Skip to main content

Tag: pinse

Uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt

31. maj 2017, Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Pinsen er på mange måder påskens lidt underkuede lillebror. Eller, sådan bliver det i hvert fald ofte praktiseret, for mens påsken nok skal få sin del af opmærksomheden er pinsen ofte blot et lidt småbesværligt appendix. For det er ikke altid helt let at få greb om ham Helligånden. Hvem er han egentligt – og hvad er hans opgave?

I min barndom og ungdom var mit sprog og teologi om Helligånden nærmest ikke-eksisterende – og det selvom jeg er vokset op i et missionsk hjem med en rigelig mængde af møder at gå til. Jeg husker, at Helligånden for det meste blev omtalt som ham, der helst ville, at vi snakkede om Jesus og ikke så meget om ham. Og selvom jeg tror, det er en af Helligåndens vigtige opgaver, så er der alligevel så meget mere at sige om, hvem han er.

Der er sket meget i missionsbevægelserne siden min barndom og ungdom når det kommer til forkyndelsen og undervisningen om Helligånden, men tilsyneladende står netop denne del stadig svagt, hvilket en nylig undersøgelse, Projekt God Forkyndelse, viste.

Det er virkelig ærgeligt, det er sådan, for uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt. Et helt evangelium må omfatte både påsken og pinsen, for det er én fortælling i to afsnit. Som med så meget andet i kristendommen kan vi også med pinsen og Helligånden få hjælp af den bibelske jødedom, for også pinsen har jødiske rødder.

Jeg husker, at da jeg en dag opdagede, at jøderne faktisk også både fejrede og fejrer pinse, var der noget, der faldt i hak. For det helt naturlige spørgsmål jeg stillede mig selv var, at når der er sammenhæng mellem jødernes påske og den kristne påske, og når der i evangelierne og i hele det Nye Testamente generelt gøres en pointe ud af, at Jesus netop skulle korsfæstes i jødernes påske – var der så måske også en sammenhæng mellem jødernes pinse og den kristne? Var der en pointe i at Helligånden kom til jorden, netop mens jøderne var samlet i Jerusalem for at fejre den anden af årets store pilgrimsfester?

Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – blev fejret af jøderne, som en høstfest – ligesom så mange andre af de store fester. På et tidspunkt, sandsynligvis i løbet årene mellem de to testamenter, udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret.

Efter Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten, leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter nogle måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.

Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå fast:
I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.
Her lærer vi den første væsentlige pointe om pinsen i et jødisk perspektiv: Ved at begynde lovgivningen på Sinai med at minde israelitterne om, hvad han lige har gjort for dem, knytter Gud påsken og pinsen sammen. Man kan sige det på den måde, at i påsken frelser Gud sit folk, mens han i pinsen giver det retning og formål. Vi kan fx stille os selv det spørgsmål: Hvad nu hvis Gud ikke havde givet sit folk loven? Så havde de jo stået der i ørkenen, måske kløet sig lidt i nakken og tænkt: Hmm…hvad så nu?!

Men Gud vil mere med sit folk end at frelse det fra slaveriet, for med lovgivningen på Sinaj inviterer Gud israelitterne til et nyt liv i fællesskab med ham. Han giver dem loven, for at de kan vide, hvordan de, både som fællesskab og som enkeltpersoner, kan leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem Gud er. Det er jo også derfor, Gud bliver vred, når israelitterne ikke gør, som loven foreskriver, for så er vidnesbyrdet om ham ikke længere sandt. Gud giver også israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.

Så langt så godt – men hvad har det alt sammen med den kristne pinse og Helligånden at gøre?

Den bibelske fortælling efterlader os ikke i tvivl om, at Gud ved, at loven er utilstrækkelig for at opfylde hans mission i denne verden. Derfor har Gud en plan – en plan han løfter lidt af sløret for overfor bl.a. de to profeter Jeremias og Ezekiel. Jeremias profeterer fx om ”en ny pagt” og om at Gud en dag vil lægge sin lov ind i mennesket selv – om at han vil skrive loven i menneskets hjerter. På samme måde profeterer Ezekiel om ”en ny ånd” og om et hjerte, der ikke er af sten, men af kød og blod.

Spol så nogle hundrede år frem i tiden til beretningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2, som begynder med ordene: ”Da pinsedagen kom…” Det er ikke en forudgribelse Lukas laver af den kristne pinse, men han konstaterer, at vi på dette tidspunkt er i gang med jødernes pinsefest – altså festen for lovgivningen på Sinai. Den nytestamentlige pinseberetning er en fantastisk og underfuld fortælling om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.

En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er den Paulus holder i 2. Korinterbrev kapitel 3. I denne prædiken efterlader Paulus os ikke i tvivl om sammenhængen mellem den jødiske pinse og Helligåndens komme, for her omtaler han korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Referencerne til både Ezekiel og Jeremias er tydelige. Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu – i kraft af Helligånden – står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.

Han konkluderer:
Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.
Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.

Dermed kan vi også konkludere, at Helligånden må have samme funktion og opgave for os, der er kristne, som loven havde det for jøderne. Vi får Helligånden ved dåb og tro, fordi Gud vil invitere os til at leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem han er – både som enkeltpersoner og som fællesskab. Det er det, Helligånden skal vejlede os til. Det er derfor, han er kommet. Og så for at være et tegn på gudsfolkets anderledeshed – som et mærke på at vi tilhører ham. På samme måde som Sinai gav israelitterne både retning og formål, giver Helligånden os det samme.

Der er altså al mulig grund til at dykke ned i pinsens jødiske rødder og holde op med at betragte denne højtid som påskens lillebror. For hvis vi kun vil have påsken – uden pinsen – får vi kun et halvt evangelium.

Rigtig glædelig pinse!

Denne artikel blev oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad i 2016.

Pinse er forandring

Yoel Ben David, missionær i Jews for Jesus, 13. maj 2015

Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen
Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen
Det er noget, politikerne lover. Noget vi alle ønsker i vores liv. Noget, som sker, når vi ikke ønsker det, og når vi hører kritik eller føler os truede. Det er noget, vi alle forsøger at modstå. Forandring er uundgåelig, når vi ældes, men noget som virker uden for vores rækkevidde når vi kæmper med vores karakterbrist. Forandring er centralt for evangeliet og derfor også centralt i det Gamle Testamente. Den højtid, der klarest peger på forandring er Shavuot eller på dansk: pinsen.

Pinsen blev fejret i Jerusalem og formålet var todelt på Jesu tid. Højtiden markerede primært høsten, og et offer blev givet til Gud. Vi glemmer det sommetider, men folk på Jesu tid var primært i landbruget og den manglende sammenhæng, vi i dag oplever mellem det mad, vi spiser på vores tallerken, og det sted maden er dyrket, eksisterede ikke. Månederne og årene var strukturerede omkring naturen og markerne, hvor maden voksede. Modtagelsen af maden blev fejret ved at vifte med det foran Gud (3. mos 23,15), mens folket gik igennem høstens store forandringer og tærskede og opmagasinerede maden.

Men på Jesu tid var højtiden fokuseret på modtagelsen af loven på Sinai-bjerget. I dag fokuserer jødedommen kun på modtagelsen af loven, fordi landbrugsofre ikke er relevante længere efter templets ødelæggelse i år 70. Dette fokus på Sinai-bjerget giver en mulighed for at fejre den vigtigste begivenhed i jødisk historie. Sinaibjerget er et afgørende øjeblik hos jøder og kristne.

(c) wikimedia commons
Sinai-bjerget er centralt i pinseberetningen fra det Gamle Testamente. Foto: Wikimedia Commons
På grund af dette fokus på Sinaibjerget og det jødiske behov for at retfærdiggøre eksistensen af jødiske traditioner, selv på Moses’ tid, har vi i dag en lidt mærkelig vane med at spise mejeriprodukter i pinsen. Hvorfor? Det er på grund af adskillelsen mellem kød og mælk i jødiske hjem. Rabbinere tror, at dette blev dikteret mundtligt fra Gud til Moses, så når jøder hørte dette (ifølge traditionen) havde de ikke tid til at lave nye kosher-skåle til kødretterne og så forpligtigede de sig på kun at spise mejeriprodukter indtil efter pinsehøjtiden.

Lad os efterlade disse traditioner og lad mig vende opmærksomheden på, hvordan modtagelsen af loven påvirkede de første Jesustroende jøder. Det jeg gerne for at vise forbindelsen mellem Sinaibjerget og pinsens begivenheder i Apostlenes Gerninger, og hvor forbløffende den er. Som du sikkert ved, skete der nogle ting da Helligånden blev givet til disciplene. For det første var der en lyd fra himlen og tunger af ild kom til syne i rummet, hvor disciplene var forsamlet, som Gud havde befalet dem.

Nogle af parallellerne kan du sikkert allerede se. Helligånden blev givet til disciplene i pinsen på samme måde, som det jødiske folk blev givet loven på Sinai. Både Helligånden og loven er kilder til instruktion, oplysning og vejledning til dem, der følger Herren. På samme måde blev Jesu efterfølgeres forsamling en parallel til Israels folk, der samledes ved foden af bjerget for at vente på Guds bud.

De andre to paralleller er lidt mere kryptiske, men hvis vi rejser tilbage til Sinai, kan vi også se dem. 2. Mosebog 20,18 fortæller os at folket bevidnede tordenbrag og lynglimt på bjerget. Når vi ser på selve ordene, opdager vi, at de ikke er de ord, der oftest bruges om vejret. Ordet for torden er kolot og ordet for lyn er lapidim. Ordene her kan godt bruges i denne kontekst, men ordet kolot bruges normalt for larm eller stemmer og lapidim bruges oftest for flammer. Så når disciplene hører høje lyde og ser tunger af ild den aften, hvor de var forsamlede for at blive givet noget fra himlen, så kan vi klart høre forfatteren fortælle os: Dette er Sinai!

En af de vigtigste grunde til, at vi skal lave denne forbindelse som kristne er, at det gør højtidens budskab langt mere kraftfuldt. Pinse bliver ofte set som mindre vigtig i kirkerne end påske- og julegudstjenesterne. Jeg vil påstå, at jul og påske ikke betyder noget, hvis ikke det var for pinsen. Grunden til, jeg siger det, er fordi alt imens inkarnationen af Kristus og hans død og opstandelse er Guds første fantastiske demonstration af kærlighed gennem Messias, så bringer ingen af dem forandring uden pinsen. Pinsen er det øjeblik, hvor Jesu død og opstandelse kan blive anvendt af mennesker.

Det jødiske folk var for altid forandrede af modtagelsen af loven. I løbet af deres rejse fra Egypten til Kanaans land, var folket blevet givet lovene og løftet om en relation til Gud, som aktivt vil vejlede dem gennem både troskab og utroskab. I pinsen bliver Jesu folk givet en relation, som ikke kun er vejledende, men som bringer os fra utroskab til troskab ved at forandre os indefra.

Otis Redding sang engang ”a change has gotta come” (forandring må komme) mens han så ud på samfundet, der var fanget i fordomme og smerte. Brødre og søstre, jeg ser ud på verden kvalt af lemlæstede økonomier og systemer, der favoriserer de få. Jeg ser fanatisme, der dræber tusinder. Jeg ser generationer, der ser på billeder af naturen på deres telefoner i stedet for på verden omkring dem. Forandring må komme. Det er budskabet i denne højtid. Forandring er kommet, den bliver ved med at komme mens vi beder, mens vi giver og mens vi forandres – mens vi giver Hellighånden den stemme, han fortjener.  

Pinsens jødiske rødder

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 4. juni 2014

(c) wikimedia commons
(c) wikimedia commons
Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – fejres af jøderne, som en høstfest. Hvordan den skulle fejres, kan vi læse om i 3. Mos 23. Som i mange andre høstfester er det temaer som gavmildhed og taknemlighed, der er gennemgående. Gud har været gavmilde overfor os – det må vi være taknemlige for. Og ud af den taknemlighed må så springe en gavmildhed overfor andre. Det er den cyklus høstfesten fordrer af os.

På et tidspunkt udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret. Det er en fest, som går fra temaer som gavmildhed og taknemlighed til temaer om hellighed og identitet.

Da Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter ca. 3 måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.

Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå et par ting fast:

I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.

Gud begynder med at minde dem om, hvad han gjorde for dem mens de stadig var i Egypten. På den måde knytter Gud påske og pinse sammen. De to højtider er én fortælling i to afsnit.

I påsken udfrier Gud sit folk fra Egypten. Gud frelser sit folk fra slaveriet. Eller sagt med et mere Ny Testamenteligt ord: Gud viser nåde mod dem.

Pinsen er Guds invitation til et nyt liv i fællesskab med ham – en invitation til at tage del i Guds mission – den som begyndte med Abraham. Gud giver israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.

På samme måde som jøderne gør det – må vi, som er kristne og som lever i den nye pagt – også sørge for at huske på sammenhængen mellem påsken og pinsen. Hvis vi vil have det ene uden det andet – så får vi kun et halvt evangelium!

I påsken fejrer vi, at Jesus døde og opstod igen for vores skyld – for at vi kunne få fred – for at vi kunne blive frie fra syndens slaveri. Og pinsen er også i kristen sammenhæng Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – en invitation til at tage del i Guds mission.

I den kristne pinse fejrer vi Helligåndens komme til jorden. Det kan vi læse om i Apg. 2. Det er en fantastisk og underfuld beretning om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.

En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er Paulus’, som han holder i 2 Kor. kapitel 3. Her omtaler Paulus korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Dét er en retorik, som Paulus låner fra pinseprofeterne Ezekiel (11,19-20 + 36,25-28) og Jeremias (31,31-33). Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.

Han konkluderer:
Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.

Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.

For ”der er intet sandt eller helt evangelium og ingen autentisk bibelsk mission uden Helligåndens person, gerning og kraft.” (Cape Town Erklæringen s. 27)

Det er dét, der er på spil i pinsen: Guds invitation til et helt evangelium og til autentisk bibelsk mission.

Denne artikel blev oprindeligt skrevet til religion.dk.