik længere. Jeg ville på bibelskole og tjene Gud fuldtid. Men Gud sagde meget klart: “Fortsæt dine studier. Du vil blive kaldet til tjeneste, men senere i dit liv.”
Den melding var svær for Johann at acceptere, men han adlød, og Gud velsignede ham med gode karakterer og fornyet energi til studiet. Han mødte sin ukrainske kone i København, og de flyttede til Frankrig, hvor de stiftede familie, og Johann fortsatte arbejdet som fysiker.
Fra omkring 2018 mærkede han, at det snart var tid til at arbejde fuldtid med mission. I 2021 fik han kaldet:
“Jeg fik fornemmelsen af, at jeg skulle arbejde igennem Jews for Jesus, og jeg bad Gud om et tegn. To dage senere fik jeg et opkald fra en mand fra netop Jews for Jesus. Det føltes som et direkte opkald fra Herren.”
Til en start begyndte Johann at prædike på Jews for Jesus’ YouTube-kanal, en video om ugen. Sidste år var det tid til at gå fuldtid ind i tjenesten. Nu får Johann hver dag lov til at møde jøder og fortælle dem om Jesus: “Gud gør fantastiske ting.”