Skip to main content

Tag: antisemitisme

Norske jøder i ny undersøgelse: jødehadet er blevet værre

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Antisemitisme.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 8/12 2017

En ny undersøgelse viser, at fordomme mod jøder og muslimer er udbredt blandt den norske befolkning. 70 procent af de adspurgte jøder oplever, at jødehadet er blevet værre gennem de seneste år. 11 procent af den samlede befolkning mener ligeledes, at vold rettet mod jøder kan forsvares på baggrund af konflikten i Mellemøsten.

I starten af december udgav ”center for studier af holocaust og livssynsminoriteter” (HL-centeret) en rapport om holdninger til jøder og muslimer i Norge i 2017. Undersøgelsen viser, at antimuslimske og antijødiske holdninger er udbredt blandt den norske befolkning.

Selvom rapporten viser, at der sket et fald i antisemitiske holdninger i Norge fra 12,1 procent til 8,3 procent, oplever de adspurgte jøder ikke denne ændring. 70 procent erfarer derimod, at jødehadet er blevet værre og mere udbredt gennem de seneste år. To ud af tre svarer, at de skjuler deres religiøse tilhørsforhold i frygt for negative holdninger. Muslimske immigranter, som har været bosat i Norge i mere end fem år skiller sig ud. De støtter i større grad negative påstande om jøder end den generelle befolkning. Hele 42 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund mener, at ”jøder har al for stor indflydelse på international økonomi,” i modsætning til 9 procent af hele befolkningen.

Undersøgelsen viser ligeså, at antimuslimske holdninger er udbredt. 34 procent af de adspurgte i undersøgelsen har udprægede fordomme mod muslimer.

Antimuslimske holdninger er udbredte
42 procent af de adspurgte støtter påstanden ”muslimer vil ikke integreres i det norske samfund”. Samtidig svarer 39 procent bekræftende på udsagnet ”muslimer udgør en trussel mod norsk kultur” og 31 procent mener, at ”muslimer ønsker at overtage Europa”.

Ifølge undersøgelsen mener 80 procent af den norske befolkning, at negative holdninger til muslimer er meget udbredte. 52 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund deler denne opfattelse.

Vold mod jøder kan forsvares
Børne-, ligestillings- og inkluderingsminister Solveig Horne (Frs) udtrykker glæde over nedgangen i negative holdninger til jøder og den formindskede skepsis mod at have muslimske naboer eller venner. Men undersøgelsen giver også grund til bekymring. Den udbredte negative holdning til muslimer blandt befolkningen, og muslimer og jøders egne oplevelser med fordomme er problematisk. Ministeren udtrykker også bekymring over, at undersøgelsen viser, at 20 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund og 11 procent af befolkningen generelt mener, at vold rettet mod jøder kan forsvares på baggrund af konflikten i Mellemøsten. Det er dybt problematisk, at omkring en halv million nordmænd er af den holdning, at vold mod jøder kan forsvares grundet den politik staten Israel fører.

  Læs rapporten om muslimer og jøder her.
Læs NRK’s artikel om rapporten her.  

Væk med dem – om Luthers udvikling fra jødeven til antisemit

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Antisemitisme, Bibel og jødedom.

Mona Kjær Nielsen, medlem af Israelsmissionens landsstyre og sognepræst, 11. oktober 2017

Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt og prekært. Mange skubber helst emnet til side og taler i stedet om reformationens positive tanker og følger. Men mens det sidste ikke er forkert, skal man passe på med det første. For vi skal ikke skubbe noget ind under tæppet, men lade det komme frem i dagens lys og forholde os til det.

Jøderne og det rene kristne samfund

Det første, der bør springe i øjnene, er, at Luther kan bruges af såvel jødefjender som jødevenner, for hos Luther er der skrifter, der peger i begge retninger. Alene af den grund er det ensidigt at sætte Luther i den ene eller anden bås. For at forstå betydningen af denne dobbelthed hos Luther må man først prøve at begribe jødernes situation i Europa i det 14.-16. århundrede.

Denne tid var generelt præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik skylden for pesten og uopklarede forbrydelser. Ofte blev de dømt under rene skueprocesesser, og straffen ramte ofte ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed.

Da byen Paris i begyndelsen af 1500-tallet havde fordrevet alle jøder, roste datidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, Paris for at være blevet jødefrit.

Jøderne blev således systematisk gjort til andenrangsborgere i et forsøg på det rent kristne samfund og tildelt en retslig rand-eksistens, fx mht. erhvervsmuligheder. Også boligmulighederne var begrænsede: Hvis jøderne ikke var forvist fra byer og territorier, og det blev dem tilladt at slå sig ned et sted, måtte de bo i områder skarpt afgrænset fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer. Det skulle de oven i købet betale beskyttelsespenge for til den lokale fyrste.

Luther var ”jødeven”

Det er i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære i 1523, at Luthers første skrift om jøderne bliver til. Et meget positiv skrift, hvor selve titlen må have vakt forargelse i samtiden: At Jesus Kristus er født jøde. Luther betoner i dette skrift ikke kun, hvad titlen siger, hvad der i sig selv var en skandale, han argumenterer også for, at evangeliet gælder alle folk og i særdeleshed jøderne.

Men Luther betoner ikke kun kontinuiteten mellem jøder og kristne, han kræver også, at man møder jøder med kristen næstekærlighed og forlanger konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med jøder med det mål at integrere jøderne i samfundet.

Hvad der i dag klinger selvfølgeligt, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul, i håb om at lærde jøder ville læse den og omvende sig. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set, som håbet om en bedre fremtid.

Luthers syn på jøderne forandres

Med tiden ændrede Luther dog syn på jøderne, da han oplevede at nogle af underviserne i hebræisk krævede bedre løn og anseelse, og at de ikke var lydhøre for hans argumentation. Samtidig havde rabbiner Josel von Rosheimer succes med de få jødiske menigheder.

Luther måtte erkende, at jøderne ikke ville vide noget af den evangeliske belæring og hverken var indstillet på at lade sig frelse åndeligt gennem konvertering eller at blive integreret i det kristne majoritetssamfund for på den måde at blive socialt befriet.

Tværtimod oplevede jøderne parallelt med det reformatoriske opbrud i kristenheden en fase med religiøs-åndelig fornyelse og styrkelse, der gjorde dem i stand til at tage nye initiativer for at opnå bedre politiske og sociale forhold og således fastholde deres jødiske identitet.

Og da nogle kristne, under indflydelse fra jøder, flyttede deres ugentlige helligdag fra søndag til lørdag, reagerede Luther skarpt og fordømte det stålsat.

Herefter opfattede Luther Josel von Rosheims aktiviteter, som en trussel mod sin reformatoriske opgave og tolkede den, som al anden modstand mod ham, som et påfund fra den djævelske modstander, som det gjaldt om at bekæmpe med alle midler.

Vendepunktet

Luther tog nu stilling, og der var ikke længere nogen jøde, der kunne sætte sine forhåbninger til reformatoren. For Luther havde det altid drejet sig om én ting: Udbredelse af evangeliet blandt jøder. Da jøderne ikke levede op til denne forventning, var de gode hensigters vej i hans øjne blevet meningsløs. I stedet pressede han nu på for, at øvrigheden skulle fordrive jøderne for at sikre et rent kristent samfund!

Men der var nogle præster, der syntes at det var problematisk, for Jesus var jo jøde, og jøderne var Guds udvalgte folk. Luther løste problemet ved at bruge jødernes ulykkelige situation i Europa som bevis på, at jøderne ikke længere var Guds udvalgte:

”Lad os derfor slutte heraf, at jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til skriftsproget hos Hosea 1 v. 9: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det går dem altså desværre således og kun således og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser værket for vore øjne, det bedrager os ikke.”

Jødernes løgne

I 1543 udgav Luther en bog på 150 sider ”Om jøderne og deres løgne”, og vi kan med den tyske historiker Heinz Schilling sige, at det er en bog man som luthersk kristen må græmmes over. Alligevel mener Schilling ikke, at Luther var antisemit.

Thomas Kaufmann, doktor i teologi, siger om skriftet, at det er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Over 90 % er en lang bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Derfor mener Kaufmann , at det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter vi har. Men det er klart, at der er 7-8 sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har fået en vild virkningshistorie. Thomas Kaufmann konkluderer da også, at Luther faktisk var antisemit.

Luthers udfald i dette og senere skrifter er et udtryk for et generelt omsving i hans tilgang til livet, og i hans forventninger til fremtiden. Den åbenhjertige optimisme fra de tidlige år er slået over i en deprimerende erkendelse af, at modstanden, også i hans egen lejr er voksende og at en universel reform af kirken og samfundet ikke længere kan realiseres, mens han lever. Blandt sine modstandere tæller han nu ikke blot paven, sværmerne og tyrkerne, men også jøderne. De modsætter sig ikke alene evangeliet, men forsøger også at holde mennesker væk fra det.

Jøderne må fjernes

Luther talte altid imod brug af vold, også under bondeoprøret. Det var først, da han indså, at bønderne ville anvende magt, han skrev til fyrsterne, at det var deres ansvar at sørge for ro og orden, og i dette tilfælde var det i orden at anvende magt. På samme måde tænkte Luther nu om jøderne: Da de ikke ville omvende sig, måtte de fjernes!

I bogen ”Om jøderne og deres løgne” krævede Luther fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af deres ejendom. ”Jøderne er nu ikke mere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærer Jesus som Guds søn, synder mod Gud. Og den som tåler denne synd, er medskyldig,” skriver han.

Derfor bliver det en opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, ødelægge deres huse, tage deres bøger, forbyde deres lære, pengehandel osv. – i det hele taget drive dem endnu mere ud af samfundslivet, end de allerede var.

Man kommer ikke udenom, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad og motivation til tilsvarende handlinger. Og historien har flere gange vist, hvordan folk har brugt hans skrifter og teologi til at legitimere jødehad.

Luther og nazisterne

Luther skrev sin bog mange hundrede år før Hitlers ”Mein Kampf”, og det ville være forkert at give Luther skylden for alt jødehad i Europa, men hans skrifter blev brugt til at legitimere hadet og støbte de teologiske kanonkugler. Luther beskrev jøderne som et hadefuldt folkefærd og opfordrede kristne til at jage dem og ødelægge deres ejendom.

Krystalnatten skete natten til Luthers fødselsdag, og symbolikken var ikke til at tage fejl af, heller ikke for præsterne. Den evangelisk-lutherske biskop Martin Sasse udgav få uger efter Krystalnatten et genoptryk af Luthers værk og skrev begejstret i forordet, at ”den 10. november 1938, på Luthers fødselsdag, brænder synagogerne i Tyskland”. Det at brænde jødernes synagoger var netop første punkt i Luthers handlingsplan.

Genoptrykket af Luthers kampskrift fik titlen ”Martin Luther über die Juden – Weg mit ihnen!” og sloganet ”weg mit ihnen” (væk med dem) var et citat fra Luthers handlingsplan mod jøderne: ”Thi, som vi hører, er Guds vrede imod dem så mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved blid behandling, men en smule bedre ved hård. Derfor væk med dem for altid.”

I Tyskland blev bogen et grundlag for nationalsocialisternes legitimering af antisemitismen.

Luther er ikke absolut autoritet

Thomas Kaufmann mener, at Luther var antisemit, og jeg vil være tilbøjelig til at give ham ret. Man kan ikke sige og opfordre til de ting som Luther gør mod jøderne uden at være antisemit – uanset samtidshistorien, og at Luther dækker sig ind under at være anti-judaist.

Desuden fortæller Luthers syn på jøderne os for det første, at Luther var en mand, der kunne tage fejl. Det har måske været godt for eftertiden for ikke at give ham guddommelig status. Det Luther sagde, kan diskuteres, og han tog åbenlyst fejl ind imellem. Derfor er og bliver Luther ikke en absolut autoritet. Vi kan dele nogle af hans opfattelser og tage afstand fra andre.

For det andet er det vigtigt, at den, der nutidigt beskæftiger sig med disse spørgsmål og vender sig mod historien, også prøver at forstå, hvordan fortiden så på disse spørgsmål og lader svaret forholde sig til denne kontekst. Det gør det ikke formildende, og vi bør som kirke fortsat tage afstand til antisemitisme i enhver form, den måtte komme til udtryk.

Fjollede konspirationsteorier kan føre til – og bunde i – antisemitisme

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Først var det Seyit Ahmet Özkan fra Socialdemokratiet og byrådet i Ishøj. Så var det Niels Rolskov fra Enhedslisten og byrådet i Køge. Det er jødiske zionister og ikke radikale islamister, der er de virkelige hovedaktører bag Islamisk Stat.

Engang var det Thomas af Monmouth der i 1100-tallets England hævdede, at en gruppe rabbinere mødtes én gang om året for at aftale, hvor i verden de skulle ofre en kristen som hævn for kirkens jødeforfølgelser.

Engang var det Krushevan der i begyndelsen af det 20. århundrede gennem den russiske avis Znamya hævdede at jøderne havde en hemmelig plan for at overtage verdensherredømmet. Det er den konspirationsteori, vi i dag kender som Zions Vises Protokoller.

Og konspirationsteorierne klæber sig til det jødiske folk. Af den ene eller anden årsag er der nogle mennesker, som vil, at de skal være sande. Jeg forestiller mig, at man skal være et almindeligt dannet og fornuftigt menneske, for at blive valgt til et dansk byråd. Det tror jeg også både Özkan og Rolskov er. Alligevel er det som om at både de to byrådsmedlemmer og mange andre med dem slår den kritiske sans fuldstændig fra, når det kommer til Israel og det jødiske folk. Hvorfor?

Vel er det i dag relativt let at gemme sådanne tåbelige udtalelser bag antizionsmen frem for antisemitismen, og dermed gøre det udtalelserne en anelse mere spiselige i offentlighedens øjne. Alligevel må vi standse op og lade os advare. For selvom den israelske regering da bestemt fortjener kritik for dele af sin politik – ligesom så mange andre lande fortjener det – så er der antizionisme, som bliver så himmelråbende, at den kun kan bunde – bevidst eller ubevidst – i antisemitisme. (Det nytter heller ikke noget, at dele af venstrefløjen igen og igen bliver ved i samme antizionistiske rille, hvorved de fejlagtigt tror, de tjener palæstinensernes sag. Det gør de ikke. Kun ved at gøre plads i deres eget verdensbillede til staten Israel, kan der for alvor rykkes på status quo.)

10. oktober sidste år bragte Kristeligt Dagblad et interview med den norske overrabbiner Ervin Kohn. Her siger han blandt andet, ”at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.”

Thomas, Krushevan, Özkan og Rolskov viser os, at Ervin Kohn har ret i sin analyse. Det er så op til os andre at modsige de konspirationsteorier, der kommer frem – uanset hvor fjollede de så end måtte være. For de kan føre til antisemitisme. Og det er ikke at spøge med.

Om Luther og hans løgne – en messiansk jøde ser nærmere på Luther

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Antisemitisme, Bibel og jødedom.

dr. theol. Richard Harvey, seniorforsker, Jews for Jesus

“Om jøderne og deres løgne” blev udgivet i 1542. Den er skrevet af Martin Luther og beskriver Luthers syn på jøderne og deres tro på Gud.
I fem år har Luthers skrifter og påvirkningen af hans syn på det jødiske folk tynget mig.

Jeg er vokset op i Storbritannien, hvor reformationen ledte til dannelsen af Church of England og hvor den anglikanske kirke, ligesom den lutherske, kombinerer katolsk og reformert tradition. Da jeg kom til tro på Jesus, blev jeg i mine første år primært oplært i en evangelisk/protestantisk sammenhæng, så jeg er godt bekendt med hans skrifter, ligesom jeg blev undervist i de klassiske dogmer om retfærdiggørelse af tro, Skriftens forrang og behovet for personlig tro.

Nyt perspektiv på Paulus

Da jeg begyndte at studere teologi i 1970erne, oplevede faget en revolution inden for paulinske studier, forårsaget af E.P. Sanders bog ”Paul and Palestinian Studies”. Bogen satte spørgsmålstegn ved dét, han karakteriserede som ”den lutherske læsning af Paulus”, hvor man satte Loven, som den kommer til udtryk i det Gamle Testamente, op imod evangelium og nåde som det kommer til udtryk det Nye Testamente. Min underviser i Ny Testamente, John Ziesler, var i regelmæssig kontakt med Sanders, alt i mens vi arbejdede os igennem Romerbrevets græske tekst i undervisningen. Jeg blev klar over, at dette ”nye Paulus-perspektiv” var gode nyheder for Jesus-troende jøder som mig selv, som ofte har følt sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Messias, og som ofte er blevet beskyldt for loviskhed, hvis vi har valgt at leve efter Toraen, selvom vi er Jesus-troende.

Jeg var en del af den messianske bevægelse og var engageret i Londons Messianske Menighed i 1980erne. Meget af den messiansk-jødiske teologi var på det tidspunkt en reaktion imod de anti-jødiske elementer i kristen teologi, hvilket særligt kom til udtryk i forhold til erstatningsteologien, som hævder, at den kristne kirke har erstattet det jødiske folk som det ”nye” eller det ”sande” Israel. Den messianske teologi tog ligeledes et opgør med ”foragtelseslæren” som hævder, at jøder fortjener at leve i eksil og blive straffet, fordi de slog Jesus ihjel og fortsat afviser ham som Messias.

Fortvivlet over at læse Luther

Mit eget møde med Martin Luther har skærpet min fornemmelse for Luthers centrale placering i den kristne anti-jødiske og anti-semitiske tradition på en måde, som har udfordret mit eget perspektiv på troen og min egen evne til at tilgive Luther og lutheranere i det hele taget for de lidelser, de har påført mit folk. Men jeg oplever også en stærk passion for at se forsoning mellem lutheranere, jøder og Jesus-troende jøder i dag.

Jeg blev fortvivlet over at læse Luthers anti-jødiske skrifter. Hans nedladende og hånende udtryk er fyldt med had og fjendskab mod jøder og jødedom, hvilket er chokerende og uacceptabelt. Hans onde, vulgære og opildnende sprogbrug er uundskyldeligt. Men hans blanding af race- og religionshad, hans påstande om at være funderet i Skriften og i Jesu og apostlenes lære, hans mordtrusler og giftige beskyldninger mod det jødiske folk er nok de værste eksempler nogensinde på kristen anti-judaisme. Han håner den jødiske respekt for Guds hellige navn og plæderer for, at Talmud er kommet til verden gennem en gris’ anus.

Lovprist af nazisterne

Det er ikke så mærkeligt, at Luthers tanker blev lovprist og genoptrykt af nazisterne, som påstod, han ville være stolt af deres handlinger i Krystalnatten og som henviste til Luther under retssagerne i Nürnberg for at retfærdiggøre deres handlinger. Luther argumenterede for, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, deres ejendele konfiskeres, deres bøger brændes, synagogerne ødelægges og at jøderne selv ikke skulle beskyttes. Han fulgte op på sine opildnende ord ved at forsøge at overtale tyske ledere til at udføre det, han foreslog. Luthers anti-jødiske teologi og hans sociale og politiske antisemitisme kan ikke skilles ad eller undskyldes.

Myterne om anger må afvises

Der er to almene myter omkring Luthers syn på det jødiske folk. Ingen af dem er rigtige, men de bruges i vidt omfang til at gøre hans holdninger spiselige. Den første er, at Luther i begyndelsen af sit arbejde havde en positiv holdning til det jødiske folk, idet han mente, at hvis de blot blev behandlet ordentligt, ville de komme til tro på Jesus og hjælpe Luther i hans kamp mod den romersk-katolske kirke. Den anden er, at Luther angrede sine anti-jødiske og antisemitiske synder på sit dødsleje.

Mens det er korrekt, at Luthers tidlige værker, særligt ”At Jesus Kristus blev født som jøde”, har nogle positive tilkendegivelser om, hvordan jøderne skal behandles, og at han argumenterede for, at man ikke skulle bruge tvangsomvendelse, så bruger han helt fra sine tidlige værker, som fx hans undervisning ud fra Salmernes Bog og 1. Mosebog, en antisemitisk retorik. Den har han taget med videre fra sin tid som augustinsk munk, for Augustin mente, at jøder var dømt til at være ”modvillige vidner” om kristendommens sandhed, fordi de har afvist Jesus. Derfor er de, som en konsekvens heraf, dømt til at være et omflakkende folk indenfor kristendommen.

Når man undersøger, om Luther ”angrede på sit dødsleje”, er det godt nok sandt, at han bekendte sine synder, men hans frygt for og angreb på det jødiske folk fortsatte helt indtil tiden omkring hans sidste prædikener. Efter hans mening var det jøderne, der angreb ham, og som prøvede at dræbe ham. I sine sidste prædikener og private ord til sin kone formanede og fordømte han dem hårdt.

Der er elementer af teologisk anti-judaisme og samfundsmæssig antisemitisme i Luthers liv og værker. Teologisk fordi den jødiske fortolkning af skriften, sådan som den er videregivet i rabbinsk tradition, benægter, at Jesus er Messias, og derfor måtte Luther gøre indsigelser imod sådanne fortolkninger i sine oversættelser, udlægninger og applikationer af Skriften. ”Om jøderne og deres løgne” er en 65,000-ord lang tirade imod det jødiske folk og deres fortolkning af Skriften, især deres udlægning af de messianske profetier i det Gamle Testamente, som Luther prøver at påvise, er blevet opfyldt i Kristi komme. Ifølge Luther er det jødiske folks fortsatte eksil gennem de sidste 1500 år bevis på, at Guds fordømmelse og dom hviler over dem.

Messiansk jødiske perspektiv på Luther

Hvad er så mit messiansk-jødiske perspektiv på Luther?

For det første anerkender jeg alt det gode, Luther gjorde. Hans frygtløse og trofaste forkyndelse af evangeliet, hans villighed til at stå i mod kirkens misbrug og ondskab på hans tid, hans bidrag til udviklingen af den moderne verdens reformation, hans oversættelse af bibelen til tysk, hans indflydelse på dannelsen af den moderne verden, nationalstaten og udviklingen af alment kristent liv og kultur. Jeg anerkender og sætter pris på alle disse ting og Luthers bidrag.

Tilgivelse

For det andet tilbyder mit perspektiv tilgivelse. Luthers anti-judaisme kan ikke og skal ikke adskilles fra den senere antisemitisme, som kulminerede under holocaust. Mit folk lider stadig under posttraumatisk stress, der strækker sig på tværs af generationer, og som ligeledes har uheldige og utilsigtede konsekvenser såsom at den forfulgte bliver forfølgeren, som vi ser i Israel-Palæstina-konflikten. Så forsoning, først mellem tyske kristne og messianske jøder, og derefter i større udstrækning blandt jøder og lutheranere, er i høj grad tiltrængt. Desværre har jeg observeret meget lidt af dette og oplever, at mange lutheranere simpelthen ikke forstår, hvad jøder og Jesus-troende jøder føler. Dette er en stor sorg for mig, da jeg gerne vil, at min familie, hvori størstedelen ikke tror på Jesus, skal høre oprigtigt gode nyheder fra lutheranerne, eller i det mindste et udtryk for fortrydelse, en antydning af en undskyldning og en villighed til at gøre noget for at rette op på tingene igen.

Jeg beder dagligt bønnen om tilgivelse, som en ortodoks jøde beder fra en jødisk bønnebog. Den minder meget om Jesu ord på korset ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Den lyder sådan:

”Jeg tilgiver hermed enhver, som har ophidset, provokeret mig eller syndet imod mig fysisk eller finansielt eller ved at undlade at give mig den respekt, der tilkommer mig, eller i noget andet anliggende der vedkommer mig, ufrivilligt eller villigt, ubevidst eller bevidst, om det er i ord eller handling: lad igen pådrage sig straf på grund af mig.”

Kærlighed til Israel

For det tredje kalder mit perspektiv på konsekvenserne af anger.

Efter 500 år af Luthers anti-judaisme og tusinder år af kristen antisemitisme er der behov for, at lutheranere viser Jesu kærlighed til hans folk Israel. Jeg venter på, at det sker og mangler stadig at se beviserne på det. Et meget stærkt symbol på Luthers anti-judaisme, er den wittenbergske ”jødeso”, som burde fjernes, idet man beder det jødiske folk om tilgivelse og placerer den i et forskningscenter i stedet for efterlade den på en væg i en kirkebygning dedikeret til tilbedelsen af Gud.

Jeg venter på at lutheranerne, både som kirkeretning og som individer, viser anger i både handling og ord. Der er udtrykt fortrydelse og anger i forhold til det jødiske folks lidelser, men ofte uden handling bag. Der er behov for en ny attitude og villighed til at bakke undskyldninger op af handlinger, hvis relationen mellem jøder og lutheranere skal genoprettes.

For det fjerde leder mit perspektiv efter den forsoning kun Jesus kan give. Messianske jøder og lutheranere har én ting til fælles – vi tror begge på Jesus/Yeshua, Guds søn, som blev jødisk kød og døde for os på korset, og som opstod for at forsone os med Gud og med hinanden. Vi er kaldet til at være Guds ambassadører for forsoning i verden, og dette må begynde mellem de splittede folk, etniciteter og den historie vi har indenfor Kristi globale kirke. Når jeg kommer i himlen, ser jeg frem til at omfavne Martin Luther og takke ham for at velsigne mig. Jeg håber, at han også vil omfavne mig med tårer af anger i sine øjne, og at vi i sandhed vil være forsonet sammen i kærlighed og i Israels og alle nationers Guds fællesskab.

Donald Trump – i spændingsfeltet mellem antisemitisme og zionisme

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Antisemitisme.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Donald Trump er taget i ed som USA’s næste præsident, og siden valget i november 2016 er der særligt ét spændingsfelt, som har fanget opmærksomheden: Den tilsyneladende kompleksitet der ligger i, at Trumps sejr uomtvisteligt har åbnet for en øget antisemitisme i USA, mens hans politik og mange af hans rådgivere på den anden side er meget venligt stemte overfor Israel – nogle vil sige zionistisk. Hvordan hænger det sammen?

Antisemitismen og de tiltagende rapporter om hadforbrydelser med racistiske under- og overtoner i kølvandet på valgresultatet, taler sit eget tydelige sprog. Den antisemitisme, mange jøder regnede for at være et overstået kapitel i USA, har ligget og ulmet og er nu vendt tilbage til overfladen.

Trump har ikke taget afstand

Under selve valget har flere også givet udtryk for bekymring over Trumps egen retorik. Men, som Bradley Burston, redaktør på den israelske avis Haaretz, også pointerer, har særligt Trumps tilhængere udfoldet en antisemitisk retorik, og mange har haft en oplevelse af, at præsidenten ikke har taget nok afstand fra disse tilhængere, som tilhører det yderste højre i amerikansk politik. For eksempel har den tidligere stormester fra Ku Klux Klan, David Duke, udtrykt uforbeholden begejstring for Trump. Gennem hele valgkampen har Trump nægtet at tage afstand fra støtten fra Ku Klux Klan og det radikale højre.

Journalister et udpræget mål

Jødiske journalister har været et udpræget mål under præsidentvalgkampen. En undersøgelse viser, at fra august 2015 til juli 2016 blev der lavet 2,6 millioner opslag, eller ”tweets”, på Twitter med antisemitisk indhold. Rapporten anslår at disse opslag er set op imod 10 milliarder gange, hvilket ”kan være medvirkende til at bekræfte og normalisere antisemitisk sprogbrug i en enorm skala.”

Absurde påstande!

Der findes også dem, som finder det absurd at komme med beskyldninger om antisemitisme mod Trump. Hans svigersøn er selv jøde, ligesom mange af hans nærmeste politiske rådgivere er det. Derudover er Trump kommet med udenrigspolitiske meldinger om en fremtidig politik i Mellemøsten, som af iagttagere ses som den mest israelvenlige politik i mange år. For eksempel har Trump lovet at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem – en massiv tilkendegivelse af Jerusalem som Israels udelelige hovedstad, og en handling som ville slukke håbet for mange palæstinensere om en selvstændig stat med Østjerusalem som hovedstad.

Opfat hvert et giftigt ord som et løfte

Hvordan skal vi forholde os til kompleksiteten i denne nye virkelighed?

Liel Leibovitz, skribent på det jødiske magasin Tablet, har stillet det samme spørgsmål, og kommer blandt andet frem til følgende i en klumme, hvor han reflekterer over sin bedstefars flugt fra 1930ernes Wien: ”Opfat hvert et giftigt ord som et løfte.”

Sammenligninger på tværs af historien vil altid komme til kort, så at sammenligne Wien i 1930 med USA i 2017 kan forekomme tåbeligt. Men meget af det, der skete i Europa i 30erne og 40erne, var en konsekvens af, at ord alt for ofte blev bortforklaret og overanalyseret. At de ikke blev taget alvorligt og for pålydende.

Hver generation skal vaccineres

Den anden side af sagen giver Leibowitz udtryk for i en anden klumme i efterspillet til en episode, hvor en legeplads blev sværtet til med nazistisk graffiti. Ham der gjorde det, skriver Leibovitz, ”er med al sandsynlighed en uopdragen teenager der kedede sig bravt frem for en Obersturmführer i træning.” Han pointerer, at vi må trække vejret dybt og lære at kende forskel på narrestreger og ondskab. Leibovitz slutter konstaterende:

”Det bedste svar til oppustet og overdreven retorik er aldrig en anden oppustet og overdreven retorik; det er ro, medlidenhed og barmhjertighed.”

I Israelsmissionen ønsker vi ikke at bidrage til ”oppustet og overdreven retorik”, men vi vil påtage os ansvar og gøre opmærksom på, når vi ser faresignaler, som er historisk genkendelige. For vi tror analysen fra Ervin Kohn, overrabbiner i Oslo, er rigtig, når han siger, ” at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge,” konkluderer Kohn.

Artiklen er en forkortet udgave af artiklen i Israelsmissionens magasin, Evangeliet og den Jødiske Verden.

“Fjern Wittenbergs Jødesvin” 

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder,  26. august 2016

I anledning af reformationens 500 års jubilæum i 2017 har Richard Harvey startet en underskriftsindsamling for at få fjernet et såkaldt Judensau (jødesvin) fra kirkefacaden i Wittenberg. Det var i denne kirke, Luther prædikede og her, at han ophængte sine 95 teser mod afladen, som startede reformationen i 1517. I Tyskland er der i dag stadig mellem 60 og 100 skulpturer af jødesvin rundt i landet. Jødesvinet i Wittenberg er fra 1305. Figuren viser grise og jøder, der diger fra soens patter, og en rabbiner der kigger ind under soens hale.

I Luthers værk der kan oversættes til ”om jøder og deres løgne” (Vom Schem Hamphoras, 1543) kommenterer han på jødesvinsskulpturen i Wittenberg. I Luthers spydige kommentar placerer han Talmud inde i soens tarme:

”Her i vores kirke i Wittenberg er en so afbilledet i sten. Unge svin og jøder ligger og sutter under hende. Bag ved soen er en rabbiner bøjet hen over soen, han løfter hendes højre ben, holder hendes hale højt og kigger intenst under hendes hale og ind i hendes Talmud, som om han læser noget skarpsindigt og ekstraordinært, hvilket bestemt er derfra, de får deres Shemhamphoras.”

Inskriptionen over figuren ” Rabini Shem hamphoras” er først tilføjet senere i skulpturen, formegentlig af protestanter ud fra Luthers udtalelse. Inskriptionen er volapyk, formentlig for at gøre grin med det jødiske udtryk ”shem ha-meforasch” som betyder – Guds fuldt udtalte navn. Dette navn er helligt for jøder.

Richard mener, at skulpturen fortsætter med at fornærme og bagvaske det jødiske folk og deres tro. Ifølge ham er det nødvendigt at få den flyttet til et andet sted, så den ikke bliver vist offentligt på en udvendig kirkemur, men vises og forklares et mere passende sted. Ellers vil jøder fortsat blive eksponeret for antisemitisme på baggrund af skulpturen. Samtidig bliver deres værste frygt om den kristne tro bekræftet. Hvis kirken virkelig fortryder den slags billeder, må den arbejde på at få dem flyttet fra så tydelige steder.

Richard fortsætter i sin anmodning om at få skulpturen fjernet med at skrive: Skulpturen er ikke bare en fornærmelse for det jødiske folk, men den provokerer almindelig anstændighed ved dens sjofle portrættering af jøder, der diger ved et svin og stikker hånden op i dens bagdel. Det er også en krænkelse af et sted for kristen tilbedelse, som burde blive dekoreret med værdighed og sømmelighed, og bestemt ikke uanstændige og chokerende antisemitiske billeder.

I 1988 lavede man en mindeplade under skulpturen for at nedtone og give en forklaring på den. Forklaringen lyder: ”Guds sande navn, det udskældte Chem Ha Mphoras, som jøder længe før kristendommen anså som næsten usigelig hellig. Dette navn døde sammen med seks millioner jøder under korsets tegn”.

Tysk karikatur af et jødesvin fra 1800-tallet.
Richard sætter pris på, at kirken besluttede at gøre noget for at forklare og udtrykke anger, men det er ifølge ham utilstrækkeligt, for Gud døde ikke under Holocaust, og dette er endnu engang misbrug af Guds navn.

Richard mener, at inden reformationsjubilæets bør man fjerne skulpturen og erstatte den med noget, som ærer Israels Gud, respekterer det jødiske folk, og bringer værdighed til et sted for tilbedelse, i stedet for at bibeholde en skulptur der er usømmelig, sjofel, anstødende, fornærmende, krænkende, blasfemisk og antisemitisk.

Kurt Larsen, Professor i kirkehistorie ved menighedsfakultet fortæller, at for Luther var hans negative syn på jøderne ikke funderet i deres etnicitet, men i deres teologi. Jøderne tilslutter sig en lovreligion, derfor ender Luther med at sige, at jøder bør udvises fra Tyskland.

Ifølge Kurt Larsen kan Luther ikke betegnes som antisemit, men derimod som antijudaist. Luthers tanker om jødedommen er dog sidenhen blevet brugt antisemitisk, særligt af den tyske kirke i nazi-Tyskland.

I forhold til Luthers syn om jøderne siger Kurt Larsen, at den protestantiske kirke i dag skal tage åbent afstand fra hans syn. ”Det er godt, at Luther er vores reformator og ikke vores apostel. Han tog fejl på nogen punkter blandt andet her” tilføjer han.

– Her kan man underskrive anmodning om at få Wittenbergs jødesvin fjernet

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Israelsk medlem af Musalaha, 27. maj 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang.

Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.

Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.

I disse dage med terrorisme og besættelse, er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, at den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.

Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelske-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeller. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund.

Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi holdt fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som nogen, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.

Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semitist´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del at et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.

Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.

Mange Jesustroende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv. ” Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget der fører os videre – nemlig håb.

Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er Jesu evangelium. Hans inkarnation lærer os at se med vores fjenders øjne, på samme måde som han blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.

Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.

Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Vil i ikke være med til at bede for Musalaha og alle i dette brudte land, som ønsker at bringe frelse og forsoning gennem evangeliets kraftfulde budskab.

Messianske jøder

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Hvorfor kan de ikke bare være almindelige kristne?



Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 2. december 2015

Messianske jøder er etniske jøder, som er kommet til tro på, at Jesus Kristus er Guds søn, og at han er den Messias, der er profeteret om i det gamle testamente.Når det er sagt, skal det gøres klart, at det er svært at tale generelt om messianske jøder. De er meget forskellige fra hinanden, lige så meget som kristne kan være det. Deres teologi og praksis kan variere meget fra en messiansk jøde til en anden.

Der er nogle træk ved den messianske bevægelse, hvor vi ”hedninge-kristne” måske undres. Hvorfor omskærer mange alligevel deres drengebørn, og hvorfor holder de stadig shabbat? Hvorfor kan de ikke bare holde op med at være så jødiske og være almindelige kristne som os andre?

Det er blandt andet sådanne spørgsmål fra den kristne kirke, der har været med til at distancere mange messianske jøder fra kristennavnet.Kirken har en lang historie med det jødiske folk. En historie der er præget af antisemitisme – specielt udtrykt ved korstogene og holocaust. Jøder vil typisk i dag forbinde kristennavnet med denne tragiske historie.

Det betyder, at mange messianske jøder ikke vil kaldes kristne den dag i dag. Kristenavnet klinger for meget af had, og det navn ville distancere messianske jøder yderligere fra resten af det jødiske folk. Derfor vil de betegne sig selv som Jesus-troende jøder eller messianske jøder. En stor del af deres identitet er bundet op på at være jødisk. Derfor vil messianske jøder ikke give afkald på den titel, selv om man kommer til tro på Jesus. Troen gør dem ikke til ex-jøder. De vil betegne sig selv som værende 100 % jødisk og 100 % messiansk.Som de selv vil sige, holdt de første kristne ikke op med at være jøder efter Jesu himmelfart. Jesus var selv jøde.De messianske jøders situation minder på mange måder om de første kristnes. De skulle også finde ud af, hvad Jesu gerning betød for deres jødiske selvforståelse.

Messiansk jøde i praksis  Messianske jøder holder fast i mange af de jødiske traditioner og forskrifter. Stort set alle messianske jøder omskærer deres nyfødte drengebørn. De lægger stadig en stor værdi i Abrahams-pagten. De ser, i den sammenhæng, stadig sig selv som en del af Guds særligt udvalgte folk, Israel. Nogle messianske jøder, som er kommet til tro på Yeshua (det hebraiske navn for Jesus), har en forståelse af at være ”fuldstændige jøder”. De mener at havde fået opfyldt Guds løfter, fordi løfterne er blevet fuldendt ved Jesus. Derved opdager eller genopdager de deres jødiske identitet igennem evangeliet.

Messianske jøder fastholder stadig shabbaten (fredag solnedgang til lørdag solnedgang) som deres ugentlige hvile- og festdag. De fejrer de traditionelle jødiske fester som løvhyttefesten, chanukah og yom kippur. Disse fester bliver fejret meget tæt på den almindelige jødiske facon, men får et messiansk islæt. Det bliver gjort ved at festdagenes betydning bliver italesat som pegende henimod og opfyldt i Jesus.

Messianske jøder i det jødiske samfund  Samtidig med at messianske jøder ofte ikke er blevet forstået af den kristne kirke, møder de heller ingen forståelse i det jødiske samfund – de bliver ganske enkelt ikke accepteret. Jøden, der bekender sig til Jesus, vil blive set som en forræder mod hele sit folk. Når en jøde kommer til tro på Jesus, skaber det ofte stor forargelse hos familien. Og i nogle situationer vil den pågældende jøde blive forkastet af sin familie. I nogle tilfælde er der særligt dåben, der får familien til at afskrive ham eller hende fuldstændigt.

Messianske jøder oplever i nogle tilfælde meget konkret og håndfast modstand. Det er særligt tilfældet i Israel, hvor nogle bliver udsat for chikane eller trusler, fordi de vælger at leve et liv i troen på Jesus. De messianske jøder står på mange måder mellem to onder. Hos kirken bliver der ikke taget hånd om deres jødiske identitet, mens jøderne ser dem som forrædere og mener, at deres tro på Jesus er direkte forkastelig.

Isralsmissionen og Messianske jøder  Israelsmissionen støtter og arbejder sammen med forskellige messianske organisationer og menigheder i Israel. For os er de naturlige samarbejdspartnere, og vi tror på at samarbejdet er en stor styrke og bærer meget frugt. Vi tror, at de messianske jøders vidnesbyrd har en stor kraft og har brug for at blive talt både ind i den jødiske verden og i den kristne kirke. Messianske jøder har de bedste forudsætninger for at dele evangeliet med det jødiske folk. Men De messianske arbejdere er få og den jødiske høst er stor. Derfor har de brug for støtte og forbøn. Vi vil gerne opfordre til forbøn for messianske jøder: at de må hvile i Guds fred og må have styrke til at vidne om evangeliet til hele det jødiske folk.

Jews for Jesus er på gaden over hele verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Liv af døde: Dryp fra Jews for Jesus-kampagne



Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 02 november 2015

Hen over sommeren og efteråret har Jews for Jesus ført kampagner over hele Europa med overskriften Liv af døde. De har også været på gaden i andre storbyer verden over, hvor de har været på gademission og delt traktater ud. De har været på gaden i Zürich, Berlin, Paris, London, Toronto, New York, Budapest, Moskva og Tel Aviv. Læs mere om J4J her.

Under en 14 dages kampagne i Budapest blev der uddelt 339.055 traktater, 582 valgte at give deres oplysninger videre, for at de kunne modtage yderligere information eller for at få et opfølgende møde, og hele 62 (hvoraf 8 var jøder) valgte at tage imod Jesus som Messias.Det var bare i Budapest. Der er langt over 600.000 mennesker, som har mødt Jews for Jesus i storbyer over hele verden hen over sommeren og efteråret.

Selv om det er svimlende store tal, er det ikke bare statistik for J4J. De har en konkret betydning, for hver eneste gang er der tale om et menneske – et menneske som kan møde Jesus. J4J ser ethvert møde som et privilegium fra Gud, fordi dette møde kan have stor indflydelse for personens liv. Hver eneste frivillige arbejder til og for evangeliets ære.

Interessante møder

Susan var på gaden i New York. Her mødte hun Les, en 60-årig mand som stoppede op for at få noget frisk vand og en snak. Han tog normalt i synagoge tre gange om dagen. Han kunne ikke forstå, hvorfor man havde brug for Jesus som mellemmand, i stedet for at gå direkte til Gud. Susan spurgte ham om ikke også Moses, Aron og hele præsteskabet var mellemmænd og om der ikke altid havde været brug for en, der kunne mægle mellem Gud og mennesker. Les forstod pointen, og videregav sin e-mail for at modtage mere information om Jesus.

Beate blev spurgt af et par i Tel Aviv, om hun kunne vise dem vej til indkøbscenteret. Det kunne Beate ikke, men hun ville gerne fortælle dem om Jesus Messias, som elskede dem og ønskede at tage bolig i deres hjerter og tilgive al deres synd. De fortalte, at de havde talt med J4J et par dage tidligere og givet deres kontaktoplysninger videre der. I mellemtiden var de blevet klar til at følge Jesus. Beate bad sammen med dem, og de tog i mod Jesus midt på gaden i Tel Aviv!

Kata Tar oplevede også antisemitismen, imens hun uddelte traktater i Budapest. Pludselig råbte en ung mand efter hende ”Jeg hader jøderne”. Kata råbte tilbage ”Hvad med Jesus, elsker eller hader du ham?”. Spørgsmålet ramte ham som et chok. Han gik hen til Kata, og hun forklarede ham evangeliet. Den unge mand gik fra at have en hadefuld mine til at være mere modtagelig. Efter den korte snak valgte manden at tage imod Jesus. Kata beskriver oplevelsen som noget fantastisk. ”Hvilket privilegium, at opleve en som er fanget af hadet bliver ført ind i Guds rige, hvor der hersker kærlighed og nåde”.

Når J4J er på gaden, kan vejret være en stor udfordring. Både varme temperaturer og kraftig regn holder folk væk fra gaden, men for Paula førte regnen noget godt med sig.

Mens Paula delte pjecer ud, faldt hun i snak med en jødisk kvinde, Judith. Judith var bitter, men hun havde tid til en kort samtale. Hun var dog ikke villig til at videregive hendes kontaktoplysninger, og hun gik hurtigt videre. Kort efter begyndte et kraftigt regnskyl, og alle på gaden måtte søge ly. Paula stod i et indgangsparti, og ved siden af hende stod Judith. Judiths hjerte var blevet blødt op af regnen, og hun var klar til at åbne sig op. Hun fortalte om den smerte og de udfordringer, som hun havde på grund af sit handicappede barn. Da hun var færdig, fortalte Paula om Jesu kærlighed, og om hvordan han ville bringe trøst og hjælp. Hun delte Matt 11;28 ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Efter det gav Judith hendes kontaktinformationer videre til Paula.

Gemt i de store tal og mange pjecer, er der kvinder og mænd, jøder og hedninger som møder Jesus. Nogle ser hans storhed og begynder at følge ham.

Demokratiet skal beskytte minoriteterne

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Antisemitisme, Arbejdet i Danmark.

Der har boet jøder i Danmark i mere end 400 år. Med jævne mellemrum blusser der dog debatter om, som relaterer sig til det jødiske samfund i Danmark. Disse debatter viser, at danskerne kun er for religionsfriheden, hvis den ikke har praktiske konsekvenser, mener overrabbiner Jair Melchior.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 24. august 2015

Jair Melchior blev født i Norge, men familien flyttede allerede til Israel, da han var tre år, så det er her, han er vokset op. Han kommer ud af en lang rabbinsk tradition, da både hans far, Michael Melchior, og farfar, Bent Melchior, har været overrabbinere. Nu står han så selv, i en alder af 32 år, i spidsen for det jødiske samfund i Danmark. Da Jair Melchior for to år siden flyttede til Danmark for at efterfølge Bent Lexner i overrabbinatet fik han det, han selv kalder en velkomstgave: Debatterne om rituel slagtning og omskæring. Det var overraskende for Jair Melchior: ”For mig har Danmark altid stået som et forbillede, når det kom til jøder. Det er ikke kun et billede, jeg har fra redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig, men også hvordan det danske samfund har behandlet jøderne i dagligdagen. Da jeg selv kom til landet, så jeg desværre den grimme side af Danmark,” fortæller han og afslører med både kropssprog og stemmeføring, at meget er på spil i disse spørgsmål.

Jair2
Jair Melchior foran alteret i synagogen i København. Foto: Arne Pedersen

Religionsfrihed har konsekvenser

”For mange danskere handler religionsfrihed om, at hvis man tror på en eller anden mærkelig gud, så må man gerne spilde sin tid på det. Men det er en kæmpe misforståelse. Religionsfrihed handler i bund og grund om minoritetsbeskyttelse. For når man har med en minoritet at gøre, handler det ofte om religion,” mener overrabbineren. Jair Melchior forklarer, at det som bekymrer ham mest ved forbuddet mod rituel slagtning er, at det mest er et principielt forbud uden praktiske konsekvenser. Det hænger sådan sammen, at det jødiske trossamfund altid har importeret deres kød, og det vil de blive ved med. ”Dermed siger politikerne: Vi er meget tolerante overfor dem, som er præcis som os, og hvis nogen vil komme her, så skal de være præcis som os. Når jeg taler om jøderne, som har boet her i over 400 år, kan det lyde mærkeligt, at jeg bruger udtrykket ”de som kommer her til.” Princippet var vigtigere end religionsfriheden. Ja, man er for religionsfrihed, men kun hvis det ikke har konkret betydning.” Det ærgrer også overrabbineren meget, at man valgte at gennemføre forbuddet inden det jødiske trossamfund var blevet hørt. Først bagefter inviterede man til dialog, hvilket Jair Melchior mener er den forkerte rækkefølge at gøre tingene i. ”Men ja, det var altså min velkomstgave fra de danske politikere,” smiler han.

Mindeplade
Mindeplade for Dan Uzan foran synagogen i København. Ordene på pladen er valgt af Dan Uzans far. Foto: Arne Pedersen

Slut med jødisk liv i Danmark

Nogle måneder senere blussede debatten om omskærelse op. Her sad Jair Melchior med den samme fornemmelse af, at det jødiske samfund ikke blev hørt som minoritet. ”Det er en debat, som afspejler et flertal, som ikke kan forstå mindretallets kultur,” mener han. Han har ingen forventning om, at danskerne skal have et dybt kendskab til jødiske skikke og ritualer eller til den jødiske religion, men han ønsker, danskerne skal kende konsekvenserne af debatten. ”Debatten skubber jøderne udenfor,” mener han og sigter dermed til, at danske jøder italesættes – i kraft af omskærelsesdebatten – som værende anderledes end andre danskere, som ikke omskærer deres børn. ”Der bliver sagt til jøder i Danmark: I kan kun være her, hvis I er ligesom os,” konstaterer overrabbineren. ”Hvis forbuddet vedtages bliver det afslutningen på jødisk liv i Danmark,” mener Jair Melchior og uddyber: ”Det betyder ikke, at alle jøder flygter, men de som bliver, vil ikke have en stærk jødisk identitet eller være praktiserende jøder – så jødisk liv vil forsvinde i Danmark. Vi vil kunne lukke synagogen den samme dag. For mig er Danmark ikke et hjem, hvis Danmark siger nej til minoriteter. Så ønsker jeg ikke Danmark som mit hjem. Det er det, der er mit problem – ikke det tekniske.” Overrabbineren fremhæver igen majoritetens ansvar overfor minoriteten i et demokratisk samfund: ”Demokrati handler om den måde du ser på dine minoriteter. Der er for mange der forstår demokratiet forkert – hvordan beholder flertallet magten? Der følger et ansvar med,” understreger han.

Der er konstant politi foran synagogen i København.
Der er konstant politi foran synagogen i København. Foto: Arne Pedersen

Angreb gav sammenhold

14. og 15. februar blev København og resten af Danmark rystet af terrorangrebene på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade. Jair Melchior fortæller, at han fornemmer resten af samfundet har ændret syn på det jødiske samfund efter angrebet. ”Før angrebet følte jeg mig respekteret som menneske, men ikke som jøde,” fortæller han og uddyber: ” Efter angrebet følte vi en kæmpe støtte. Det var tydeligt, at danskerne ikke kun støttede det jødiske samfund af principielle årsager. Det var en af deres egne, som var blevet dræbt.” Jair Melchior bliver rørt, når han fortæller om angrebet, og de reaktioner der kom efterfølgende. ”Mængden af blomster var ufattelig. Den måde alle kom på – politikere fra alle partier. Statsministeren viste sin støtte, og det var ikke kun officielt, men også personligt. Dybt fra hjertet.” Jair Melchior har boet i Israel siden han var tre år gammel. Derfor er han heller ikke uvant med terror. ”Det er første gang jeg oplever terror i en situation, hvor jeg var ansvarlig for andre mennesker end min familie. På det personlige plan har jeg desværre for meget erfaring på området. Det er ikke første gang, jeg mister en ven til terror,” fortæller han og stirrer stille frem for sig i et stykke tid, inden han fortsætter: ”Menigheden støttede hinanden gennem det hele. Anden aften samlede vi menigheden i synagogen. Ikke for at holde gudstjeneste eller have mindesamvær – vi havde bare brug for at være sammen. Vi åbnede for spørgsmål, så alle kunne få klarhed over, hvad der var sket.” Netop menighedens øgede sammenhold er blevet meget tydelig for Jair Melchior. Der kommer flere til arrangementerne i både synagoge og det jødiske hus nu end før angrebet. ”Hvis de vil gøre os svagere, har terroristerne valgt den forkerte taktik,” konstaterer han.

Zionisme og konflikten i Mellemøsten

Når snakken falder på angrebene andre steder i Europa, hærværket på Carolineskolen i løbet af sidste sommer og forårets reklamer på busser i København, som også førte til busafbrændinger, mener Jair Melchior at kunne konstatere, at disse begivenheder har rod i konflikten mellem jøder og palæstinensere: ”Angrebet på Carolineskolen og bus-skandalen er antizionisme, som bliver rettet mod os som jøder. Vi er jo zionister, og det er ikke nemt at adskille jøder og zionister. Vi skal være bedre til at forklare, hvad zionismen egentligt er. Næsten alle de angreb, som foregår mod jøder i Danmark og i Europa, er rettet mod Israel. Hvis man vil angrebene til livs i Europa, skal man løse Mellemøstkonflikten,” mener han.

Snigende antisemitisme

Jair Melchior forklarer, at det ikke er de åbenlyse angreb, der bekymrer ham mest. ”De skal naturligvis bekæmpes,” konstaterer han meget nøgternt. Det er mere den antisemitisme, som kan komme snigende ubemærket ind i samfundet: ”Man går altid efter dem, som er anderledes. Det er ikke altid, man fx i omskærelsesdebatten er motiveret antisemitisk i sine argumenter eller holdninger, men derfor vil et forbud mod omskærelse stadigvæk være en antisemtisk handling. Og det er vigtigt, de forstår det!” forklarer Jair Melchior passioneret. ”Det kan godt være politikerne siger: ”Vi ønsker det bedste for alle mennesker!” Men nej, I ønsker ikke det bedste for mig, når I vil forbyde omskæring.” På spørgsmålet om hvad vi kan gøre for at bekæmpe antisemitismen i Danmark peger Jair Mechior først og fremmest på måden Israel og jøder fremstilles i medierne. ”Det er ikke fordi, jeg vil forsvare alle Israels handlinger. Jeg er selv en stor kritiker af den nuværende premierminister, Netanyahu,” afslører han. ”Men usandhederne må modsiges,” erklærer han. ”Når en journalist fx portrætterer danske jøder som ekstreme bosættere, så er det ikke bare dårlig journalistik – men også faktuelt forkert,” mener Jair Melchior og fortsætter: ”Hvis det er det billede, som præsenteres af os, forstår jeg godt, hvorfor danske palæstinensere kommer til at hade os.” Han afslutter med igen at fremhæve omskærelsesdebatten: ”I denne debat skal det ikke være os jøder, som forsvarer os selv. Det skal være danskere som siger: Hvordan kan i tale sådan om vores jøder i Danmark? I må vise den anden side af Danmark. Så majoriteten måske kan få en forståelse for, hvordan det er at være minoritet.”