Skip to main content

Tag: jødisk liv

Væk med dem – om Luthers udvikling fra jødeven til antisemit

Mona Kjær Nielsen, medlem af Israelsmissionens landsstyre og sognepræst, 11. oktober 2017

Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt og prekært. Mange skubber helst emnet til side og taler i stedet om reformationens positive tanker og følger. Men mens det sidste ikke er forkert, skal man passe på med det første. For vi skal ikke skubbe noget ind under tæppet, men lade det komme frem i dagens lys og forholde os til det.

Jøderne og det rene kristne samfund

Det første, der bør springe i øjnene, er, at Luther kan bruges af såvel jødefjender som jødevenner, for hos Luther er der skrifter, der peger i begge retninger. Alene af den grund er det ensidigt at sætte Luther i den ene eller anden bås. For at forstå betydningen af denne dobbelthed hos Luther må man først prøve at begribe jødernes situation i Europa i det 14.-16. århundrede.

Denne tid var generelt præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik skylden for pesten og uopklarede forbrydelser. Ofte blev de dømt under rene skueprocesesser, og straffen ramte ofte ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed.

Da byen Paris i begyndelsen af 1500-tallet havde fordrevet alle jøder, roste datidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, Paris for at være blevet jødefrit.

Jøderne blev således systematisk gjort til andenrangsborgere i et forsøg på det rent kristne samfund og tildelt en retslig rand-eksistens, fx mht. erhvervsmuligheder. Også boligmulighederne var begrænsede: Hvis jøderne ikke var forvist fra byer og territorier, og det blev dem tilladt at slå sig ned et sted, måtte de bo i områder skarpt afgrænset fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer. Det skulle de oven i købet betale beskyttelsespenge for til den lokale fyrste.

Luther var ”jødeven”

Det er i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære i 1523, at Luthers første skrift om jøderne bliver til. Et meget positiv skrift, hvor selve titlen må have vakt forargelse i samtiden: At Jesus Kristus er født jøde. Luther betoner i dette skrift ikke kun, hvad titlen siger, hvad der i sig selv var en skandale, han argumenterer også for, at evangeliet gælder alle folk og i særdeleshed jøderne.

Men Luther betoner ikke kun kontinuiteten mellem jøder og kristne, han kræver også, at man møder jøder med kristen næstekærlighed og forlanger konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med jøder med det mål at integrere jøderne i samfundet.

Hvad der i dag klinger selvfølgeligt, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul, i håb om at lærde jøder ville læse den og omvende sig. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set, som håbet om en bedre fremtid.

Luthers syn på jøderne forandres

Med tiden ændrede Luther dog syn på jøderne, da han oplevede at nogle af underviserne i hebræisk krævede bedre løn og anseelse, og at de ikke var lydhøre for hans argumentation. Samtidig havde rabbiner Josel von Rosheimer succes med de få jødiske menigheder.

Luther måtte erkende, at jøderne ikke ville vide noget af den evangeliske belæring og hverken var indstillet på at lade sig frelse åndeligt gennem konvertering eller at blive integreret i det kristne majoritetssamfund for på den måde at blive socialt befriet.

Tværtimod oplevede jøderne parallelt med det reformatoriske opbrud i kristenheden en fase med religiøs-åndelig fornyelse og styrkelse, der gjorde dem i stand til at tage nye initiativer for at opnå bedre politiske og sociale forhold og således fastholde deres jødiske identitet.

Og da nogle kristne, under indflydelse fra jøder, flyttede deres ugentlige helligdag fra søndag til lørdag, reagerede Luther skarpt og fordømte det stålsat.

Herefter opfattede Luther Josel von Rosheims aktiviteter, som en trussel mod sin reformatoriske opgave og tolkede den, som al anden modstand mod ham, som et påfund fra den djævelske modstander, som det gjaldt om at bekæmpe med alle midler.

Vendepunktet

Luther tog nu stilling, og der var ikke længere nogen jøde, der kunne sætte sine forhåbninger til reformatoren. For Luther havde det altid drejet sig om én ting: Udbredelse af evangeliet blandt jøder. Da jøderne ikke levede op til denne forventning, var de gode hensigters vej i hans øjne blevet meningsløs. I stedet pressede han nu på for, at øvrigheden skulle fordrive jøderne for at sikre et rent kristent samfund!

Men der var nogle præster, der syntes at det var problematisk, for Jesus var jo jøde, og jøderne var Guds udvalgte folk. Luther løste problemet ved at bruge jødernes ulykkelige situation i Europa som bevis på, at jøderne ikke længere var Guds udvalgte:

”Lad os derfor slutte heraf, at jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til skriftsproget hos Hosea 1 v. 9: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det går dem altså desværre således og kun således og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser værket for vore øjne, det bedrager os ikke.”

Jødernes løgne

I 1543 udgav Luther en bog på 150 sider ”Om jøderne og deres løgne”, og vi kan med den tyske historiker Heinz Schilling sige, at det er en bog man som luthersk kristen må græmmes over. Alligevel mener Schilling ikke, at Luther var antisemit.

Thomas Kaufmann, doktor i teologi, siger om skriftet, at det er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Over 90 % er en lang bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Derfor mener Kaufmann , at det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter vi har. Men det er klart, at der er 7-8 sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har fået en vild virkningshistorie. Thomas Kaufmann konkluderer da også, at Luther faktisk var antisemit.

Luthers udfald i dette og senere skrifter er et udtryk for et generelt omsving i hans tilgang til livet, og i hans forventninger til fremtiden. Den åbenhjertige optimisme fra de tidlige år er slået over i en deprimerende erkendelse af, at modstanden, også i hans egen lejr er voksende og at en universel reform af kirken og samfundet ikke længere kan realiseres, mens han lever. Blandt sine modstandere tæller han nu ikke blot paven, sværmerne og tyrkerne, men også jøderne. De modsætter sig ikke alene evangeliet, men forsøger også at holde mennesker væk fra det.

Jøderne må fjernes

Luther talte altid imod brug af vold, også under bondeoprøret. Det var først, da han indså, at bønderne ville anvende magt, han skrev til fyrsterne, at det var deres ansvar at sørge for ro og orden, og i dette tilfælde var det i orden at anvende magt. På samme måde tænkte Luther nu om jøderne: Da de ikke ville omvende sig, måtte de fjernes!

I bogen ”Om jøderne og deres løgne” krævede Luther fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af deres ejendom. ”Jøderne er nu ikke mere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærer Jesus som Guds søn, synder mod Gud. Og den som tåler denne synd, er medskyldig,” skriver han.

Derfor bliver det en opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, ødelægge deres huse, tage deres bøger, forbyde deres lære, pengehandel osv. – i det hele taget drive dem endnu mere ud af samfundslivet, end de allerede var.

Man kommer ikke udenom, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad og motivation til tilsvarende handlinger. Og historien har flere gange vist, hvordan folk har brugt hans skrifter og teologi til at legitimere jødehad.

Luther og nazisterne

Luther skrev sin bog mange hundrede år før Hitlers ”Mein Kampf”, og det ville være forkert at give Luther skylden for alt jødehad i Europa, men hans skrifter blev brugt til at legitimere hadet og støbte de teologiske kanonkugler. Luther beskrev jøderne som et hadefuldt folkefærd og opfordrede kristne til at jage dem og ødelægge deres ejendom.

Krystalnatten skete natten til Luthers fødselsdag, og symbolikken var ikke til at tage fejl af, heller ikke for præsterne. Den evangelisk-lutherske biskop Martin Sasse udgav få uger efter Krystalnatten et genoptryk af Luthers værk og skrev begejstret i forordet, at ”den 10. november 1938, på Luthers fødselsdag, brænder synagogerne i Tyskland”. Det at brænde jødernes synagoger var netop første punkt i Luthers handlingsplan.

Genoptrykket af Luthers kampskrift fik titlen ”Martin Luther über die Juden – Weg mit ihnen!” og sloganet ”weg mit ihnen” (væk med dem) var et citat fra Luthers handlingsplan mod jøderne: ”Thi, som vi hører, er Guds vrede imod dem så mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved blid behandling, men en smule bedre ved hård. Derfor væk med dem for altid.”

I Tyskland blev bogen et grundlag for nationalsocialisternes legitimering af antisemitismen.

Luther er ikke absolut autoritet

Thomas Kaufmann mener, at Luther var antisemit, og jeg vil være tilbøjelig til at give ham ret. Man kan ikke sige og opfordre til de ting som Luther gør mod jøderne uden at være antisemit – uanset samtidshistorien, og at Luther dækker sig ind under at være anti-judaist.

Desuden fortæller Luthers syn på jøderne os for det første, at Luther var en mand, der kunne tage fejl. Det har måske været godt for eftertiden for ikke at give ham guddommelig status. Det Luther sagde, kan diskuteres, og han tog åbenlyst fejl ind imellem. Derfor er og bliver Luther ikke en absolut autoritet. Vi kan dele nogle af hans opfattelser og tage afstand fra andre.

For det andet er det vigtigt, at den, der nutidigt beskæftiger sig med disse spørgsmål og vender sig mod historien, også prøver at forstå, hvordan fortiden så på disse spørgsmål og lader svaret forholde sig til denne kontekst. Det gør det ikke formildende, og vi bør som kirke fortsat tage afstand til antisemitisme i enhver form, den måtte komme til udtryk.