Fjerde indlæg i årets serie af julekort fra jødedommen, skrevet af bibelunderviser i Israelsmissionen, teologistuderende Daniel Lilleøre Lønborg.
Teksten, der i landets kirker læses op juledag, er fra Johannesevangeliets indledning (Joh 1,1-14). Den er ofte blevet kaldt ”Johannes’ juleevangelium”, fordi den griber om de samme store temaer, som beretningerne om Jesu fødsel; at den evige Gud valgte at blive menneske og tage bolig iblandt os på et bestemt sted og tidspunkt.
Hvor de andre evangelister forsøger at fortælle dette med historiske beretninger, benytter Johannes sig af et mere ophøjet sprog, som siger tingene direkte, omend med sin egen mysticisme:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”.
Dette ’Ord’, en filosofisk betegnelse Johannes lånte fra samtiden, bruger han om Jesus, som altså identificeres som Gud selv:
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”.
”Ordet blev kød” er en tætpakket formulering, der opsummerer julens budskab, hvis ikke hele kristendommens kerne. Vi følger en Herre, der ikke blev langt væk ”hos Gud”, selvom han ”var Gud”, men brød ind i vores univers og timelighed for iblandt os at være et menneske af kød og blod. Det vidner om Guds ustoppelige længsel efter relation med mennesker.
Som kød tog Ordet ”bolig iblandt os”. På grundsproget bruges der et udsagnsord, hvis rod er det ord, der i det gamle testamente bruges om tabernaklet – israelitternes telthelligdom de byggede i ørkenen. En helt bogstavelig oversættelse ville være: ”Ordet tog kød og slog telt op/’tabernaklede’ iblandt os”. Ved at kigge lidt på tabernaklet, kan vi altså lære noget om julens evangelium.
På Sinaibjerget modtog Moses præcise instrukser fra Gud om, hvordan tabernaklet skulle konstrueres. I overensstemmelse dermed gennemførte de konstruktionen, og ”Herrens herlighed fyldte boligen” (2 Mos 40,34). Denne helligdom fulgte israelitterne år efter år. Det var et sted, hvor ”Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet” (2 Mos 33,11).
Det er overraskende, at Gud skulle ønske at bo et bestemt sted, som det var tilfældet med tabernaklet. Tilsyneladende ønsker den evige, allestedsnærværende Gud at være hos mennesker på tidslig og rumlig vis, så vi kan have håndgribeligt fællesskab med ham.
Julens begivenhed var på den måde ikke guddommelig nytænkning, men var kulminationen af et evigt ønske i Guds eget hjerte, som allerede var igangsat. Alligevel var der her tale om noget helt nyt. Hvor Gud før havde givet sig til kende et bestemt sted, viste han sig nu i en person. Som Johannes skriver efterfølgende:
”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk”.
I ham ser vi den herlighed, som han har fra Faderen, ”fuld af nåde og sandhed”. Som Paulus siger det, ”i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” (Kol 2,9).
Fordi vi nu ved Helligånden har adgang til personen Jesus Kristus, har vi adgang til Guds nærvær og herlighed – en herlighed der paradoksalt blev åbenbaret i et menneskebarn. Dermed kan vi i Helligånden nu tale med Gud ”ansigt til ansigt, som det ene menneske taler til det andet”.
Tænk denne jul på Jesu barneansigt, der lyser midt i vinterens mørke, og lad dig mindes disse ord: ”Gud, der sagde »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesus Kristi ansigt” (2 Kor 4,6).
