Samtidig levede han med en todelt identitet:
“I Rusland er jeg jøde, men i Israel er jeg russer.”
Ifølge jødisk, religiøs lov regnes han heller ikke som jøde, da mors-linjen ikke kan dokumenteres som fuldt jødisk. Dette er en virkelighed, mange russisk-jødiske familier deler, og som tidligt blev en del af hans selvforståelse.
Gennem skolen fik han kendskab til jødedommen. Han lærte om sabbatten, højtiderne og Bibelen og læste Det Gamle Testamente allerede i folkeskolen. Alligevel blev intet praktiseret i hjemmet. Sabbatten var først og fremmest en fridag, og højtiderne blev markeret som familiemiddage uden religiøst indhold.
Det første møde med Jesus
Det første møde med Jesus kom uventet, da Jan var otte år gammel. Faderen tog ham med til Jerusalem for at bede for en kristen ven, og de besøgte Gravkirken.
“I synagoger havde jeg aldrig kendt Guds nærvær. Men i Gravkirken var det anderledes. Det var overvældende.”
Oplevelsen blev liggende i baggrunden, men i ungdomsårene udviklede han et stærkt antireligiøst verdensbillede. Især efter at faderen døde, blev han fjendtligt indstillet over for al religion.
“For mig var Bibelen bare eventyr og myter. Jeg mente oprigtigt, at religion gjorde mere skade end gavn.”
Efter militærtjeneste i Luftvåbnet begyndte han at studere historie og arkæologi. I det akademiske miljø blev Bibelen behandlet kritisk – ikke som Guds ord og knap nok som historisk kilde. Alligevel voksede interessen for kristendommens historie, særligt den tidlige kirke.
Kristen kæreste
Under en arkæologisk udgravning mødte Jan kvinden, som senere skulle blive hans kone – en evangelisk kristen fra USA. Hun pressede ham aldrig til at tro, men forholdet fik ham til at stille spørgsmål, han tidligere havde afvist. Derudover var hun tydelig på, at hvis de skulle gifte sig og få børn, skulle børnene opdrages i den kristne tro.
Jan indså også noget grundlæggende: Han havde aldrig læst Det Nye Testamente. Han begyndte med Johannesevangeliet.
“Det havde en klang af sandhed. Det gav mening.”
Han fortsatte med at læse evangelierne og Paulus’ breve, samtidig med at han undersøgte teksterne både historisk og kritisk. Gradvist voksede en erkendelse frem.
Det, han læste, var faktisk sket. Paulus, Peter og Johannes var ikke blot navne på en side – de havde levet.
Og Jesus var ikke en idé eller en myte. Han var en virkelig person, som havde vandret på jorden.
Men endnu vigtigere var erkendelsen af, at Jesus faktisk døde – at han blev korsfæstet. Og at han efter tre dage stod op fra de døde og steg op til himlen.
Et ændret verdensbillede
Interessen for historie og arkæologi – og mødet med en kristen kvinde – førte Jan til troen på Jesus.
Troen førte ikke primært til stærke følelser, men til en grundlæggende forandring i hans verdensbillede. En af de tydeligste ændringer var, at frygten for døden forsvandt.
“Den havde fulgt mig som ateist, men nu er den væk. Jeg ved, at mit liv er i Guds hænder.”
I Immanuelkirken fandt han og familien et åndeligt hjem, og fællesskabet har givet ham noget, han ikke vidste, han manglede.
“Det har lært mig, hvad sabbatten egentlig er – at standse op, hvile og møde Gud.”
Han kalder sig kristen – eller messiansk; ordene betyder det samme på hebraisk. For ham er der ingen modsætning mellem at være jøde og at tro på Jesus.
“Jeg er en del af Kristi legeme, sammen med både jøder og hedninger.”
Når han ser tilbage på sin trosrejse, understreger han, at Gud møder mennesker på forskellige måder.
“For mig var vejen til tro logisk og historisk. Dette er ikke blind tro, men tillid til en sandhed, der bærer. Jeg ved, at Jesus levede, døde og stod op igen – og det giver mig et trygt fundament for livet.”
I dag bor Jan og familien i USA.
